’Flux Gourmet’: Denne vanvidskreation af en film er et sandt festmåltid for sanserne
Man fristes til at smide tøjlerne og fyre den ene fedtfyldige madallegori efter den anden af sted, når ’Flux Gourmet’ skal under kærlig behandling.
For den britiske instruktør Peter Stricklands nyeste vanvidskreation er et sandt festmåltid for sanserne. Filmen angriber og sønderbomber følelsesregistret gennem slående, vulgære nærbilleder af mad i overflod samt et knitrende sonarisk støjhelvede bestående af tilberedningen af alt det bedste fra den kulinariske verden.
Strickland har altid dyrket det sensoriske. I sin gennembrudsfilm ’Berberian Sound Studio’ fra 2012 brugte en lydtekniker modne vandmeloner og saftige bøffer som remedier til at replicere mord, vold og overgreb i billigt producerede splatterfilm. I ’Flux Gourmet’ tager instruktøren skridtet videre og overgiver sig komplet til det gastronomiske element.
I filmens aparte univers er gourmetens fineste kunstnere således ikke Michelin-kokke, men i stedet højrøvede artpop-musikere, som bruger madingredienser og -tilberedning til at skabe et kakofonisk lydlandskab af knitrende bacon og sydende saucer.
Værtinden Jan Stevens (Gwendoline Christie) inviterer kunstkollektivet bestående af Billy (Asa Butterfield), Lamina og Elle til sit institut, hvor de straks smeder rænker, hvæser og skændes i munden på hinanden over festmåltider.
Der bliver da heller ikke lagt fingre imellem for de kalorieholdige provokationer. Smurt ind i tomatsauce krænger Elle sig rundt på scenen og imiterer igen og igen en boltpistol for panden med sin mikrofon. Senere fremvises en live rektum-undersøgelse på scenen.
Bag de skrå brædder og den prætentiøse performance-kunst udfolder der sig et langt mere jordnært, underfundigt karakterdrama. Jan Stevens ryger i totterne på kollektivets arrogante, selvudnævnte leder Elle (spillet af Stricklands muse Fatma Mohamed), da Jan ønsker mere kreativ kontrol over stykket. Og de to lydteknikere Billy og Lamina beskriver deres fascistoide, visionære kære leder med lige dele foragt og forunderlighed i interviewsituationer.
Der findes masser af komisk guld imellem de smålige konflikter.
Fortælleren Stones, hvis arbejde det er at dokumentere kunstnernes proces, bruger al sin tid på lokummet og sin spalteplads på at beskrive sine store problemer og smerte med gas i maven. Hans læge Glock fortæller belærende de andre gæster om græsk filosofi uden at vise synderlig nysgerrighed for dets ophav eller betydning og fnyser i afsky, da Elle præsenterer sin tirade imod kogebøger som et patriarkalsk magtinstrument.
Således krydrer Strickland det avantgardistiske med det vulgære og finder igennem sine arketypiske personager et spændende legerum imellem de to.
Hans farvemættede, kontrastfyldte stilart har tidligere taget udgangspunkt i giallo-filmens bagmænd som Dario Argento og Mario Bava og deres fejring af det sensationalistiske. Med ’Flux Gourmet’ rækker han endnu dybere ned i posen af støvlelandets galemænd. Mere præcist Italiens enfant terrible Pier Paolo Pasolini.
Som i hans hovedværk ’Salò’ er der en fascination af det fækale og borgerskabets selvimponerede overbevisning om sin egen gode kunstsmag. Og som det kontroversielle mesterværk er tempoet sneglelangsomt, hvor spilletiden hovedsageligt bruges på usaglige skænderier og faux-intellektuelt navlepilleri.
Det kræver med andre ord en meget specifik palet at nyde Stricklands idiosynkratiske og udfordrende udforskning ud i det kulinariske.
Men som de bedste smagsoplevelser er ’Flux Gourmet’ dybt tilfredsstillende, hvis man møder filmen med et åbent sind, sulten efter det aparte.
Kort sagt:
Et festmåltid til sanserne. Én skinnende Michelin-stjerne til Stricklands kulinariske udflugt ind i den libertinerske kunstners uhelbredeligt store ego. Okay, lige en til. Som at få serveret kaviar på et brunt værtshus.