Artiklen indeholder spoilers fra handlingen i afsnit 7 af ‘The Bear’.
Den syvende ring i Dantes helvedesinferno?
At åbne op for takeout-levering.
Sådan er det i hvert fald i syvende afsnit af den Disney+-aktuelle ‘The Bear’, hvor en overophedet bonprinter bliver omdrejningspunkt i seriens mesterlige særafsnit. Det er filmet som én lang ubrudt scene, hvor det lokum, som har stået i stikflammer hele serien igennem, eksploderer ud i en oliebrand af psykologiske sammenstød og knivskarp dysfunktion.
I ‘Review’ skal en bestillings-iPad bringe The Original Beef of Chicagoland-køkkenet ind i det 21. århundrede. Men forsøget på profitoptimering ender i stedet med at vælte læsset og tyre hele karaktergalleriets dyrtkøbte udvikling ned i køkkenfliserne.
Det er umuligt at tage øjnene fra seriens absolut værste dag i køkkenet, der hamrende velspillet og kaotisk underholdende ikke spilder et eneste sekund på at bevise, hvorfor alle serier burde være mere som ‘The Bear’.
I én lang 18-minutters indstilling tager den nemlig sit karaktermord på kokkefantasien som noget som helst andet end et job for psykopater til et uset niveau. Men den tekniske onetake-fidus er alt andet end en opmærksomhedssøgende seriegimmick.
‘Review’-afsnittet tager alle som gidsler i køkkenets klaustrofobi, mens samtlige af sandwichpersonalets egoer koger over.
Takeout-printeren fra helvede
Hvad der ellers starter som en blød storbysymfoni, hvor klip af sepia-tonede momenter sat til Sufjans Stevens kærlighedssang til Chicago, forvandler sig til et uafbrudt studie i ubehag, så snart seriens hovedperson Carmy træder indenfor i sandwichkøkkenet.
For her står den kødansvarlige Ebraheim og læser op af en anmeldelse, der hylder en ret, som slet ikke er på menukortet. En uautoriseret risottoservering (køkkenproblemer!), som det viser sig den unge souschef Sydney ’tilfældigvis’ har serveret, da anmelderen var på besøg.
Selvom det er fem stærke stjerner, falder det ikke i god jord hos Carmys sorgplagede og skrøbelige Michelin-ego.
Det udvikler sig dog til den perfekte storm, da køkkenet 20 minutter i åbningstid skal gøre klar til at modtage takeout-bestillinger.
Hvilket de kommer katastrofalt fra start med, da muligheden for forudbestilling ikke er blevet slået fra. Souschef-Sydneys anden strike på få minutter.
Ilddåben skydes i gang, da bonprinteren spytter bestillinger i en meterlang stressreaktion.
Opskriften på undergang? 78 stykker chokoladekage, 99 bakker pomfritter, 54 kyllingeportioner, 38 salater og intet mindre end 255 oksekødssandwiches, der skal laves på otte minutter i et køkken, der gennem seks afsnit har bevist, at det kortslutter ved blot den mindste kritik.
Så det sender selvfølgelig ‘The Bear’s rustne køkkenmekanisme direkte ud i en opvisning i professionel dysfunktion.
Sandwichkøkkenets ‘Black Hawk Down’
‘Review’ tager alle ‘The Bear’s bedste komponenter og sender dem på en uhørt underholdende kollisionskurs.
Som et øretæveindbydende spøgelse lurer mesterlige Ebon Moss-Bachrachs Ritchie om hvert evig eneste køkkenhjørne, hvor han uforsonligt dyrker den dårlige stemning og ikke er bleg for at spænde ben for den unge Sydney, der kommer med al den udvikling, han ikke kan holde ud.
»You’re a conceded and condescending ribbon of brine«, tager prisen som den bedste gourmettilsvining, da han langer ud efter hende med reference til beskrivelsen af den fatale risotto i den femstjernede anmeldelse.
Det ene ord tager det andet, og pludselig har Sydney stukket en køkkenkniv direkte i ballen på sin røvhulskollega.
Mens chefen Carmys kamp mod dæmonerne før ‘Review’ har foregået indeni, vælter de pludselig ud af skabet, og han primalskriger efter en kuglepen.
Det hele kollapser, da han et knivstik og to opsigelser senere spiser en Hart Bageri-inspireret donut fra gulvet, som bageren Marcus har perfektioneret i ugevis. Som Carmy vel at mærke selv har smadret derned i et tårefremkaldende raseriudbrud.
Parallellerne er endegyldigt deklareret, da Ritchie får syet sin knivoverfaldne balle sammen til Ebras beretning om ‘Black Hawk Down’-begivenhederne i Somalia.
Safdie-brødrene værdigt
’The Bear’s syvende afsnit er i alt 21 minutter langt, men flyver forbi på fem minutter.
Hvilket i sig selv er en mesterlig præstation i et streaminglandskab, hvor det til tider kan virke som en OL-disciplin at trække alt fra ‘Stranger Things’-finaler til ‘Dahmer’s bestialske seriemord i timelange langdrag.
Instruktør Christopher Storer har set den helt rigtige vej mod Safdie-brødrene og placerer os direkte mellem to skrigende kokke uden flugtvej.
Inspirationen fra ‘Uncut Gems’ er tydelig og noget mere overskuelig i 18 minutters køkkenkammerspil end Adam Sandler-filmens mere end to timer i vanvidstempo.
Som ekstra lag til det intense pres i afsnittet står virkelighedens optagelse. Det var nemlig først et par uger inden, serieskaberne besluttede sig for at omskrive afsnittet fuldstændigt, så ‘Review’ kunne optages i ét take og samtidig være et integreret dramatisk ryk i selve historien. Selve mareridtsdagen tog ifølge Indiewire holdet omkring fem fulde forsøg at fuldføre ud i ét.
Med særafsnittet låner ‘The Bear’ inspirationskildernes destruktive fortællestil på en inspirerende vis. Endelig en serie, der stikker en kniv i ballen på dem, der tror, de har gennemskuet den. Før ‘The Bear’-finalen kan indtræffe, falder den snert af håb, man havde opbygget for restauranten, fuldstændig fra hinanden.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så interesseret i at se, hvordan de sørgelige rester af sammenhold skal blive stykket sammen igen til sidst.
For man er oprigtigt i tvivl, om der overhovedet findes en vej ud af ‘The Bear’s underholdende magtdemonstration i dysfunktion.
‘The Bear’ kan ses på Disney+.