15 MINUTTER. Hun deler navn med rollen, og det føles helt rigtigt.
Rikke Eberhardt Isen har fra start kunnet se sig selv i karriere-og familiekvinden Rikke fra DR’s nye dramaserie ’Generationer’.
Rikke (karakteren) er advokat og sidder midt i et møde, da hun pludseligt får et chokerende opkald fra politiet. De fortæller, at hendes 87-årige mormor (Ulla Henningsen) har tilstået at have dræbt et spædbarn for årtier siden, og da Rikke er det familiemedlem, der bor tættest på, må hun tage ind til stationen. Både hendes søster (Alice Bier Zandén) og mor (Anette Støvelbæk) er flyttet på landet, men tilståelsen samler kvartetten om mormoren på godt og ondt, mens mystikken spreder sig i familien.
Rikke Eberhardt Isen har tidligere været med i den danske Netflix-serie ‘Chosen’ og været med i én episode af ’Sygeplejeskolen’, men Anna Emma Haudals ’Generationer’ er med længder hendes største rolle.
Det er med andre ord en ilddåb, det nye og friske ansigt står over for med en serie, som kommer til at eksponere hende for hundredtusindvis af danskere, som DR’s store dramaserier typisk gør.
Vi fangede hende 15 minutter over telefonen inden premieren for at høre, hvem hun egentlig er, hvordan hun fik rollen, og hvad hendes drømme er for fremtiden.
Som skabt til rollen
Hvordan fik du rollen som Rikke i ’Generationer’?
»Jeg gik til en helt klassisk casting. Så i virkeligheden er jeg bare helt vildt glad for, at den caster har husket mig og haft lyst til at tage mig ind, og at teamet omkring syntes, det var lige så rigtigt, som jeg gjorde«.
Hvorfor tror du, det blev lige præcis dig, der fik rollen?
»Forhåbentlig fordi jeg er dygtig (griner, red.)! Men også fordi det gav helt vildt meget mening. Da jeg fik det her præ-manuskript i hånden, så havde jeg sådan en oplevelse af, at det her må jeg lave, fordi det føles så rigtigt, at jeg skal lave den rolle«.
Du var som skabt til rollen?
»Ja, eller på en måde. Jeg elskede virkelig sproget og karakteren og havde en virkelig rigtig mavefornemmelse, da jeg fik det første stykke manuskript i hånden«.
I deler jo også navn?
»Ja, også det. Det var skægt, fordi Anna Emma, som jo er konceptuerende instruktør og manuskriptforfatter på serien, sagde: Normalt ville jeg bare lave det om, men hun hedder bare Rikke, jeg kan ikke lave det om Rikke, du er nødt til at leve med det. Og det havde jeg det helt fint med«.
Fantastiske og irriterende
Har du har trukket på dine egne familiedynamikker i arbejdet med karakteren?
»Man bruger jo altid sig selv på en eller anden måde som skuespiller. Jeg har også selv et nært forhold til min lillesøster og min mor og havde også et nært forhold til min mormor, da hun levede. Så på den måde er der da noget, som går igen. Og jeg er også en kvinde, som går op i mit karriereliv, samtidig med at jeg har en dejlig familie, som skal løbe rundt. Så på den måde var der jo masser at trække på«.
Det er jo i stor stil en serie præget af kvinder, både foran og bag kameraet. Havde I et specielt fællesskab?
»Vi mødtes flere gange, inden vi gik i gang. Der blev en sådan lidt familiær stemning ret hurtigt, og det var meget, meget dejligt, at vi kunne skabe den synergi helt fra begyndelsen«.
»Vi snakkede helt vildt om vores egne familier og oplevelser, og vi lærte hinanden at kende. Så vi byggede det på en eller anden måde sammen«.
Hvorfor er denne her historie om en familie på tværs af generationer relevant i dag, synes du?
»Vi har alle sammen relationer, som både er fantastiske og irriterende. Alle forstår, hvad det vil sige, det her med at familiens bånd er svære at bryde. Det er de mennesker, der minder allermest om én selv, og det, der minder om én selv, det er det, der ofte irriterer os mest«.
’Generationer’ sætter ting i perspektiv. Det handler både om skam og om hemmeligheder, og det har vi også alle sammen. Så jeg håber da, at det får folk til at reflektere, både i forhold til at det er en fed serie, vi har lavet, men måske også over ens eget liv – og ens egne hemmeligheder«.
Teater i blodet
For at skrue tiden lidt tilbage. Hvordan blev du så introduceret til skuespilfaget?
»Jeg kommer fra en amatørteaterfamilie. Min mormor var med til at starte en af Københavns ældste amatørteaterforeninger for 75 år siden, tror jeg. Og min mor er formand dernede nu. Så jeg var bare den første, der gjorde noget ved det. Jeg har fået teateret ind med modermælken«.
Er du så i virkeligheden mere interesseret i at lave teater end film og tv?
»Det er ikke fordi, jeg har større kærlighed til film end teater eller omvendt. Jeg er opvokset med teater, så der tror jeg ikke, at jeg overvejede det der med at lave film så meget. Ofte går unge skuespillere ind i faget, fordi de gerne vil lave film og tv. Men nu er det ligesom det, der er dumpet ned i min turban. Og det synes jeg er megafedt«.
Du blev uddannet skuespiller for 10 år siden. Har det føltes som en lang og svær vej før denne her store chance?
»Jeg vil ikke sige, at det har været en lang og svær vej hen til skuespillet, men jeg tror, rejsen omkring, hvordan man identificerer sig selv, kan være svær for alle. Jeg er aldrig holdt op med at identificere mig selv som skuespiller, men da jeg ikke lavede en hel masse skuespillerarbejde, lige efter jeg kom ud fra Skuespillerskolen, kunne jeg mærke, at jeg var nødt til også at føle mig god til flere ting«.
»Jeg startede med at uddanne mig til reformerpilatesinstruktør og efterfølgende som vinkonsulent, som er det, jeg beskæftiger mig mest med nu, når ikke jeg laver skuespil«.
»Jeg har åbenbart en drivkraft imod at gøre mine hobbyer til mit erhverv, og for mig handler det om nysgerrighed på mennesker, om krop og især sanselighed«.
Kommer du nu til at gå målrettet efter at udnytte den synlighed, du nu vil få, til at få næste rolle?
»Det kommer simpelthen an på, hvad tiden bringer. Jeg er enormt privilegeret af, at jeg har mulighed for at lave flere forskellige ting. Så jeg kan ikke sige, at jeg vil bruge mere tid på skuespil frem for noget andet, men jeg håber da selvfølgelig, at det giver mig mulighed for at lave endnu flere skønne jobs«.
’Generationer’ kan ses på DR.