’The Bear’: Man skal være syg i roen for at blive kok efter mesterlig restaurantserie
Det er ingen hemmelighed, at kokke er de mest stressede mennesker i verden.
De mennesker, der hovmodigt valgte at arbejde med mad – verdens bedste materiale – er blevet straffet af guderne og for evigt forbandede. Tvunget til at arbejde under et umenneskeligt tidspres og ufatteligt hård konkurrence, til de går på førtidspension i en alder af 43.
Sjældent er det blevet skildret mere udmattende og underholdende end i serien ’The Bear’.
Her møder vi Carmen ’Carmy’ Berzatto (Jeremy Allen White), en ung italiensk/amerikansk kok fra Chicagos arbejderklasse, der i ren trods har kæmpet sig op til at arbejde i nogle af verdens bedste restauranter, blandt andre Noma i København.
Men han bliver brutalt bragt tilbage til jorden, da hans storebror begår selvmord og testamenterer den faldefærdige familierestaurant The Original Beef of Chicagoland til Carmy.
Ud af bitter pligtfølelse går han halvt forstenet af sorg i gang med at piske det gamle, forandringsforskrækkede personale i gang. Han får hjælp fra sin ambitiøse, kompetente og konstant frustrerede souschef Sydney, spillet sitrende og medrivende af Ayo Edebiri.
I sin essens handler ’The Bear’ om sorghåndtering, men på samme tid er den en superdetaljeret og nørdet serie om, hvordan man strukturerer et professionelt køkken.
Skal sorgen og køkkenet håndteres med et rigidt fransk brigadesystem, hvor alle holder sig til hvert sit snævre bord og holder kæft, mens vreden simrer indvendigt? Eller er det bedre at holde fast i den hyggekaotiske Chicago-italienske stil, hvor alle råber ad hinanden, og samtlige kokkes mødre skal tilsvines før hver eneste sandwichservering?
Carmy afprøver lidt af hvert, imens hans egne selvskadende tendenser bliver mere og mere foruroligende.
Der er noget herligt usentimentalt over serien. Væk er det klassiske kokkenarrativ, vi kender fra filmen ’Chef’ eller dokumentarserien ’Chef’s Table’, hvor en kok bliver dygtig, får stress, mister sin gejst og endelig opfinder en ny, biodynamisk måde at lave rødbeder på, som bliver meningen med livet. Så nemt vil det aldrig være for Carmy.
Væk er også den sædvanlige romantisering af maden, der ganske vist ser hamrende lækker ud i ’The Bear’, men kun i små, korte blik ser vi, hvor meget smagen betyder for de fladmaste kokke. Det er en passion, jovist, men det er først og fremmest et virkelig hårdt arbejde.
Jeremy Allen White spiller Carmy som en mystisk, aflukket, men reflekteret fyr, der er svær at få øjnene fra. Men det er Richie, den afdøde brors bedste ven og restaurantens tidligere alfahan, der stjæler showet.
Den larmende og hidsige abemand bidrager ikke med ret meget andet end skænderier og platte anekdoter i restauranten og nægter at lave noget om. Han er i første omgang bare en stor dum forhindring for Carmys projekt. Men efterhånden bliver det umuligt ikke at falde dybt ned i skuespilleren Ebon Moss-Bachrachs skinnende blå øjne, der selv midt i hans vildeste vredesudbrud får ham til at ligne et såret lille dyr.
Han er leveringsdygtig i både de mest åndssvage scener – som da han ved et uheld drugger en børnefødselsdag eller bliver stukket i røven med en køkkenkniv – og de mest rørende, når den ustyrlige, men kærlige mand en sjælden gang lykkes med at have et åbenhjertigt øjeblik med Carmy eller Sydney.
Især i det helvedesagtige syvende afsnit, der bliver yderligere stressende af at være filmet som én lang optagelse uden klip, kommer man til at hungre efter følsomhed, lige så meget som kokkene selv gør.
Når to karakterer en sjælden gang imellem lykkes at nærme sig hinanden midt i kaosset, er det til at tudbrøle over.
Fagudtryk som »fire«, »behind« og »hands« flyver til højre og venstre, og man fornemmer totalt maskineriets mange tandhjul fra hakkede løg til anretning. Det er mesterligt, hvor stor indsigt man helt naturligt får i restaurantens økosystem, der føles exceptionelt realistisk.
Måske lige bortset fra bageren Marcus, der midt i tusind chokoladekagebestillinger insisterer på at eksperimentere med donuts og klynker, når han får skældud for det. Men som Sydney siger, bliver man nok bare skør af det arbejde.
Man er i hvert fald af en helt speciel støbning – for ikke at sige syg i roen – hvis man stadig drømmer om at blive kok efter at have set ’The Bear’.
Kort sagt:
’The Bear’ er lige så stressende som en rigtig restaurant, men også en både rørende og usentimental serie om sorg.