Det hele startede med et lille frø, der spirede inde i Anna Emma Haudal.
Frøet voksede sig med tiden stort og blev til Andrea, en af to hovedroller i en poetisk og varm romantisk komedie om to kvinder, som mødes og forelsker sig. Men før Andrea kom til verden og mødte Liv, hendes romantiske modpart i ‘Venuseffekten’, havde karakteren længe ulmet i instruktøren. Som en slags urkraft, a force of nature, der med tiden bare måtte bryde ud i verden.
»Det startede med, at Andrea kom til mig. Og så opstod Liv, som jo egentlig er hovedrollen, først senere i mødet med Andrea«, siger Anna Emma Haudal og trækker let på skuldrene, før hun fortsætter:
»Det kan være svært at beskrive, hvordan jeg arbejder. Det er min intuition, der bestemmer. Det er universet, der lægger små perler ud, og så er det min opgave at udvælge de rette perler og sætte dem på en perlekæde«.
Jeg sidder over for instruktøren i en rød sofa i DR Byen på Islands Brygge og lytter. Her, i en menneskabt kolos af glas, stål og metal, prøver Anna Emma Haudal at sætte ord på sin proces bag ‘Venuseffekten’.
Hun gentager ord som »organisk« og »naturlig«, når hun forklarer. De samme ord kunne man passende bruge til at karakterisere selve filmen, som er det første, hun har lavet siden gennembrudshittet, DR3-serien ‘Doggystyle’.
Hovedpersonen i ’Venuseffekten’, Liv, arbejder på en planteskole og har fødderne solidt plantet i jorden. Ind fra højre kommer den kaotiske og anderledes Andrea, som er flygtet fra byen for at få lidt »natur på recept«.
Til Livs egen egen overraskelse forelsker hun sig i Andrea til lyden af summende bier i svajende blomsterlunde og kornmarker. Kærlighed og kemi blomstrer, men møder også modstand i form af blandt andre Livs mor, for hvem det virker lidt ‘naturstridigt’, at hendes datter skal til at være homoseksuel.
Men intet kunne være længere fra sandheden, mener instruktøren, der ser filmens naturmetaforik som symbol på den rummelige, vilde, altomfattende kærlighed mellem sine karakterer:
»Et af de argumenter, som ofte bliver brugt imod homoseksualitet, er, at det ikke er naturligt. Det provokerer mig meget. Naturen har også intetkøn, hermafroditter, tvebo og flerbo. Naturen er ren og uforfalsket kærlighed, fri af alle mulige normer og roller. Ligesom Livs og Andreas kærlighed er den ægte og gror, som den vil«.
100 procent feminin
Selv om den spirende og pludselig kærlighed mellem to kvinder er omdrejningspunktet i ‘Venuseffekten’, havde hun ikke tænkt filmen som en ‘lesbisk romcom’. Som en, der selv har datet både mænd og kvinder, ser hun ikke køn som noget primært. Mennesket kommer først, derefter alle kasserne.
Men hun vidste alligevel fra start, at hun gerne ville lave en film fyldt med kvindelig energi – og med selveste moder jord i en bærende rolle.
»Fordi jeg føler mig omringet af maskulinitet, i mediebilledet, i bygninger«, siger hun og kaster flygtigt blikket over mod den store automatiske glasdør, der jævnligt åbner sig bag os.
»For mig er naturen et modsvar til alt det her. Og jeg havde et behov for at lave en film, der kunne tillade sig at være 100 procent feminin«.
Her skal man dog forstå, at ‘maskulint’ og ‘feminint’ ikke nødvendigvis har noget med køn at gøre.
»Det er nærmere energier, der kan findes i os alle sammen«, forklarer Haudal og indskyder, at samfundet er fyldt med begrænsede forestillinger om, hvordan køn skal opføre sig.
Tag nu Andrea for eksempel. Urkraften, der boede inde i instruktøren, og som er modelleret efter folk, hun selv kender. Andrea er typen, man får øje på. Da vi og Liv først møder hende, kommer hun brasende ind på planteskolen i et stort lyserødt fissekostume, hun selv har syet. Hun er eventyrlysten, frembrusende og til tider lidt grov. Hun siger, hvad hun mener, og lægger ikke i fingre imellem.
På et tidspunkt i processen var der en konsulent, der kaldte Andrea en testosteronbombe. Det udtryk gjorde Anna Emma Haudal ked af det. For det er kun sådan noget, man siger lidt nedladende, hvis man har indkodet, hvordan kvinder er skruet sammen, mener hun:
»Det minder mig om de mange gange på filmskolen og ude blandt redaktører, producenter, distributører, konsulenter, journalister etc., hvor jeg har hørt nogle sindssyge udsagn om, hvordan kvinder skal være, for at publikum skal acceptere dem. Her blev jeg lidt stædig: Jeg ville holde fast i min Andrea. Som én, der bryder med de forestillinger og er alt det, hun er, i én stor pærevælling«.
En for lille potte
Allerede da hun begyndte at skrive Andrea-rollen, havde Anna Emma Haudal Josephine Park fra ’Doggystyle’ i tankerne. Ikke fordi de to mindede om hinanden. Men fordi hun i Park så et »stort komisk talent, som endnu var uudforsket«.
Filmens Liv – skuespiller Johanne Milland – var lidt sværere at finde. Liv er den frembrusende Andreas modstykke. Mens Andrea repræsenterer et woke København, er Liv forankret i traditioner og dybt forbundet med naturen.
For at finde skuespilleren, der kunne formidle den forbindelse overbevisende, fik alle, der kom til casting, stukket en potteplante i hånden.
»Og så var der bare ikke nogen tvivl: Johanne var den, som behandlede planten mest troværdigt. Man kunne mærke, at hendes connection med planten var ægte. Det var magisk«.
Senere skulle potteplanten komme til at spille en stor rolle i filmen. Både fysisk og metaforisk.
På et tidspunkt forklarer Livs far (spillet af Lars Mikkelsen), hvorfor det er vigtigt at omplante. For jo mere plads en plante har, jo større kan den vokse sig. Og gør man det slet ikke, kan rødderne risikere at gro fast.
»Livs problem er, at hun sidder fast i en for lille potte og derfor ikke kan folde sig rigtigt ud i starten. Andrea hjælper hende med at se, at der er andre måder at leve og være i verden på og hjælper hende med at sprænge potten, så hun ikke gror fast. Det samme gør Liv for Andrea. Grundlæggende handler det hele jo om at bryde ud af potterne og normerne og bare være sig selv«.
Naturens sexappeal
Samme overordnede budskab spøger også i gennembrudsserien ‘Doggystyle’, hvor hovedpersonen, Asta, lidt modstræbende vender det smarte København ryggen for at genfinde sig selv i Odsherred.
Bevægelsen fra by til udkant fylder i det hele meget i begge værker. Hvorfor interesserer du dig særligt for den bevægelse og for skellet mellem by og udkant?
»Det ved jeg heller ikke, om jeg gør. Det er i hvert fald ikke der, jeg starter. Jeg starter med karaktererne, og så ser jeg, hvor de tager mig hen. Liv er vokset op på landet, og jeg opdager undervejs, at der bare er nogle spændende ting at tage fat i her. Som for eksempel at der er en mere heteronormativ verdensopfattelse i udkanten, end der er i byen. Det oplever jeg selv og gør til et problem i filmen. Her trækker jeg på noget, som jeg selv ser«.
Udkanten er også et meget rart at være i begge dine værker. I ‘Doggystyle’ skinner solen for det meste, og i ‘Venuseffekten’ forføres vi og Andrea af lækre, ofte svulstige naturbilleder. Prøver du at give udkanten mere sexappeal?
»Ha! Nej. Men jeg gad da godt, at udkanten havde mere sexappeal, for det kunne den godt bruge. Det er naturen, der har en helt naturlig sexappeal, og den viser jeg frem i min film. Uden at jeg selv behøver at gøre det store, for det kører jo bare helt naturligt for naturen«.
Der ligger dog alligevel et budskab gemt bag de forførende nærbilleder af sexbomben moder jord:
»Det er ikke, fordi jeg vil sige: Nå børn, nu skal I alle sammen gå mere ud i landet«, siger Anna Emma Haudal, mens hun påtager sig sin bedste naturvejlederstemme.
»Men det er da en vigtig pointe, at naturen er os selv og kærlighed. Og at vi derfor skal værne om og prøve at være mere i kontakt med naturen, end vi er nu. Andrea siger på et tidspunkt, at hvis vi fælder regnskoven, fælder vi mest af alt os selv. Det skal vi huske«.
Personlig romcom-skabelon
Dermed ikke sagt, at publikum skal gå ud af biografen med dårlig samvittighed over ikke at kramme nok træer og spise for lidt økologisk.
Ambitionen bag ‘Venuseffekten’ var først og fremmest at lave en rigtig sjælevarmer, som kan ses og nydes af de fleste. Også selvom udtrykket er lidt mere kunstnerisk end i den helt klassiske romantiske komedie.
Forbillederne her er amerikanske film som ‘500 Days of Summer’ og ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’, der begge arbejder ud fra en klassisk romcom-skabelon, men bevarer et personligt udtryk. Fortællinger med den balance finder vi ikke nok af i dansk film, mener Anna Emma Haudal:
»På et tidspunkt følte jeg, at der var to måder at lave film på i Danmark. På den ene side blev der lavet film, hvor alt var skåret ud i pap. På den anden side blev der lavet kunstneriske værker, som man næsten ikke forstår«.
Hendes film skulle helst ligge lunt, blødt og godt, et sted midt imellem. Den skulle ikke være ‘for nem’, men heller ikke ‘for indie’. Den skulle være skåret på en måde, så både vennerne i København og hendes familie i Odsherred ville få lyst til at tage ind at se den. Og så de alle ville gå fra oplevelsen med maven fyldt af varme, sommerfugle og lyst til at kaste sig over hinanden:
»Filmen skal give publikum lyst til at snave med verden! Hvis det ikke bliver for vulgært altså«, siger Anna Emma Haudal og fortsætter grinende:
»Den skal give folk lyst til at elske hinanden og sig selv lidt højere. Eller i hvert fald bare elske«.
’Venuseffekten’ kan ses i biografen fra 18. november.