‘Venuseffekten’: ‘Doggystyle’-instruktørs fissefyldte debutfilm puster liv i den danske romcom

‘Venuseffekten’: ‘Doggystyle’-instruktørs fissefyldte debutfilm puster liv i den danske romcom
Josephine Park og Johanne MIlland i 'Venuseffekten'. (Foto: Thomas Howalt Andersen)

Der er gennem tiden blevet ført dedikeret statistik over, hvilke film ordet »fuck« bliver sagt flest gange i – med ‘The Wolf of Wall Street’ som en af topscorerne med 569 »fucks«. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der bliver sagt »fisse« i ‘Venuseffekten’, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den må slå en slags dansk filmrekord. 

Men det til trods er ‘Venuseffekten’ ikke bevidst provokerende, vildt feministisk eller særligt politisk. Instruktør Anna Emma Haudal, der står bag DR3-hittet ‘Doggystyle’, debuterer med en film, der er både helstøbt, smukt komponeret og kærlighedsmættet på en fantastisk jordbunden måde. 

‘Venuseffekten’ er skruet sammen som en ganske traditionel romantisk komedie, mens den samtidig gradbøjer alle de klassiske elementer ind i sit eget halvskøre, følsomme og naturlige univers. 

Det spirer og springer ud i filmens finurligt tegnede titelsekvens. I første scene danser skyggerne på Livs fregnede hud, mens hun venter på, at endnu en familiemiddag med grill og gæt og grimasser går i gang. 

Liv i ‘Venuseffekten’ (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/Scanbox)

Hun er i starten af 20’erne og lever et roligt liv i provinsen. Hun arbejder på forældrenes planteskole, har en sød, ciderbryggende kæreste og en lejlighed fyldt med Royal Copenhagen-tallerkener og småblomstrede sommerkjoler, som hun har fået af sin velmenende, irriterende og ret realistiske mor spillet af Sofie Gråbøl. En stresskugle af forventninger til datteren i stærk kontrast til Livs far – en indsunken, men fjoget Lars Mikkelsen. Hendes bror Jonas er modsat hende havnet længere fra ophavet med kæresten Kristoffer i København. 

For at tvære ekstra rundt i filmens lidt selvforelskede plantemetaforik trives Liv muligvis, selvom hun ikke blomstrer. 

Indtil en fisse med en tom benzintank vader desperat ind i hendes plantecenter. 

Eller i hvert fald den fissedragtbærende Andrea (Josephine Park), som er stukket af fra byen for at bo i en campingvogn på sin onkels æbleplantage. Det lyserøde pandehår stritter konstant, som var det styret af et elektromagnetisk felt, og hun slår benene væk under Liv og hendes heteronormative livsbane, fra hun første gang vifter med sin usynlige stressrecept på natur.  

Andrea i ‘Venuseffekten’ (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/Scanbox)

Man tvivler ikke et sekund på kemien mellem Liv og Andrea. I hænderne på Josephine Park bliver Andrea med sin kunstneriske campingvognstilværelse og lidt utjekkede impulsivitet en sær, elskelig størrelse. Hun svinger overbevisende nok fra klovnet huleboer med ‘Bamse og Kylling’-vibes til sexet, lyserød fremmed. 

Dertil er det helt nye talent Johanne Milland blændende som den ellers ikke vanvittigt særlige Liv. 

Hendes måde at spille forelsket og forvirret overbeviser, når Liv kæmper sig ned i et par stramme strømpebukser og prøver tøj med en mærkbar mistillid til, hvem de søde kjolers ejermand i spejlet egentlig er. Selvom predate-påklædningen er klassisk romcom-stof, grænsende til det klichéfyldte, udfører Milland dem med en overbevisende kropslig detaljegrad. 

Når det gælder sexscener i dansk film, har der længe hersket en forhippet kærlighed til det klaskende og smågrimme. ‘Venuseffekten’ skiller sig ud ved at have sexscener, der tillader sig at være lækre at se på uden at virke urealistiske. 

For ‘Venuseffekten’ er stærkest, når den bare svælger i det helt naturlige og ofte mærkelige ved mennesker. 

‘Venuseffekten’ (Foto: Christian Geisnaes/Scanbox)

En god romcom har brug for halvgakkede bikarakterer, og selvom Andreas københavnske vennegruppe synger fissesange i fissekostumer, foregår de sjoveste scener i selskab med Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsens pletskud af en forældreduo. Moren, der overperformer til yoga i den lokale gymnastiksal, eller faren, der for alt i verden ikke kan se, hvad Livs nye keramiske fissenøglering forestiller, lige meget hvor længe han aer den med fingrene. 

Det er ikke let at lave en komisk overbevisende rundbordsscene, men ‘Venuseffekten’ har adskillige. 

Især bliver det interessant, når Haudal tillader sig at stikke til nogle lidt forbudte tanker. Som at ventetiden på børnebørn kan synes så lang i de halvfirkantede boomerforældres forestillingsverden, at de smider håndklædet i ringen på ægteskabet, da datteren får en kvindekæreste. Filmen føles mere hjemmevant i familiedramaet og forelskelsen end i dybden af de identitetsmæssige kvaler. 

Sammenlignet med internationale LGBTQ-romancer som den råromantiske ‘God’s Own Country’ eller teenageforelskede ‘Call Me by Your Name’ virker ‘Venuseffekten’s konflikter aldrig faretruende sønderknusende. 

Hvor der i romantiske komedier har hersket en irriterende tendens til forening af det ufuldkomne kvindelige rodehoved med en strømlinet maskulin modpart, er der en grundsympatisk formidling af den ufuldkomne romantiske kærlighed på spil i ‘Venuseffekten’. Ingen bliver nødvendigvis perfekte mennesker af at finde sammen. 

Men det er stadig en fin og mindeværdig kærlighedshistorie, der lever i det stærke samspil mellem Josephine Park og Johanne Milland.

Når ‘Venuseffekten’ er bedst, føles den både folkelig og sød, samtidig med at den tilføjer en næsten horoskoplig almenmenneskelighed til sine karakterer, der er både troværdige og genkendelige. 

I Anna Emma Haudals univers er der ikke nogen, der er onde eller grimme eller tåkrummende modbydelige. Derfor kan man næsten ikke andet end at gå let og underholdt fra hendes helstøbte debutfilm. 


Kort sagt: 
Med foreningen af menneskelighed, ægte småakavet kærlighed, montager af naturbilleder og Jenny Rosanders smukke filmmusik er ‘Venuseffekten’ en både fin og helstøbt debutfilm, der puster nyt liv i den danske romcom. 

’Venuseffekten’. Spillefilm. Instruktion: Anna Emma Haudal. Medvirkende: Johanne Milland, Josephine Park, Anne Sofie Wanstrup, Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Morten Hee Andersen, Olivia Joof, Anette Støvelbæk. Spilletid: 104 min. Premiere: I biografen 18. november.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af