Spoilers for ’Doggystyle’ sæson 3 på DRTV.
Det kom som en velkommen overraskelse, da film- og serieskaber Anna Emma Haudal for akkurat et år siden kunne bekræfte, at ja, der kom en sæson tre af ’Doggystyle’.
Aka. den mest populære danske ungdomsserie på DR TV til dato, hvis første sæson i 2018 satte en fed streg under, at der Skam også kan laves sprudlende originale, uundværlige ungdomsserier fra allerøverste hylde i Danmark (vores anmelder kastede fem funklende stjerner efter både sæson 1 og sæson 2).
Anden sæsons fornemme finale i 2019 lignede et oplagt farvel til serien, da hovedpersonen Asta (Rosemarie Mosbæk) og BFF Jose (Josephine Park) valgte venindeskabet over forholdsdramaer og drog på interrail sammen.
»Et kærlighedsbrev til alle os hovedløse kyllinger«, skrev jeg selv i en ode til slutningen, men 1. januar i år vendte Asta og Jose fra Havnebyen på Sjællands Odde alligevel tilbage til skærmen.
Og det skorter ikke på højaktuelle tematikker i den nye sæson (4 stjerner fra vores anmelder), der behandler både angst og seksuelle overgreb med ’Doggystyle’s karakteristiske, dybt vedkommende selvfølgelighed.
Jose gennemgår en turbulent periode, der virkelig river tæppet væk under hende. Hvorfor skulle karakteren derhen?
»Vi lagde allerede lagde i kakkelovnen til det i sæson to, men der var bare ikke nok minutter til at få ordentligt fat. Det er jo ret komplekst: Jose har ikke bare ét traume, hun går og gemmer på, der er flere. Det, der sker i sæson tre, er en eskalering af, at Jose ikke har bearbejdet sin mors død, samtidig med at hun i sæson et og to oparbejdede en giftig relation til sin kæreste«.
»Da Jose og kæresten går fra hinanden, er det et kæmpe skift for hende, der også frigiver en masse af det gamle lort. Hun kæmper med den der grundfølelse af ikke at være god nok. At man ikke slår til. Det er en følelse, der i virkeligheden ligger og ulmer under alle karaktererne«.
Joses snigende angst kulminerer meget overraskende i seriens første gyserafsnit. Hvorfor brugte du det greb?
»En af de ting, jeg elsker ved gysergenren, er netop det her med, at det er hovedkarakterens indre dæmoner, der skal konfronteres«.
»Når nu ’Doggystyle’ er så lowbudget, og jeg vidste, at jeg ikke havde al spilletid i verden, så tænkte jeg, at jeg var nødt til at angribe det på en måde, der var lidt mere uforudsigelig. Både fordi jeg selv godt kan lide de serier, der er det, og fordi gysergrebet gør, at man ikke filmisk oplever, at det går for hurtigt for Jose at få konfronteret dæmonerne«.
»Derefter begynder hun jo at kigge på sig selv og spørge, ’Hvor er jeg, hvad laver jeg, og hvordan har jeg det?’. Det er der, jeg hele tiden gerne har villet have Jose hen – og dér, jeg gerne vil have alle karakterer hen. Der, hvor man tager konsekvenserne af sine handlinger. Og hvor man tager sine drømme og mål i egen hånd. Det handler om selvrefleksion«.
»For Asta gælder det så, at hun skal meget langt ud, før hun bliver selvreflekterende, eftersom hun bærer på så meget angst for ikke at være god nok. Der har Jose lidt mere selvværd«.
I den tid Asta bor hos parret Adam (Peter Zandersen) og Nico (Sidsel Siem Koch) bliver hun udsat for et seksuelt overgreb af Adam, som kravler ned i sengen til hende og onanerer. Var det en scene, du havde planlagt, før du gik i gang med sæsonen?
»Nej, det var det ikke. Karakteren Adam opstod på skriveplan, og så skete der nogle svære ting i mødet mellem ham og Asta – der opstod en svær balance. Der er jo ikke nogen tvivl om, at Asta har lyst til ham. At hun er tiltrukket af ham. Men det øjeblik, han overskrider hendes grænser, forsvinder al tiltrækning«.
»Adam og Astas relation handler meget om magtstrukturer og misbrug af magt. Det går igen i Adam og Nicos relation, hvor Adam gerne vil have et barn, men Nico ikke har lyst til at blive mor. Det er kommet ret intuitivt for mig at skildre de magtstrukturer, fordi det jo desværre er sådan, verden er«.
»Jeg synes, at jeg i mit liv har kastet mig ud i ret mange grænseoverskridende ting i håbet om at opnå noget med det. Og det oplever jeg også andre gøre. Det er et interessant karaktertræk. Det, serien er optaget af, er, at det ikke er andre mennesker, der skal lære én at begå sig i verden. Man kan få al mulig kærlighed, opbakning og omsorg fra sin omgangskreds og alligevel sætte sig selv i nogle situationer i livet, som man gerne ville have været foruden«.
»Jeg har skrevet de her ting, for at karaktererne flytter sig, men også for at jeg selv som menneske og vi som samfund flytter os«.
Sæsonen indeholder flere sexscener, som er sjældne, hvis ikke banebrydende på dansk tv. For eksempel er det bestemt ikke ofte, vi ser mennesker med større kroppe have sex, eller mennesker, der som Ida (Sarah Juel Werner) har et handicap.
»Det er så sjovt, for der er mange – også på gaden – som har henvendt sig til mig med spørgsmål a la, ’Hvor mange grænseoverskridende sexscener vil du lave?!’. Jeg synes ikke, at det er grænseoverskridende. Jeg ser bare mennesker. Jeg har castet de her skuespillere til at spille karakterer, som skal gennemleve de ting, mennesker nu engang gennemlever«.
»Der har ikke været en skjult agenda, men når det er sagt, så kunne jeg dog godt mærke, da vi sad i klipperummet, at der var noget banebrydende ved Henrik og Idas sexscene. Det havde jeg ikke selv set før. Da jeg skrev den, og da vi optog den, var det det mest naturlige i verden. Det er jo en måde, hvorpå vi viser, at de er forelskede, og de har et godt parforhold, og de skændes om IKEA-møbler som alle os andre«.
»Alligevel slog det også pludselig mig, og jeg har endda arbejdet med mennesker med handicap, som har sexliv: Når man ser det som fiktion på tv, så går det op for en, at det var fraværende før. Det giver næsten mig et lille stik i hjertet. For tænk, at det for nogle mennesker er grænseoverskridende at se på«.
»Jeg har været mega heldig at have totalt kreativ frihed hos DR. Vi har ikke haft nogen penge, men til gengæld har jeg haft frihed til at skabe det, jeg gerne ville. I spillefilmregi og på mange andre tv-produktioner skal man igennem så mange instanser, og der er så mange meninger og frygt og angst og mennesker, der skal godkende ting helt ned på replikplan«.
Idas frustrerende forhold til kommunen, som dikterer en række aspekter af hendes liv som handicappet, har fået mere plads i tredje sæson. Hvorfor traf du det valg?
»Det var meget vigtigt for mig at få det med. Jeg har skrevet det handlingsspor flere gange og forsøgte også at få det med i anden sæson, men det er bare først nu, der har været plads til at folde det ud. Jeg blev jo selvfølgelig rigtig ked af den kritik af Idas karakter, der kom efter sæson et, fordi jeg havde håbet, at serien ville starte en debat i samfundet om vilkår for mennesker med forskellige handicap og ikke om, hvorvidt man skal være handicappet for at spille en handicappet rolle. Så det var rigtig vigtigt for mig at få den del af hendes liv med i tredje sæson«.
»Også fordi jeg tænkte, ’Okay, så har jeg måske alligevel ikke givet den nok gas med hende i de andre sæsoner, eftersom folk bliver ved med at tale om noget så irrelevant, som hvem der spiller hvem. Jeg synes, det er dybt irrelevant i forhold til, hvordan man kunne angribe en debat om, hvordan det er at leve med et handicap«.
»Vores system er mega bureaukratisk. Jeg synes også, at det er synd for sagsbehandlerne, fordi de skal holde sig inden for nogle regler, og der er så og så mange penge i kassen – men vi lever jo i et ressourcestærkt samfund. Vi er ikke fattige. Det emne burde simpelthen være højt, højt prioriteret. Det kan være latterlige ting, mennesker med handicap og deres familier slås med det kommunale om«.
Karakteren Larsen (Thomas Sølvskov) gennemgår også en rejse i denne sæson, da han springer ud som homoseksuel for vennerne. Lå det i kortene fra de tidligere sæsoner?
»Han har altid været beskrevet som en dreng, som er super queer indeni, som altid har været tiltrukket af mænd, men som aldrig er blevet præsenteret for det miljø. Det er noget, som Thomas Sølvskov, som spiller Larsen, og jeg har snakket om mange gange. Vi har haft små ting med i scener tidligere, som vi har klippet ud, fordi det føltes som et setup uden payoff. Hvis man ikke følger op på en lille gnist, så føles den ’placeret’«.
»Sådan som vi har arbejdet med det i den her sæson er, at vi både har betragtet vennegruppens dynamik såvel som Larsens relation til det, Jose og Asta gennemgår. Larsen slås tydeligvis også med nogle ting i sig selv, som skal udfoldes og udfordres og accepteres. For ham handler det ikke om, at han selv har et problem med det: For ham handler det om, at han hele tiden mødes med den der satiriske jargon, der gør det enormt svært for ham at turde være sig selv 100 procent«.
»Lige så meget, som gruppen elsker hinanden, lige så meget kan de komme til at såre hinanden. Netop fordi de kender hinanden så godt. Det er meget genkendeligt for mig i forhold til den gruppedynamik, som jeg selv er vokset op med. Det er nok meget en provinsting: Der er dén børnehave, dén skole og dét gymnasium, og det giver en mulighed for at holde fast i de samme relationer igennem hele livet på en anden måde end i større byer, hvor der er flere tilbud«.
Finaleafsnittet lod mange døre stå åbne for Jose, Asta, Larsen og de andre. Kommer der en sæson fire?
»Nej, det er ægte slut nu. For jeg kan ikke holde til at lave mere lowbudget. Jeg har sagt farvel til universet. Skuespillerne har sagt farvel, og vi sagde farvel til hinanden på sidste optagedag. Men jeg har ikke lukket serien med en meget stram sløjfe, for det synes jeg ikke ville have været fair over for karaktererne. Deres liv er jo ikke lukket. De må leve videre i publikum og i alle os, som har lavet serien«.
Har du nye projekter på tegnebrættet?
»Lige nu skal jeg være væk på barsel i et år. Og så kommer der noget nyt på DR fra min hånd. Mere kan jeg ikke sige lige nu. Men jeg bliver hængende i DR, og det skal nok blive rigtigt spændende«.
‘Doggystyle’ sæson 1-3 kan ses på DR TV.