20. ‘Saltburn’
I synes, Jacob Elordi er hot. Vi har fattet det.
Selvom ‘Euphoria’-stjernen har både øjenbrynspiercing, posh-accent og nogle heftigt TikTok-dyrkede nøgenscener i et badekar, er det faktisk slet ham, der løber med opmærksomheden i Emerald Fennells ventede opfølger til ’Promising Young Woman’.
Det er i stedet Barry Keoghan, der endelig får sit voksne hovedrollegennembrud som University of Oxfords største taber, der infiltrerer det engelske aristokrati med sin sære Quasimodo-charme, da skolens gudeskikkelse Felix (Elordi) tager ham med hjem på sommerferie.
Og hvis man allerede har set ’The Talented Mr. Ripley’?
Så kan man nyde en vanvittig genfortælling, der ligesom svindlerkomedien fra 1999 ikke tager sig selv så højtideligt og finder sin chokværdi i elitens overdrevne dumhed.
Denne gang er historien bare hensat til 2006 – en af de sidste uskyldige år inden finanskrisen – hvor Fennells bekymringsløse rige griner af ’Superbad’ på dvd, diskuterer om Harry Potter, Ron og Hermione mon havde en trekant og synger Flo Ridas ’Low’ på karaoke-anlægget. Selvom filmens eat the rich-portræt ikke er politisk slagkraftigt som ’Promising Young Woman’, rammer filmen på samme måde plet som en forstyrret symbolfortælling, der dyrker det brækfremkaldende og lattervækkende i grum forening.
Premiere på Prime Video senere i december.
19. ‘Lærerværelset’
Lærerværelset? Det lyder jo helt enestående røvsygt.
Hjælper det med den engelske titel, ’The Teacher’s Lounge’? Eller den oprindelige tyske, ’Das Lehrenzimmer’?
Øh nej.
Tough crowd. Men se nu bare bort fra titlen. Bag den gemmer sig et skarpt skåret hverdagsdrama så spændende som en thriller og med lige så mange pågående moralske spørgsmål som en filosofibog.
Den unge Carla (Leonie Benesch fra ’Det hvide bånd’ og ’Babylon Berlin’) er en god og nærværende lærer for en 7. klasse i Tyskland. Skolen præges imidlertid af en række tyverier, og da mistanken retter sig i en uheldigt racistisk retning, prøver Carla selv at afsløre synderen.
Det fører hende ud på stormombruste etiske farvande, og de spørgsmål om skyld og retfærdighed, man i starten tænker er nemme at besvare, bliver efterhånden sværere og sværere, efterhånden som situationen eskalerer.
Over blot 98 minutter holder instruktør Ilkar Catak seeren i et solidt spændingsgreb uden at lande på letkøbte konklusioner.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ’Miraklet i Gullspång’
Kristne gamle damer i en lille svensk flæk …Jeg ligger allerede og halvsover med hovedet nede i min Grand-quiche.
Du har lidt ret. Den svenske dokumentar, der bruger et sephia-portræt på en træhylde som blikfang, er ikke pakket sygt saftigt ind. Men det er under de hæklede dækservietter, absurditeterne gemmer sig, og Maria Frederikssons film har fortjent sine sammenligninger med kultfænomener som ’Twin Peaks’ og ’Grey Gardens’.
Til gengæld hører den der aldersfascisme ingen steder hjemme i 2023. ’Miraklet i Gullspång’ er bevis på, at gamle damer er lige så diabolske, som alle andre mennesker, faktisk så man taber …
Jo flere gange folk siger, at en film vil ’få mig til at tabe kæben’, jo mere bider jeg tænderne skeptisk sammen.
Du har måske set mange dokumentarer om excentriske gudsfrygtige norske søstrepar, der på grund af et uheld i en vandrutsjebane ender med at beslutte sig for at købe en lejlighed i en tilfældig svensk landsby, som så viser sig at være ejet af deres afdøde storesøsters dobbeltgænger, der ovenikøbet har samme fødselsdag og kælenavn som hende, hvilket blot er de indledende sommerfuglebask i en kæde af fuldstændig uhørte sammentræf?
Allerede inden den utrolige historie går i gang, er der faktisk ikke rigtig noget som helst typisk over de to søstre Kari og May. Og slet ikke over den mystiske tabte søster Olaug, der går fra at posere til en hjertevarm artikel om familieforening i noget norsk Familie journalen til at tale om, at de nye fromme familiemedlemmer provokerer hendes indre dræberinstinkt.
Men faktisk er magien ved ’Miraklet i Gullspång’ ikke nødvendigvis den kæberaslende chokværdi. Den er snarere en fængende og akavet folkesang om, hvor surrealistisk underlige mennesker kan være.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ‘Rye Lane’
En romantisk komedie opkaldt efter et kvarter i London. Originalt. Hvad bliver det næste, at Hugh Grant spiller hovedrollen?
Der er ingen Hugh Grant i Raine Allen-Whites ’Rye Lane’, der trods ’Notting Hill’-referencen i titlen kun har taget de bedste kvaliteter fra 00’ernes romcoms med ind i 2023. Til gengæld dukker romcom-kollegaen, og Mr. Darcy, Colin Firth op som ejeren af en burritobod med navnet Love Gu’actually.
Hvis du skal bruge et ’Love Actually’-ordspil som argument, må du virkelig være på dybt vand.
Tværtimod. For det er bare én lille kærlig hyldest til den ellers flormelisfarvede romcom-tradition, som står ret alene i en film, der er mere inspireret af Spike Lee end Richard Curtis.
‘Rye Lane’s charmerende originalitet består netop i de små nik til alle forbeholdene, der har gjort genren så forhadt, mens den samtidig tager romantikken oprigtigt i hånden. På en ’Before Sunrise’-inspireret heldagsdate, der bevæger sig rundt i et univers fyldt med cookouts og jamaicanske toner i baghaverne, fjollede kunstudstillinger og et heist for at få en vinylplade med A Tribe Called Quest ud af en ekskærestes lejlighed.
Ret originalt, faktisk.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ’Maestro’
Er I ikke lige lovlig overgearede i forhold til Bradley Coopers instruktørevner?
’A Star Is Born’ er en moderne mainstreamklassiker, færdig slut. Hans nye film fortsætter i det musikalske spor, denne gang i den klassiske afdeling med historien om den legendariske komponist Leonardo Bernstein og ikke mindst hans hustru Felicia, der står i skyggen af både hans karriere, ego og skabsbiseksualitet.
Filmen starter tordnende flot med den unge Bernsteins første gennembrud, og iscenesættelsen er hele vejen igennem elegant og følelsesladet uden at kamme over i klichépræget melodrama. Cooper slår fast, at han er en knalddygtig mainstreaminstruktør. Hvem sagde den nye Spielberg?
Det gjorde I.
Okay, det er måske også at svinge sig op på de høje nagler, men ’Maestro’ er i hvert fald en overbevisende biopic, der kulminerer i en svimlende orkesteropførsel, hvor sveden pibler fra Bernsteins pande, og man også i tilskuerrækkerne bliver henført. Det er en medrivende fortælling med et stærkt udsagn om de nedbrydende spor efter de mandlige geniers selvbevidste storhed.
Kan ses i biografen – på Netflix fra 20. december.
15. ’Faldne blade’
Har jeg ikke hørt om.
Den får også først dansk biografpremiere 25. december – og er måske foreløbigt bedre kendt for sin engelske titel ’Fallen Leaves’, under hvilken den vandt Juryens Pris på årets Cannes-festival.
Bag titlen gemmer sig årets måske bedste ukurant perfekte romantiske komedie: et finsk deadpan-humoristisk møde mellem to fortabte sjæle, der søger varme i hinandens fejlbehæftede favn i et iskoldt og goldt Helsinki. Bag affæren står den største finske instruktør nogensinde, kongen af skandinavisk deadpan, Aki Kaurismäki.
Har jeg ikke hørt om.
Der er du gået glip af noget. Han har siden 80’ernes film om det finske rockband Leningrad Cowboys inkarneret landets folkesjæl med uimodståelig komik på melankolsk bund, og med sin nye film er den 66-årige instruktør i moden topform.
Den ensomme butiksarbejder Ansa og den alkoholiserede metalarbejder Holappa møder hinanden på en karaokebar, hvorefter historien på de store linjer nogenlunde følger det, man kan forvente af en klassisk vesteuropæisk romcom. Men i Kaurismäkis hænder ser det alligevel helt anderledes ud i en film spækket med gyldne replikker og sørgmodigt charmerende skæbner med krigen i Ukraine som radioens dystre bagtæppe.
»Jeg er deprimeret«, siger Holappa på et tidspunkt til sin eneste ven. »Hvorfor«, spørger vennen. »Fordi jeg drikker«. »Men hvorfor drikker du?« »Fordi jeg er deprimeret«.
Det siger ligesom alt.
Biografpremiere 25. december.
14. ‘Talk to Me’
Liderlige teenagere og et klamt stykke hjemsøgt legetøj. Den film lyder som én, jeg har set cirka tusind gange før.
Præmissen for det australske gyserhit er ikke bange for klichéerne med sin historie om teenageren Mia, der hjemvendt fra psykiatrien bliver opslugt af en ny viral leg, hvor unge bliver besat gennem en overtegnet keramikhånd og går åndemaner-amok med helt sorte øjne. Men det blev samtidig en gyserfilm, der gav afløb for en hel ungdomsgenerations angst ved at være så gennemført forstyrret.
Lad mig gætte. Det næste, du siger, er »A24« og »eleveret horror«. Hvad er der nu galt med gyserfilm, der ikke tror, de er bedre end alle andre?
’Talk To Me’ er blåstemplet af A24, der distribuerede filmen i USA, men samtidig skammer den sig på ingen måde over at dyrke teenhorror med alt, hvad det indebærer af floskler.
Filmen har elementer som en fyr, der med en dæmon i sin krop snaver med en hund, side om side med kunstneriske billeder af hinsides infernoer fyldt af brændte lig. Den tør være plat, men er også en af de mest gennemført rædselsvækkende allegorier over psykisk sygdom længe. Philippou-tvillingebrødrene, der blev opdaget som YouTube-sensationerne bag Racka Racka, leverer chok for alle pengene, men også en trøstesløs gru, der er rystende svær at glemme.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ‘The Fabelmans’
Jeg foretrækker min Spielberg med krig, dinosaurer eller hajer.
Men er du ikke bare lidt nysgerrig på, hvordan Steven Spielberg blev så helt sublimt god til at lave film om krig, dinosaurer og hajer? Og om splittede familier?
Nøglen afleverer han i karrierens mest personlige film, den semiselvbiografiske ’The Fabelmans’ om en ung filmglad knægt og hans samspilsramte forældre. Og er du seriøst uinteresseret i Spielbergs baghistorie, så tag bare filmen som et levende, præcist familiedrama om svære relationer og psyker, der støder sammen, selvom kærligheden er stor og uudgrundelig.
Ok. Jeg har da også set, at David Lynch er på rollelisten.
Han dukker op til sidst i en scene, som man aldrig vil glemme, hvis man er bare den mindste smule filmbegejstret. Mere skal ikke afsløres.
Men giv ’The Fabelmans’ en chance. For Michelle Williams særprægede præstation. For filmglæden. For den vemodige skildring af en dreng, der for altid ville være præget af sine forældres skilsmisse – selv som 76-årig verdenskendt filminstruktør.
Kan ses på Prime Video, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
12. ‘Sick of Myself’
Hvad er det her for noget?
Trods en Un Certain Regard-nominering i Cannes og international opmærksomhed gik Kristoffer Borglis ’Syk pike’ (‘Sick of Myself’) noget under radaren i Danmark, hvor det efter et års forsinkelse kun blev til en diskret streamingpremiere og festivalvisninger.
Det ultrakarismatiske skuespiltalent Kristine Kujath Thorp er ellers forrygende i hovedrollen som den uforløste Oslo-barista Signe, der i afmagt over at stå i skyggen af sin kunstnerkæreste tager kvalmefremkaldende midler i brug for at få sin virale dag i solen.
Sidste år kom ’Verdens værste menneske’. Er ’Sick of Myself’ endnu en frygtelig kvinde skabt af en mandlig instruktør – nu bare med artsy norsk ansigtsforbinding?
Selvom den sortkomiske generationskommentar lagde sig i slipstrømmen på et hav af andre film om smånarcissistiske unge millennial-kvinder var den mere grænsesøgende end dem alle sammen. Der blev snakket meget om main character-energi i år, og få film indkapslede fænomenet grummere og bedre end Borglis, hvis arseniske film var lige så æstetisk lækker, som den var uforglemmeligt ondskabsfuld.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay.
11. ’20 dage i Mariupol’
En Ukraine-dokumentar. Hård kost?
I den grad. Da Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, rejste den ukrainske Associated Press-journalist Mstyslav Chernov til havnebyen Mariupol, uvidende om at et af de store slag ville stå her de kommende måneder, efterhånden som de russiske bombardementer og landtropper erobrede byen.
Mens mange forlader Mariupol, bliver Chernov og dokumenterer i realtid, hvordan en by går i opløsning i bombardementer, blodsudgydelser og tiltagende panik. Strømmen og internettet ryger, mens hospitaler for fødende kvinder bombes. Mens Chernov sætter afdæmpede ord på begivenhederne i en bevægende voiceover, får vi nogle af de mest uhyggelige billeder på krigens gru, man kan forestille sig.
Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til at se.
Der er en vis chance for, at du allerede har set flere af billederne. Chernovs billeder af massegrave og døde børn er nemlig løbende blevet vist som enestående bevisførelser for de blodige russiske krigshandlinger, og det er en selvstændig tråd i filmen, hvordan Chernov prøver at få sine optagelser ud af den forskansede og strømløse by. Under selve optagelserne af byens kollaps fortæller ’20 dage i Mariupol’ således også om vigtigheden af visuelle vidnesbyrd.
Chernov risikerede livet for at filme billeder, der vil gå over i historien, så kan du nok også lige bruge halvanden time på at se dem. Det er en fremragende, uafrystelig dokumentar.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
10. ‘Eo’
Jeg gider ikke se en film om et æsel, der ikke er stemmelagt af Eddie Murphy.
Udvid din æselhorisont! Historien er spækket med gode film om æsler med Robert Bressons ’Au Hasard Balthasar’ som den helt store klassiker. Det er også filmen, den polske veteran Jerzy Skolimowski står på ryggen af med ’Eo’, som dog finder sine helt egne fortællemæssige og stilistiske stier.
Vi følger Eo, der starter som æsel i et cirkus, men over halvanden time kastes ud på en dramatisk rejse, fra galopbanen til en minkfarm og en lokal fodboldkamp. Skolimowski følger dyret loyalt og empatisk og pifter det hele op med ildrøde psykedeliske sekvenser, der lægger en ulmende stemning over hele affæren.
Men altså, taler æslet eller hva?
Æsler taler altså ikke uden for ’Shrek’ og ’Peter Plys’. Og ’Eo’ er da også en meget dialogfattig film, hvor man alligevel bliver investeret i det storøjede dyrs usikre skæbne som fin metafor for tilværelsen for mange mennesker, der føler sig overhalet af den moderne verdens racertempo. Det går altid ud over det stakkels æseldyr.
Kan ses Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’Bottoms’
I stedet for at det er to teenagedrenge, der gør noget dumt for at komme til at knalde lækre piger, er det to teenagepiger, der gør noget dumt for at komme til at knalde lækre piger. Og så synes I pludselig, det er åh så originalt.
Nemlig! Det er nemlig ikke kun mødomsmissionen a la ’American Pie’, der bliver vendt på hovedet i ’Bottoms’. Den fremadstormende 28-årige instruktør Emma Seligman disker også op med en af de sjoveste komedier længe ved at bruge hele highschool-genren som feministisk nålepude.
På en skole hvor sportstjernerne bliver fragtet rundt i bure, beslutter skolens »grimme talentløse homoer« sig for selv at give machologikken et skud. Derfor starter de en fight club og hverver skolens lækreste cheerleadere i håb om, at de tænder på kropskontakten såvel som blodnæserne og sæbeøjnene. Hvilket bliver til en skør, men ikke mindst lattervækkende pointe om samfundets maskuline voldsmonopol.
Jeg stoppede med at høre efter, da du sagde ’Fight Club’. Den elsker jeg. Minder den her om?
Der er i hvert fald en hemmelig klub med et regelsæt og masser af homoerotiske slåskampe. Men ’Bottoms’ er helt sit eget anarkistiske frirum a la kultkomedien ’Heathers’. Hvor alle genkendelige highschool-troper bogstaveligt talt bliver spiddet, og it-girls som Kaia Gerber deler øretæver ud.
Filmens mange metalag til trods fortjener den dog først og fremmest sin hype for de utroligt sjove hovedrollepræstationer fra ’Shiva Baby’s Rachel Sennott og ’The Bear’s Ayo Edebiri, der sparker nyt liv i en ellers presset komediegenre.
Kan ses på Prime Video. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ‘The Banshees of Inisherin’
Er den seriøst fra i år?
Jep, dansk premiere 25. januar – og siden en af Oscar-showets hovedfilm med hele ni nomineringer. Martin McDonaughs kulsorte komedie havde årets måske bedste præmis i historien om et venskab, der bliver til køligt fjendskab på en lille vindblæst irsk ø i 1923. En dag fortæller Brendan Gleesons violinspillende Colm, at han simpelthen ikke gider være venner med Colin Farrells mere enfoldige Pádraic. Startende fra nu.
Jeg har luget ud i vennegruppen efter samme model siden.
Så har du vist ikke helt forstået filmens budskab. Anyways, instruktøren bag ’In Bruges’ og ’Three Billboards Outside Ebbing Missouri’ viste igen sin uforlignelige evne til at forene sort humor, absurd vold, eksistentielle tematikker og fængende karakterer.
Måske var nogle af fortællingens drejninger mindre troværdige, men samspillet mellem Farrell og Gleeson med uimodståelige Kerry Condon og dragende Barry Keoghan på siden var alene nok til at sende ’The Banshees of Inisherin’ ind på listen her.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ‘Priscilla’
Jeg elskede Baz Luhrmanns ‘Elvis’ sidste år, så jeg har ikke brug for mere Presley lige nu.
Elskede du Austin Butler-biopic’en, er der en vis sandsynlighed for, at du vil være mindre begejstret for Sofia Coppolas modsvar, der tegner et helt andet og noget mere problematisk billede af kongen af rock’n’roll. Men der er også mulighed for at få din horisont udvidet med en fortælling, der ser begivenhederne gennem Elvis’ unge hustru Priscillas øjne.
Hvorfor skal jeg interessere mig for hende? Det var vel Elvis, der lavede musikken …
Elvis Presley kurtiserede Priscilla, da hun var blot 14 år. Han var 24 år og allerede en verdensstjerne. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Coppola giver et indblik i Gracelands skyggeside. I det fængsel, der blev bygget op omkring den purunge pige, der havde en særlig sjælelig forbindelse til Elvis, men også var sat skakmat i kampen for selvbestemmelse og for at sætte retning på sit eget liv.
Materialet møder Sofia Coppolas unikke evne til at skildre en ung piges drømmeriske blik og virkelighed. ’Priscilla’ er en imponerende florlet fortælling med dystre undertoner.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ‘Tár’
Det var den der MeToo-film …
Det er vist en forsimpling. For hører du til dem, der bare ikke orker at høre mere om overgreb og krænkelser i dit filmforbrug, er Tár nu alligevel filmen for dig.
Her er dommen over Cate Blanchetts mesterdirigent nemlig op til fortolkning. Todd Fields første film i 15 år går dybt og idiosynkratisk til skildringen af Lydia Tár, hvis status og karriere langsomt styrter i grus, da anklager om chikane og overgreb pibler frem. Det er ikke en kedsommelig budskabsfilm, men et ambitiøst, intenst og mangefacetteret psykologisk portræt af en brillant kvinde og hendes skyggesider.
Ja ok. Martin Scorsese var også begejstret.
Og ham skal man som regel lytte til. Ligesom Scorseses ’Killers of the Flower Moon’ er ’Tár’ en af den slags film, Hollywood ikke laver længere. Besværlig, kompliceret, lang, kompromisløs. Og alle anstrengelserne værd. Cate Blanchett beviser igen, at hun er en af de allerbedste nulevende skuespillere.
Kan ses på SkyShowtime, Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ‘Close’
Er det prequelen til ‘Closer’ med Natalie Portman og Jude Law fra 2004?
Nu er du bare dum at høre på. ’Close’ er anden film fra det belgiske vidunderbarn Lukas Dhont, der debuterede imponerende med transhistorien ’Girl’. Med ’Close’ begik han den nok mest rørende film, vi har set i år. En fintmærkende coming of age-historie, der behandler en stor tragedie og sorg på en nænsom og uforudsigelig måde, der viger uden om enhver kliché.
Hvad er det for en tragedie?
Man fortjener at opleve ’Close’ uden at vide alt for meget. Men udgangspunktet er de to 13-årige drenge Remi og Leo, der dyrker deres tætte venskab over en legesyg sommer. Da de efter ferien starter i skole, bliver de drillet af de andre elever for deres tætte bånd, og Leo trækker sig fra Remi.
De to drenges venskab er skildret sjældent smukt, og den efterfølgende udforskning af skyld og uskyldstab er indfanget i al sin besværlige kompleksitet.
Hvad kan det ikke blive til for 32-årige Dhont.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Vortex’
Nyt fra instruktøren bag ’Irréversible’. Laver han virkelig stadig film?
Fransk-argentinske Gaspar Nóe laver i den grad stadig film, og hans vilje til at eksperimentere og lave kunst, der gør ondt, er ikke blevet mindre siden det store gennembrud i starten af 00’erne. Hans seneste film – ’Climax’, ’Lux Æterna’, ’Love’ – har været hit’n’miss, om end aldrig uinteressante, og efter at have fået en blodprop vendte han så i 2021 tilbage med et nyt hovedværk i form af ’Vortex’, der i år endelig fik dansk premiere i Cinemateket og på streaming.
Jeg har lige googlet plakaten. To gamle mennesker, der krammer. Er den engang så viltre provokatør kravlet ind på alderdomshjemmet?
Ja og nej. ’Vortex’ er en film om et fransk ægtepar i deres livs vinter, som døjer med sygdom i deres overfyldte parisiske lejlighed. Det er en film om død, forfald og forgængelighed, men hæng nu på alligevel. Formmæssigt er den så radikal som noget, Noé før har lavet.
Nærmest hele filmen er nemlig fortalt i en splitscreen, hvor vi simultant følger de to mennesker i hver deres billede. Forfatteren Lui – spillet af gyserlegenden Dario Argento – prøver at færdiggøre en bog om drømme på film, mens hans psykiaterhustru Elle er ved at forsvinde ind i demensens forvirrede sindstilstand. Det er ubarmhjertigt at følge de to livsledsagere, der på hver deres måde ser deres liv og identitet svinde ud, og man sidder med hjertet i halsen, når Elle uforvarende bringer sig selv og sit hjem i fare med sin glemsomhed.
’Vortex’ er en mere naturalistisk og (overlagt) grim udgave af Michael Hanekes ’Amour’, men midt i desillusionen er der også små øjeblikke af varme og vemodighed. En kompromisløst original og vedkommende film.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ‘Killers of the Flower Moon’
Hvorfor KAN Martin Scorsese ikke lave film under tre timer længere?
Han har vel lært af sine gode venner hos Marvel!
Men nu er det jo ikke størrelsen, men gørelsen. Og mens film på to timer kan føles som tørvetrillende uendelighedsriller, flyver tiden anderledes afsted til Martin Scorseses storværk om en forfærdelig serieforbrydelse på Osage-befolkningen i 1920’ernes USA.
’Killers of the Flower Moon’ er et episk drama af den slags, man sjældent oplever længere. Det strigles mod hårene med sit perspektiv fra de udnyttende hvide mænd, som forgifter, myrder og undertrykker den oprindelige befolkning i jagten på deres olierigdom. Leonardo DiCaprio har sjældent været bedre, Robert De Niro afleverer sin bedste præstation i årtier, og Lily Gladstone er en decideret åbenbaring.
Hmmm, så må jeg vel se den, når den kommer på Apple TV+ snart.
Den fortjener det store lærred, hvor spilletiden på tre en halv time kommer bedre til sin ret. Som ’The Irishman’ vil ’Killers of the Flower Moon’ nok af mange i praksis blive set som en miniserie ophakket i tre-fire dele, når den ses derhjemme. Og det kan altså bare noget særligt at blive indhyllet i filmens univers over så lang tid. Men altså… hjemmebiografen er bedre end ingenting!
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ‘Aftersun’
Det her er i hvert fald årets mest overhypede film.
Er det ikke fantastisk? Hvem skulle have troet, at en debutspillefilm fra en ukendt skotsk instruktør om en ung far og hans datters all inclusive-sommerferie til Tyrket i 90’erne ville blive en af årets bedste og mest opsigtsvækkende film? I hvert fald i det danske filmår, hvor den først landede i februar, selvom den inden da havde toppet årslisterne i udlandet efter premiere i efteråret 2022.
Det kan nemlig godt være, at hovedrolleindehaver Paul Mescal nu er mere hypet end nogensinde før, men at det blev rollen som Calum i ‘Aftersun’, der satte yderligere fart i hans stjernefærd post ‘Normal People’, lå ikke nødvendigvis i kortene. For som den deprimerede far, der kæmper for at give sin 11 årige datter Sophie gode minder, leverer han en overordentligt voksen karakterpræstation sine kun 27 år og forholdsvis nye karriere til trods.
Men hvis den er så god, hvorfor er den så ikke på førstepladsen?
Den kunne snildt have fortjent at komme på førstepladsen (og det har den på en måde også allerede været). Men ‘Aftersun’ befinder sig også perfekt næstøverst i et filmlandskab, hvor den som den filmiske underdog blot behøver at vise gamle feriebilleder og byde op til sørgmodig svingom med David Bowie og Queens ‘Under pressure’ for at få hele verden til at græde over tidens og mindernes traumatiske væsen. Alt imens større og mere etablerede filminstruktørers historiske armbevægelser og Ken-danseshows nærmest ikke kunne blive store nok.
Til gengæld blev det et sjældent eksempel på poetisk retfærdighed, at Mescal blev Oscar-nomineret. Det burde hans 13-årige medspiller Frankie Corio også have været, for som de to bærende mennesker i fortællingen er det næsten for godt til at være sandt, hvor mange følelsesmæssige mavepustere de lister ind i alle afkroge. Lige så sirligt som de dupper hinandens hud med plejende creme efter timevis af familiær famlen under den fremmede sol.
Kan ses på Filmstriben, Viaplay, Grand Hjemmebio og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ‘Barbie’
Nu stopper I altså med jeres frådende begejstring over en film, der promoverer en dukke fra et højkapitalistisk legetøjsfirma.
Vi indrømmer gerne, at ’Barbie’ ikke behøver flere rygklap, end den allerede har fået. Årets bedst sælgende film på globalt plan. Årets mest omtalte film. Et kulturfænomen. Sandsynligvis på vej mod mindst en god håndfuld Oscar-nomineringer.
Men nu går vi altså linen ud med en sidste opsamlende hyldest her fra spalterne. En hyldest, som kun underordnet handler om, at Greta Gerwig & co. med ’Barbie’ har anvist en ny og spændende retning for et ellers kreativt stagneret Hollywood og pakker et hårdtslående feministisk budskab ind i bredt appelerende pop-art. Men først fremmest handler om, at det er en vanvittigt godt sammenskruet komedie. Gennemført i sit visuelle univers, musikalsk, skarp, rørende og ja, utroligt morsom.
Mainstreamkomedien har det ikke for godt i disse år, men også her udstikker ’Barbie’ en kurs, som om alt det andet ikke var kenough.
Men helt ærligt, Soundvenue. I burde da stå for den progressive kunst i jeres udnævnelse af årets film – ikke bare medløbe på sæsonens mest populære titel!
’Verdens værste menneske’, ’Titane’, ’Uncut Gems’, ’Parasite’, ’First Reformed’, ’Manchester by the Sea’, ’Son of Saul’, ‘Mommy’ og ‘Boyhood’ er de film, vi har kåret som årets bedste i de ni år, Soundvenue har dækket filmstoffet.
’Barbie’ stikker utvivlsomt ud som den mest bredt appellerende, men med valget vil vi gerne bakke op om, hvor vigtigt det er med mainstreamfilm, der både rykker kvalitetsmæssigt og i den samlende populærkultur på det niveau, ’Barbie’ har formået. Næste år er vi sikkert tilbage på trygt cineastistisk anmelderrost terræn.
Men nu skal det heller ikke blive én stor undskyldning. Vi står fuldt på mål for, at ’Barbie’ er årets mest forrygende filmoplevelse, der tåler at blive set og nydt igen, igen og igen.
Kan ses på Blockbuster og Grand Hjemmebio.