Soundvenue Springer: Nicolai Jørgensen drømmer om det helt underlige

Med en Reumert-talentpris i bagagen har 29-årige Nicolai Jørgensen allerede fået branchens anerkendelse. Det forstår man godt, for den nyuddannede skuespiller har et umiskendeligt talent, der både rækker over en ukunstlet komisk timing og en underliggende følsomhed. Det viste han senest som Fnuggie i ‘Doggystyle’ på DR3, der øjeblikkeligt bør føre til flere store film- og serieroller.
Soundvenue Springer: Nicolai Jørgensen drømmer om det helt underlige
Foto: Tue Blichfeld for Soundvenue

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

DR3-succesen ‘Doggystyle’ følger først og fremmest storbysnobbede Astas nødtvungne tilbagetog til hjembyen Odsherred. Men Anna Emma Haudals ungdomsserie ville nok ikke føles så ægte uden en god håndfuld velskrevne bikarakterer, spillet af en gruppe spændende skuespiltalenter: Den mest mindeværdige blandt dem vel nok den provinsielle pusher og cookie-leverandør Fnuggie, der gestaltes af fremadstormende Nicolai Jørgensen.

Et højdepunkt i seriens anden sæson var uden tvivl Fnuggies rejse fra i sæson 1 at være en hashglad hyggetrold i baggrunden til i anden sæson at blive en mere flersidet karakter. Nu besad han ikke bare afvæbnende og selskabelig humor, men også en menneskelig skrøbelighed, der førte til en overraskende og uimodståelig kærlighedshistorie mellem ham og barndomsvennen Jose.

Det er umuligt ikke at holde af Nicolai Jørgensens varme præstation i rollen. Den 29-årige skuespiller, der sidste år blevet færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København, leverer sine replikker med så stor naturlighed og nærvær, at man ikke tvivler på, at Fnuggie findes et sted derude. Jørgensen mestrer desuden den svære balancegang mellem komik og alvor, og meget af det ligger i mimikken.

Som når han i sidste afsnit af sæson 2 agerer angstramte Joses omsorgsfulde støtte, men også fjerner hendes klamme brækspand fra sofabordet med en lille smule underspillet afsky i ansigtet.

Talentet ikke er til at tage fejl af, hvilket også blev understreget til årets Reumert-prisfest for dansk scenekunst, hvor Nicolai Jørgensen modtog en talentpris for sin rolle i ‘Shakespeare in Love’ på Østerbro Teater. Men selvom han de seneste tre år har haft umanerligt travlt med roller på de danske teaterscener, så har det ikke altid ligget i kortene, at han skulle gå skuespillets vej.

Som barn og teenager i den lille by Korup lidt uden for Odense var han i stedet stor sportsentusiast og spillede blandt andet volleyball på højt plan. Men en ubehagelig ulykke tvang ham til at skifte kurs. Som 15-årig brækkede han ryggen i en volleyballkamp, hvilket betød, at han de følgende to år ofte var sengeliggende og måtte igennem en større genoptræning.

»Jeg kom ud på den anden side, 60 kilo tungere, og havde mistet al min teknik. Når man dyrker sport på så højt et plan, skal man holde sin teknik ved lige hver dag. Og det havde jeg ikke nogen mulighed for. Jeg tror, at jeg var lidt for stolt og lidt for stædig. Hvis ikke jeg kunne være lige så god, som jeg var før, så ville jeg hellere gøre noget andet. Hvad kunne det være? Så var jeg med i en gymnasiemusical, og efter det fik jeg lov til at spille ungdomsskoleteater af den samme instruktør. Derfra tænkte jeg: ‘Hold kæft det er fedt! Hvad fanden er det her teater for noget?’«.

»Jeg blev fascineret af, at tingene ikke behøver være virkelige. Det er ligesom at være barn, hvor man får lov til at klæde sig ud. Det gør man på en måde stadigvæk – bogstaveligt talt – men man gør det også med alle mulige egenskaber og karaktertræk, der lige pludselig gør dig til et andet menneske. Når man laver en karakter, er det virkelig interessant at observere andre mennesker og tillægge sig nogle af deres træk. Det er lidt ligesom at tage et andet menneskes hud over sig«.

»Jeg forstår mange aspekter af humor. Om det er de helt sorte karakterer, der er ufrivilligt sjove, eller om det er revy-humor. Humor adskiller sig meget på baggrund af timing. Nogle gange er det sjovt slet ingen timing at have, og nogle gange er det sjovt, hvis din timing bare er perfekt. Men jeg tror dog, at min større styrke ligger i det alvorlige. Det er rygraden. For at være sjov er du nødt til at kunne være mega alvorlig. Det er aldrig sjovt at se en, der kun prøver at være sjov.

Det er også derfor, at komik ikke har så stor virkning på mig. Tit kommer publikum foran komikeren, og man ved, hvad der skal ske. De har ét mål, og det er at være sjove. Det ved vi jo alle sammen. Det er langt sjovere, når der bare sker noget sjovt ud af det blå, og det kommer bag på os«.

»Jeg ville gerne kaste mig over det helt underlige og ‘Joker’-agtige. Der er jo masser af den slags karakterer i filmhistorien – de der sindssygt underlige typer, hvor de bare bliver uforståeligt mærkelige, hvis ikke man spiller dem ordentligt. Jeg synes, det kunne være interessant at tage en karakter, som hurtigt fremstår fucked up, og så skulle ind og gøre ham menneskelig«.

(Foto: Tue Blichfeld for Soundvenue)

»I anden sæson af ‘Doggystyle’ skulle Fnuggie lige pludselig tage sig selv og sit liv seriøst og starte en business. Sådan var han jo ikke i første sæson, hvor han først skulle etableres. Han er på en måde alles ven, ham der altid lægger hus til – fordi han har et helt hus, hvor han bor alene. Han er ham, man altid tager hen til, og som altid var frisk på at ryge en fed med én. Han er sådan en, der hang lidt fast efter gymnasiet – måske er han endda droppet ud i 2.g. Han er ikke rigtigt kommet nogen vegne og vil nu gerne gøre noget selvstændigt.«

»Jeg er selv fra en forstad til Odense, så hele ‘Doggystyle’-miljøet er egentlig det samme miljø, jeg er vokset op i. Fnuggie er lidt en blanding af mig selv og mange af mine gamle venner, som jeg stadigvæk hænger ud med, når jeg er tilbage på Fyn et par gange om året. Så han er på en måde meget hjemlig. Han er mange ting, jeg ikke er længere, men som jeg var engang. Og han er mange ting, som mange af mine venner stadig er – det meget provinsielle, folkelige, good guy-agtige. Og også sådan lidt ‘fuck det hele, lad os ryge en joint’«.

»Den person, der har formidlet den her skuespilverden bedst for mig, er Ole Lemmeke, da jeg arbejdede sammen med ham på Nørrebro Teater i ‘Revisoren’. Jeg havde garderobe sammen med ham og Mikael Birkkjær, der er gode venner fra gamle dage. De er to gamle hunde, som bare er smeltet ind i branchen. De havde et fantastisk syn på det at være skuspiller, og det lærte jeg virkelig meget af. De fortalte om, hvordan man får et godt liv. For den her branche er også fyldt med usikkerheder. Alt er freelance, og man er til folkets skue. Man bliver hele tiden vejet, og det er nogle ting, man skal forlige sig med«.

»Det er så underligt at være skuespiller. Det er et arbejde, hvor man hele tiden bruger noget fra sig selv. Hvis man for eksempel skal lave en sexscene, som jeg jo blandt andet gjorde i ‘Doggystyle’, hvor finder man så følsomheden i sig selv, og hvor finder man den måde, man kysser nogen på? Og helt lavpraktisk: Hvordan støder jeg? Det er nogle ting, jeg tager fra mig selv – hvordan jeg selv har sex – hvilket jo på en måde er vildt afslørende og mega privat. Man skal sørge for, at det ikke bliver privat.

Hvis man hele tiden skal være privat og åbne op ind til brystkassen, bliver man jo sindssyg til sidst. Man skal i stedet omsætte det til, at man kan have et meget personligt udtryk, uden at man skal ind og rage i alle ens dårligdomme hele tiden«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af