Med Emmy-vindere og verdensomspændende buzzwords som nordic noir er der mange ting, DR’s søndagsserier er blevet rost for gennem tiden.
Men skildringen af homoseksualitet er ikke en af dem, og ikke-hetero har næsten været endegyldigt lig med tragedie i søndagsdramaerne med ‘Borgen’, ‘Broen’ og ‘Arvingerne’ som trendførende.
Det gjorde ‘Carmen Curlers’ sit for at rykke på med sit sjette afsnit, der på brillant og modig vis leverede en homoromance så medrivende, at det næsten føltes som hedengangne Daniel Skjerns hævn.
I et enestående afsnit blev der klippet væk fra provinsfabrikken og curlerkongens megalomane forretningsfortælling. I stedet fik vi lov til at hænge ud i en kærlighedshistorie, der var lige så lys og knugende, som den sluttede brutalt.
Resultatet var ikke blot forfriskende, men også et kig ind i en alternativ virkelighed, hvor ‘Carmen Curlers’ har større serieambitioner end at være i kakkelbordskonkurrence med ‘Badehotellet’ på TV 2.
Med afsnittet ‘Artiste Extraordinaire’, der som det foregående var instrueret af Josefine Kirkeskov, blev serien, såvel som mine forventninger til den, twistet 180 grader.
Det var nemlig samtidig en bragende entré for bottle episode-fænomenet i dansk tv-dramatik. For hvor den type enestående særafsnit længe har været en genresprængende institution i internationale serieproduktioner, har det indtil nu ikke gjort indpas i DR’s store serier. Selvom serier som ‘Doggystyle’ især i finalesæsonen viste kreative ambitioner ved at bryde ungdomsdramaet op med et gyserafsnit om psykisk sygdom.
I ‘Artiste Extraordinaire’ blev der (endelig!) panoreret væk fra Axel Byvangs curlerkaos og synsvinklen skiftet til den sky damefrisør Frans.
Med ét blev en homoerotisk københavnerudflugt en dramatisk saltindsprøjtning til en serie, der midtvejs var gået i komplet ‘Matador’-tomgang ude i provinsen.
Afbræk fra langtrukkent ‘Løvens Hule’-pitch
Før serien overhovedet ramte skærmene, var ‘Carmen Curlers’ allerede planlagt til tre sæsoner. Så vi ved, at der er tid til at dvæle ved firmaets frustrerende startvanskeligheder, før der kan komme fremgang i næste sæson. Det får dog i længden karakter af et akavet ‘Løvens Hule’-pitch trukket i ‘Mad Men’-lækkert langdrag.
Derfor var det fedt at komme væk fra provinsfabrikken, den seje bondekone Birthe (Maria Rossing) og Morten Hees glade selvmorderiske mikadospil af et forsøg på at stikke kæppe i hjulet på sin virksomhed.
Indtil nu har den den stille, men geniale Frans, der spilles fremragende af Nicolai Jørgensen, været bagdanser i Axel Byvangs show. I afsnit fem reddede han dog firmaet fra konkurs med en gribende marketingmonolog om sin helt almindelige mor, der overbeviste den svenske indkøber i 11. time.
Da vi møder ham i afsnit seks, er han dog stadig firmaets oversete helt med perfekt sprayede lokker. For Birthe tager sig af kvindernes konflikter, og Axel har travlt med at knalde Sofie Torps opbakkende sekretær.
Indtil modefotografen Benjamin (Joachim Fjelstrup) ringer ham ind som reserve, da en fransk superstjerne står uden hårstylist til et photoshoot. En togtur og et par dybe vejtrækninger senere har Frans bedåret hele den parisiske deling ved at drapere et spraglet minireb om kraniet på dagens skønhed.
Og desuden opdaget en ny side af sin karriere, hvor han muligvis vil kunne udleve sin sande seksualitet.
Fra frigørende curlers til homohistorie
Mens ‘Carmen Curlers’ har udbasuneret sin forelskelse i curlers som kvindekamp, er det anderledes frisættende at dykke kortvarigt ned i tilværelsen som homoseksuel mand i 1960’ernes København.
Joachim Fjelstrup er fremragende underspillet som Benjamin. En dansk Robert Mapplethorpe-type der lever så frigjort, som det nu kan lade sig gøre i en tid, hvor diskriminationen af homoseksuelle var enorm.
Selvom homoseksualitet ikke var ulovligt, var det anset som usømmeligt for to mænd at danse offentligt. Derfor er det herligt at komme på hemmelig homoklub med Benjamin og Frans, mens man drømmer om, at Danmark indhenter svenske SVT, der fik sin egen ‘Angels in America’ med ‘Tør aldrig tårer bort uden handsker’ helt tilbage i 2012.
Endelig gjorde det ondt
‘Carmen Curlers’ formåede akut overraskende at vise en forelskelse mellem to mænd, der var smuk, samtidig med at den på realistisk vis mindede om historiens brutalitet.
Selvom slutningen er skrækkeligt ulykkelig, så man kommer til at tænke på den triste kliché om den tragiske homo, er Frans nu en så helstøbt karakter, at der ikke er nogen vej tilbage.
Selvom Axel Byvang har sat hele sin lykke og livsgrundlag på spil for sin investering, føltes det i ‘Artiste Extraordinaire’ for første gang, som om der var noget reelt på spil i DR-serien.
Stortalentet Nicolai Jørgensen har hidtil glimret stille i ‘Carmen Curlers’, men træder nu for alvor i karakter. Ligesom skuespilleren i ‘Doggystyle’ formåede at forvandle en karakter, der vitterligt hed Fnuggie, til et flerfacetteret menneske, demonstrerer han her, at han har karakterudviklet Frans helt ud til fingerspidserne.
Selvom det nok aldrig var muligt, at damefrisøren helt spinoff-agtigt slog sig ned ved Kongens Nytorv, har ‘Carmen Curlers’ med sit enestående særafsnit gjort noget, jeg ikke troede var muligt. Nemlig leveret en ufravigelig cliffhanger, der limede mig til skærmen.
Til sidst i ‘Artiste Extraordinaire’ havde jeg lyst til at tude.
Over afsnittets smukke kærlighedsdrøm, der med ét blev afbrudt af virkeligheden. Over påmindelsen om de virkelige skæbner, der gennem tiden har måttet leve i skyggerne eller gennemgået uhyrligheder i deres insisteren på at lade være.
Men også fordi jeg oven på afbrækket fra halløj på krøllefabrikken fik en smagsprøve på et modigt og anderledes DR-drama. Forhåbentlig kan seriens resterende afsnit følge trop.
For jeg vil virkelig ikke bare hjem til fabrikken.