(Denne artikel indeholder spoilers for de tre første afsnit af ‘The Last of Us’).
Er serieadaptationen af ‘The Last of Us’ hæderkronede spilunivers virkelig mere end ‘The Walking Dead’ på svampe?
Efter første afsnit var jeg fænget, men ikke overbevist.
Så rullede anden episode over skærmen, og vi stiftede bekendtskab med de helt særlige levende døde i ‘The Last of Us’, så man virkelig begyndte at ane originaliteten.
Mens resten af seriens karakterer var et solidt, men genkendeligt udsnit af ‘typer du møder under en zombieapokalypse’, stjal de farvestrålende menneskefungi billedet på en måde, der for én gangs skyld definitivt udfordrede, hvordan en zombie ser ud.
Seriens dramatiske dystopi er blændende og uhyggelig, men uden personlig tilknytning til figurerne stod følelserne ikke ligefrem i kø. Da vi sagde farvel til Joels urfiksende datter og senere hans partner Tess, var det mest som plotmekaniske mellemregninger på Ellie og Joels videre færd.
Det blev der lavet om på i afsnit tre, ‘Long, Long Time’, hvor makkerparret med tab i bagagen sætter kurs mod Joels gamle bekendte Bill og Frank.
For de to mænds uventede og storromantiske historie udgør ikke blot et serieafsnit, der kan måle sig med tv-historiens bedste, men var også et tårefremkaldende bagholdsangreb, der gjorde det klart for alle uvidende spilskeptikere, at man bør forvente de bedste og største følelser fra ‘The Last of Us’.
Aldrig har jeg været mere gennemgribende glad for at få mine fordomme sat til dørs, mens tårerne piskede ned ad mine kinder.
Ron Swansons svanesang
Hvis man kender Nick Offerman fra komedieserien ‘Parks and Recreations’, lå hans stil lige til højrebenet som eneboeren Bill, der, da vi møder ham i ‘The Last of Us’, er to minutter i Ron Swansons libertære jæger.
Bill er skæbnens ironi på to ben. En ‘9/11 was an inside job’-prepper, der griner af resten af verdens undergang hele vejen til vandtanken og dåsemadsforrådet. Med våben og baseballkasket sætter han snedige dødsfælder op omkring sin grund som værn mod de inficerede og morer sig, når der er zombiefangst.
Indtil den fremmede Frank (Murray Bartlett) en dag står i et hul i jorden i hans have og smiler sig til lidt aftensmad efter at være sluppet fri fra karantænezonen i byen. Pludselig spiller klaveret i det tomme, gamle hus, og de to mænd forelsker sig smukt og hurtigt, mens resten af verden er gået af lave til tonerne af Linda Ronstadts ‘Long, Long Time’, der også navngiver afsnittet.
Før lykketræffet havde Bill aldrig haft modet til at se sin seksualitet i øjnene, men Frank vader ind i hans følelsliv med træsko på og bringer liv til deres menneskeforladte villavej.
Ideen om, at den eneste ene kan finde vej – selv gennem et dødeligt infektionsangreb, hegn og bjørnefælder – kunne lyde corny.
Men for hvert kapitel i Bill og Franks kærlighedshistorie, der spænder i glimt fra 2003 og 20 år frem, føles det mere og mere som et ‘Angels in America’-vægtigt tomandskammerspil af Mike Nichols end en tangent af en actiondramaserie med monstre på lur i kulissen.
De gør det underspillet let at tro på, at meningen med livet kan åbenbare sig i et samfundsscenarie, hvor liv har mistet al mening. Selvom episoden er en radikal udvidelse af Bill og Franks historie fra spillet, formår den gribende at formidle den filosofiske tyngde bag dommedagssetuppet, ‘The Last of Us’ bliver rost for.
Rørende jordbær
Murray Bartlett (‘Looking’, ‘The White Lotus’) og Nick Offerman leverer hver især mavepusterpræstationer, der bygger videre på deres velkendte talenter i et mere råt følelsesmæssigt gear.
Ét ægteskabeligt mundhuggeri ad gangen.
Frank fortæller som den lykkelige slutning på en hverdagsromantisk løbetur, (ikke siden Hannah smed sine sko efter Adam i ‘Girls’, har tv-jogging ramt så hårdt), at han har byttet en af Bills pistoler for en pose frø, som nu er blevet til et jordbærbed.
»Hvilken én af pistolerne?«, lyder Bills tørkomiske svar.
Men de bliver plukket, smagt, og de to midaldrende mænd fniser rørende over de bær, der ligesom romancen er det umuliges kunst på smukkeste vis.
Hele Bill og Franks historie er i sig selv måske enkel og forudsigelig, men den stråler midt i håbløsheden.
Som tiden går, parret bliver ældre, og hegnet ruster, ulmer spørgsmålet – zombier eller ej: Hvem dør først?
Det er lige ved og næsten, da Bill bliver skudt af angribende udefra. Men han er der stadig mange år senere, da vi når frem til nutiden – ikke længe inden Joel og Ellies besøg.
Da Frank syg fra sin kørestol annoncerer, at det her er hans sidste dag, ved vi, at det kommer til at gøre ondt. Men selvom slutningen er brutal, er den bestemt ikke ulykkelig.
En ‘Op’-værdig tåreperser
Med ‘Long, Long Time’ inviterer The Last of Us’ ind i en verden, der formentlig ikke er kommet smukt bag på os for sidste gang.
Hvor den mørke dystopi pludselig også vred mine tårekanaler som de første traumatiske minutter af Pixars ‘Op’.
Der er efterhånden ingen prestigeserier med respekt for sig selv, der ikke tager en udfordrende bottle episode-afstikker. ‘The Bear’ toppede sig selv i intensitet. Tematikken fra ‘Carmen Curlers’ føles uventet beslægtet med Bill og Franks historie.
Alligevel fik vi i tredje afsnit af ‘The Last of Us’ et serieøjeblik af den slags, hvor man glemte alt om tid, sted og svampezombier og lod sig fuldkommen opsluge af kærligheden.
‘The Last of Us’ lader til at have overlegent styr på den menneskelige frygt. Så godt styr, at den også når i mål med at tage spadestikket dybere.
For hvad er egentlig mest angstprovokerende?
At livet, som vi kender det, pludselig bliver sprængt i stykker på grund af en menneskeædende svampeinfektion? Eller at døden en dag tager kærligheden fra dig?
Mit svar står i hvert fald skrevet med tårer på min sofapude.
‘The Last of Us’ kan ses på HBO Max.