’Aftersun’: Oscar-nominerede Paul Mescal er uforglemmelig i overvældende debutfilm
Paul Mescal har kun en håndfuld præstationer på cv’et, men efter Charlotte Wells’ imponerende, skotske debutfilm ’Aftersun’ fristes man til at udråbe ham til et af sin generations største talenter.
I rollen som den 30 år unge, fraskilte far Calum, der tager sin 11-årige datter Sophie (den fremragende debutant Frankie Corio) med på deres årlige charterferie til Tyrkiet, udtrykker han – nærmest uden replikker – en rendyrket melankoli og indre splittelse, som man sjældent ser hos unge skuespillere.
Filmen skildrer duoens lille, nærmest ubetydelige rejse, der undervejs vokser sig skæbnesvangert stor og ender som en af de mest mindeværdige portrætteringer af far-datter-forhold på film siden ’Toni Erdmann’.
Som i den film spiller en sangscene også en central rolle – i ’Aftersun’ til tonerne af ’Losing My Religion’ og med omvendt betydning: Her forener sangen ikke far og datter, men understreger splittelsen.
Hvor det tyske mesterværk handlede om at finde hinanden igen efter års fravær, handler ’Aftersun’ om, hvordan de usynlige barrierer mellem barn og forældre kan opstå i ens formative år.
Fremmedgørelsen kaster lange skygger ind i Sophies voksenliv, når hun som nybagt mor 20 år senere tænker tilbage på dannelsesrejsen til Tyrkiet og i voksenklogskabens lys forsøger at forstå sig selv og faren gennem deres hjemmevideooptagelser fra ferien. Det er en semi-autobiografisk film om mindernes – og filmmediets – kraft, hvor fortiden er uhyre detaljeret, mens nutiden nærmest er fuldkommen uigennemsigtig.
I en scene betragter vi Calum i smug, mens han bevæger sig til en indre rytme på hotelværelsets altan. Man får en fornemmelse af, at der er noget dybt inde i ham, som gerne vil ud, men som Sophie aldrig vil kunne tilgå. Også selvom hun insisterende peger hjemmevideokameraet mod sin far i et forsøg på at afdække hans indre.
Som tilskuere er vi på samme måde hensat til at forsøge at gennembryde karakterernes panser og den mur af usagte følelser og skuffelser, der har lagt sig imellem dem – vævet dybt ind i deres store kærlighed til hinanden, som er umulig at overse. I ’Aftersun’ skal de store sandheder aflæses i et blik, en bevægelse, en tavshed.
Med en elliptisk fortællestil giver Wells gradvist antydninger af, hvad der er gået forud for rejsen: Sophie ser ikke sin far tit, han har svært ved at være der for hende, at tage vare på sig selv, fastholde et arbejde og finde en retning i tilværelsen. Ting som Sophie gradvist begynder at indse, i takt med at hun bevæger sig fra barn til teenager.
Det midlertidige og flygtige feriested danner en symbolsk ramme om Sophies egen coming of age-rejse, men også Calums søgen efter identitet og mening og far-datter-forholdets stakkede frist.
Hvor datteren har alle mulighederne foran sig, virker det, som om Calum allerede har mistet sine. Han er fastlåst i en situation, han ikke kan slippe ud af. Han ønsker brændende at være en bedre far for sin datter, men lader til at have svært ved at overbevise sig selv om, at han fortjener hendes betingelsesløse kærlighed.
Wells er tydeligt inspireret af mesterinstruktører som Claire Denis og Chantal Akerman med sit fokus på fremmedgørelse, den latente betydning i kropsbevægelser, spændingen i forældreforholdet og hjemmevideoens hjemsøgende kraft.
Og af en nyere instruktør som Céline Sciamma, hvis film kredser om hukommelse, seksualitet og identitet – ofte fra barnets perspektiv.
Det er vægtige inspirationskilder, som filmen formår at gøre til sine egne, blandt andet med lange, glidende kamerature, der afsøger karakterernes kroppe. Også selvom man mærker debutantens ujævne penselstrøg i filmsproget, der til tider føles filtreret gennem et lidt for poleret og distanceret A24-popfilter.
Styrken ved ’Aftersun’ er dens evne til gradvist at pille lag af karaktererne og fremmane en ildevarslende melankoli, som virkelig sætter sig i kroppen – hele tiden rodfæstet i små hverdagslige detaljer og handlinger, der ophøjes til livsdefinerende øjeblikke.
Det er både en intim erindringsfilm og et stort drama fortalt med ekstremt mådehold. Fuld af humor og en overvældende kærlighed til karaktererne.
Kort sagt:
Charlotte Wells debuterer med bravur med den kraftfulde erindringsfilm ’Aftersun’, hvor Oscar-nominerede Paul Mescal viser, at han er en af tidens mest interessante unge skuespillere.