‘Generationer’: DR’s nye store søndagsserie vil både samle og splitte generationer
Det er ikke noget, der skriger moderne Danmark som udtrykket sammenbragt familie. Sådan en er i centrum for DR’s nye dramaserie ‘Generationer’, hvor der er lige så mange emner og skæve karakterer, som der er sted- og paprelationer.
En vis omfavnelse af kaos er også at forvente fra serieskaber Anna Emma Haudal, der er rykket op i public service-hierarkiet siden seriegennembruddet med DR3-hittet ‘Doggystyle’, som blev fulgt op med spillefilmdebuten ‘Venuseffekten’.
Denne gang har hun kanaliseret sin evne for både det folkelige og det normkritiske ind i en søndagsserie, der formentlig vil både samle og splitte på tværs af generationer.
Det er bestemt ikke, fordi familien er et alternativt DR-dramatema, men det er grundstemningen til gengæld. Hvis en serie som ‘Arvingerne’ var et stamtræ, føles ‘Generationer’ som et familiekrat.
Historien starter på nippet af coronapandemien i vinteren 2020, hvor skelettet af et spædbarnslig bliver fundet i skunken på loftet af den ejendom, hvor 87-årige Martha (Ulla Henningsen) bor. Meget lig da man i 2018 fandt skelettet af et spædbarn i skunken i et gammelt herskabsbyggeri på Frederiksberg.
Den ældre kvinde i ‘Generationer’ er mor, mormor og pap-mormor til et væld af mennesker, der pryder billedrammerne i lejligheden, som er pæn og velholdt med undtagelse af en vandskade under tapetet i stuen. Den truer oversymbolsk, som var det et vandrør i ‘Riget’s kælder. Med få undtagelser er Martha dog indbegrebet af en nydelig dame, der altid er velfriseret og klar til at sætte kaffe over.
Det gør hun også, efter politiet en dag banker på døren for at orientere hende om fundet på loftet. Da hun senere inviterer betjentene indenfor og skænker dem en kop, tilstår hun at have slået barnet ihjel med samme afklarethed, som rakte hun dem fadet med småkager.
Martha er klar til at tage sin straf, og så behøver vi ikke snakke mere om det. Til stor frustration for hendes datter og børnebørn, der er overbevist om, at hun må været blevet dement og/eller have læst for mange krimier.
Fra begyndelsen er ‘Generationer’ på den måde også et univers, hvor man kan og må grine i ny og næ, selvom det handler om noget så fundamentalt usjovt som mummificerede babyknogler.
En stor del af ansvaret for den uventede sag falder på barnebarnet Rikke, der er advokat og husvild på grund af en skimmelsvampsskade. Hun bliver spillet af den store positive overraskelse Rikke Eberhardt Isen, som med flot overskud bliver ‘Generationer’s dramatiske samlingspunkt.
Skuespilgalleriet går generelt uden om klassiske danske stjerner og giver plads til nye og gamle navne i en sær, men ikke dårlig blanding. Alice Bier Zandéns naive lillesøster får mere kant løbende, mens Anette Støvelbæk som Marthas datter har sin bedste rolle længe som en pissesur ekskøbenhavner, der har viet sit liv til at passe en øde jysk sluse og at have et verdenssyn som tjære.
Ulla Henningsens generationelt karikerede spillestil stikker ud, men passer for det meste til karakterens voldsomme humørsvingninger. Vi må se, om den mordtilstående Martha til sidst vil give mening som helt menneske. I så fald har hun potentiale til at give ny emotionel dybde til en ofte underudviklet oldingetype.
Gordon Kennedy returnerer også, ligesom Jan Linnebjerg har sin største tv-rolle siden ‘Pyrus’ som Støvelbæks vildt rare eksmand, der altid står klar med spaghetti med kødsovs og plads til at sove på sofaen.
Karaktergalleriet stikker i lige så mange retninger som handlingstrådene. Når der på blot tre afsnit bliver søsat alt fra barnemord, overtro, corona, vandskader, heksecirkler, abortfrygt, antivaxx-tendenser, trekantssex mellem gymnasieelever og digitale overgreb til en underkastelsesfetich til en paplillebror med en podcastplan, har man også til tider lyst til at lægge sig på sofaen hos Linnebjergs parcelhuskonge og bede om en nutellamad, som hans teenagerdatter på et tidspunkt gør.
Men familiens håndtering af mormorens ekstreme gerning spejler især en almen rådvildhed i spørgsmålet om, hvad vi stiller op med vores gamle. Det praktiske spørgsmål, ‘hvad gør vi med mormor’, bliver til ‘hvad gør vi med mormors mord’? Det eneste, ingen rigtig gør, er at lytte til mormor.
Halvvejs inde er jeg ikke helt sikker på, hvor ‘Generationer’ gerne vil hen, og om den kan nå at forløse det hele, og hvad pandemi-settingen skal bruges til. Hvad går mysteriet ud på, når mordet mest fungerer som en kanariefugl i en kulmine af intergenerationelle kvindetraumer?
Det er et ubekvemt spørgsmål, som ‘Generationer’ dog undersøger med sans for det mærkelige, spændende og befriende galgenhumoristiske.
Kort sagt:
Anna Emma Haudals DR-serie ‘Generationer’ leverer et mærkbart anderledes bud på både familiedrama og krimi, der bæres frem af vovemod og stor kærlighed til karaktergallerier. Uanset om det knudrede generationsmøde går op i en højere enhed eller i opløsning til sidst, har man ikke lyst til at stige af.
Anmeldt på baggrund af seriens tre første afsnit.