‘Doggystyle sæson 3’: Sidste omgang med Asta og Jose er spækket med gyldne stunder
Så – nu skulle det endelig være!
I slutningen af ’Doggystyle’ sæson 2 sad unge Asta (Rosemarie Mosbæk) og bedsteveninden Jose (Josephine Park) i toget med to gyldne interrail-billetter, der omsider skulle føre dem ud i verden, langt fra dårlige forhold og fastlåste pølle-tilværelser.
Men knap er en ny sæson gået i gang, før planerne kører af sporet. En misset afgang i København fører til en vild MDMA-aften med en skuespiller og hans hipsterkæreste.
Dagen efter indtræffer tømmermænd og nye beslutninger. Josephine følger en stigende fornemmelse af uro i maven og køber en billet hjem til søde Fnuggi, som hun kastede sit knuste hjerte over i slutningen af sidste sæson. Asta ser sit snit til at gøre noget ved sin standby-skuespilkarriere og flytter impulsivt ind hos den mistænkeligt imødekommende skuespiller og hans lidt for tandsmilsvenlige hipsterkæreste.
Om det i virkelighedens verden er corona, der har spændt ben for optagelser i det store udland, ved jeg ikke. Men jeg er ikke bekymret over de ændrede planer.
Efter to sæsoner af ’Doggystyle’ og den fornemme spillefilmdebut ’Venuseffekten’ føler jeg mig sikker med manuskriptforfatter og instruktør Anna Emma Haudal som rejseleder. Jeg ved, at hun nok skal give sine karakterer en tur, der virker rigtig og naturlig – om hun så holder sig til en mere klassisk fortælleskabelon eller ej.
Haudals helt store gave er nemlig, at hun – måske som ingen anden i dansk film – har en evne til at skrive dialog og arbejde med sine karakterer, så de opfører sig som rigtige mennesker. Også selv om de på papiret faktisk lidt er nogle typer.
Den evne demonstreres også i tredje og sidste sæson af ’Doggystyle’, som trods kun seks afsnit finder plads til gyldne stunder, nye eventyr og flere nuancelag hos gamle bekendtskaber:
Ida – Astas handicappede søster og efterhånden lidt af en yndlingskarakter – er flyttet ind hos sin kæreste Henrik og slås med kommunen om at få den pleje, hun behøver. Jeg er vild med hendes udvikling mod større autonomi og har altid beundret Sarah Juel Werners spil. Og så klapper jeg i hænderne over, at naturlig sex med en handicappet nu endelig er en del af public service-pakken!
Apropos seksualitet og diversitet: Det viser sig minsandten, at Larsen, Fnuggis ’bon’-kammerat, er homoseksuel. Uha, det er en sandhed, der i Udkantsdanmark inviterer til et par gode pølsejokes rundt om lejrbålet. Cadeau til Haudal for den forfriskende påmindelse om, at der også findes andre verdensbilleder uden for den politisk korrekte hovedstad. Dem vil vi have endnu flere af i dansk ungdoms-tv (og i det hele taget), tak!
Fnuggi selv skal vi da også lære lidt bedre at kende, nu han er begyndt at se Jose som mere og andet end en ven. Her synes jeg dog, at ’Doggystyle’ svigter lidt, og at den begrænsede spilletid strammer lidt rigeligt. Det bliver desværre ikke til meget mere end et hurtigt goddag og farvel til Fnuggis farmand (spillet af Gordon Kennedy) og mindreværdskomplekserne i denne omgang.
Jose, derimod, får heldigvis mere plads og er efterhånden blevet en hovedrolle på linje med Asta. Hun har det rigtigt svært efter bruddet med sin voldelige ekskæreste i sidste sæson. De tilbagevendende angstanfald illustreres i et genre-eksperimenterende gyserafsnit, hvor den ellers så karakteristiske Ordherred-sol erstattes af gys, gru og hjernesnaskede gimmicks.
Jeg forstår lysten til genreleg, men havde nok helst været fri, hvis det ikke var for den ekstra spilletid til Josephine Park.
Park er en kraftudløsning af en skuespiller med Paprika Steen’sk karisma. Der må vente hende en stor hovedrolle i en provinsfortælling, hvor hun får endnu mere plads til at svinge de lange negle. Kan I ikke se det for jer: En solariebrun Josephine Park som rapkæftet Brøndbyøster-mor med leopardbukser, to faderløse børn og et fandenivoldsk temperament?
Men hov, nu er det vist mig, der skal tilbage på sporet: I det nye ’Doggystyle’ kommer vi længere rundt i krogene, men tilbringer selvfølgelig stadig størstedelen af tiden sammen med Asta og hendes nye hipstervenner i det store København.
Vores hovedperson er altså kommet lidt væk, men slipper måske alligevel ikke helt ud af pølle-tilværelsen. Og sådan er det i ’Doggystyle’. Her fører alle veje ikke til Rom, men hjem til provinsen, og det er måske ikke helt så ringe endda.
For selvom udkanten kan virke lidt fastlåst, er den jo fuld af rigtige mennesker med problemer, nuancer og rige indre liv. Og de gør det i høj grad værd at blive hængende lidt endnu.
Kort sagt:
Anna Emma Haudal beviser igen, at hun er dygtig til at se menneskerne bag typerne i den sidste ’Doggystyle’-sæson, der godt kunne have brugt lidt mere spilletid.