Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder og til at følge i mange år frem.
I ’Doggystyle’-skaber Anna Emma Haudals blændende debutfilm ’Venuseffekten’, som du kan se ved Soundvenues forpremiere 25. oktober, kan du møde det 26-årige skuespiltalent Johanne Milland i hovedrollen som den jordbundne provinspige Liv, der forelsker sig hovedkulds i den kaotiske og lidt ældre Andrea.
Normalt er Johanne at finde på scenen i Tivoli, hvor hun spiller den kvindelige hovedrolle i musicalen Atlantis. Lige nu humper hun dog rundt på krykker på grund af en arbejdsskade. Sådan kan det gå, når man giver sig selv fuldt ud. Og det gør Johanne – sommetider i lidt for høj grad.
Det har tidligere resulteret i en nedtur med stress, som hun bearbejdede under optagelserne til ’Venuseffekten’. Det gode arbejdsliv i den kreative branche er derfor blevet lidt af en mærkesag for hende.
Selvom ’Venuseffekten’ er optaget ved Johannes hjemstavn, og hun er ganske bekendt med det provinsielle liv, den skildrer, er der stor forskel på Johanne og Liv. Johannes ræverøde lokker passer godt til hendes temperament. Hun er ilter og passioneret og vil gerne gøre sig bemærket, men hun er også åbenhjertig og uhøjtidelig.
»Min familie er meget nede på jorden. Jeg er lidt det sorte får. Jeg har altid været meget rodløs og havde meget temperament som barn. Jeg tror, at jeg har vidst, fra jeg var ret lille, at jeg gerne ville stå på en scene og underholde. Jeg ville gerne lave noget, der var magisk. Eller noget, der var større end mig selv. Hvad jeg så skulle på scenen, det vidste jeg ikke lige helt«.
»Da jeg fik min første rolle på Nyborg Voldspil og kom ind i det miljø, var der ligesom noget, der slog klik. Der var nogen, der forstod mig på en anden måde. Det var et andet hjem. En anden verden, der åbnede sig for mig. Og da jeg som 16-årig fandt ud af, at der var noget, der hed Musicalakademiet i Fredericia, var jeg fast besluttet på, at der skulle jeg bare ind, og det skulle være lige med det samme. Jeg har altid været meget utålmodig. Jeg kom så ikke ind de første to gange, jeg søgte. Og så holdt jeg faktisk et års pause fra næsten alt, hvad der hed musicals, amatørteater og optagelsesprøver. Og da jeg søgte året efter, kom jeg så ind«.
»Jeg havde jo hele tiden haft skolen som endemål, og så kommer jeg lige pludselig ind. Så jeg kan huske, at jeg synes, det var virkelig hårdt at skulle genopfinde, hvad det nu var, jeg ville, for målet var aldrig gået videre end til skolen. Så det første halve år var helt vildt hårdt, og jeg havde faktisk svært ved at komme i skole«.
»Den gnist, jeg føler, jeg havde på amatørplan, havde jeg ligesom mistet i løbet til at blive professionel. Lige pludselig var det ikke rigtigt sjovt mere. Og jeg er virkelig dårlig til at øve mig og til at terpe. Jeg ville hellere bare winge den, og det kunne man bare ikke rigtigt på den skole. Men jeg var nysgerrig på det dramatiske aspekt, så jeg fik lidt gnisten igen ved at fokusere på det dramatiske arbejde«.
»Jeg kan godt lide, når dans, sang og skuespil går op i en højere enhed. Når det virker, så virker det også helt vildt godt. Og der er bare et eller andet i det der med at bryde ud i sang – at ord simpelthen ikke er nok«.
»Skolen er virkelig grænseafsøgning og at pille i alt ved dig selv. Jeg tror aldrig, at jeg har været særlig god til at passe på mig selv i det arbejde, for jeg lærte aldrig helt at lukke ned for det. Jeg tog det ligesom med hjem fra skole, og jeg havde rigtig mange hårde dage på skolen. Det resulterede i, at jeg senere gik ned med stress. Jeg var simpelthen så ødelagt. Det overrasker mig egentlig, at jeg kunne være så dårlig – i mangel på bedre ord – til at lukke af for det kreative arbejde«.
»Stressen fortalte mig, at jeg skulle lægge mit liv om. Jeg kan ikke fortsætte med at være så åben, fordi det slår mig ihjel til sidst. Så jeg øvede mig meget på – og gør det stadigvæk – at passe bedre på mig selv. Afsøge mine grænser noget mere. Og det har langsomt gjort mig bedre, fordi min krop begynder at stole på sig selv igen«.
»Jeg var på ’Venuseffekten’, mens jeg var i stressland, men det hjalp mig at komme tilbage i arbejdslivet og i virkeligheden. Jeg havde en vished om, at de nok skulle passe på mig, og det gjorde den store forskel. Det har været den bedste oplevelse. Anna Emma (Haudal, instruktør på ’Venuseffekten’, red.) er så rolig og poetisk. I forhold til den periode jeg var i, så var hun det helt rigtige menneske at være sammen med«.
»Film er meget tættere på, så rollen bliver også meget mere personlig. Når man står på scenen, skal man nå ud til den bagerste balkon, så du forstørrer karaktertrækkene meget mere. Film er så tæt på, så der er også meget mere Johanne i Liv på en eller anden måde. Men jeg skulle virkelig finde Liv i det, for jeg er meget anderledes end hende. Hun er meget rolig, tålmodig og langsom. Jeg er meget mere hurtig og utålmodig. Jeg tror, at Livs karakter var god i forhold til hele mit stressforløb, fordi jeg var tvunget til at sætte gearet ned. Men det var virkelig svært at være tro mod det uden at lave en karakter ud af det, som jeg ville have gjort på scenen«.
»Jeg glæder mig til, at tæppet falder, og høre, hvad publikum har at sige. For mig kommer det meget an på, hvad folk synes om filmen og det, jeg laver, om jeg får lov til at gøre det igen. jeg tør ikke selv tage beslutningen«.
»Jeg har brug for at være glad for de oplevelser, jeg får, og ’Venuseffekten’ har været en sindssygt fantastisk oplevelse. Nu bliver den vist for en hel masse mennesker, og det er i virkeligheden bare vildt sejt. Det er der, jeg er lige nu. Så må vi se, hvad der sker fremover. Men hvis Susanne Bier en dag ringer, tager jeg i hvert fald telefonen«.
Se ’Venuseffekten’ ved Soundvenues forpremiere 25. oktober med besøg af Johanne Milland, medskuespiller Josephine Park og instruktør Anna Emma Haudal.