KOMMENTAR. I starten af ’Doggystyle’s første sæson brast unge, cool Astas (Rosemarie Mosbæk) drøm om det fede københavnerliv. Kontoen var tom, skuespillerkarrieren blev mod forventning ikke serveret på et sølvfad, og den Oscar-nominerede bolleven Aske Bang (som sig selv) var lidet andet end en lusket liderkarl.
Uden nogen form for planer vendte Asta modvilligt snuden hjemad mod Havnebyen på Sjællands Odde. Retningsløshed smeltede sammen med ugidelighed, som smeltede sammen med en voksende eksistentiel krise, men mødet med den søde skraldemand Bjarke (Jeppe Ellegaard Marling) og genforeningen med barndomsveninden Jose (Josephine Park) fik langsomt Astas blå øjne til at lyse lidt klarere.
Asta blev en menstruationkopfuld mere rummelig og et par Fnuggi-cookies klogere på sine omgivelser. Men ikke et hak klogere på sig selv. Og det var hun stadig ikke blevet, da seriens anden sæson sluttede i søndags, om end hun dog endelig i en grådkvalt scene satte ord på sine frustrationer over ikke at være eller for alvor ville noget over for mor Hanne (Dorte Højsted som en dansk version af Hannahs mor i ‘Girls’).
Nogle vil måske finde Astas ikkeeksisterende udvikling irriterende og hendes vægelsind grænsende til det bekymrende. Det giver udmærket mening, og jeg hørte selv til de seere, der savnede mere engagement fra Asta i første sæson.
Nej til selvhjælp
Men som serien skred frem, begyndte jeg at sætte større og større pris på manuskriptforfatter og instruktør Anna Emma Haudals følsomme portræt af en ung kvinde, som skubber sine egne imaginære utilstrækkeligheder foran sig som en stadigt voksende snebold af tung apati. I et samfund besat af selvrealisering og kometkarrierer var der noget uendeligt menneskeligt ved Astas ufuldstændighed, der ikke ’lod sig løse’ for at give os en slutning med selvhjælpspositiv sløjfe på.
Fejlbarlige millennial-kvinder med ømhed på sjæl og selvværd er selvsagt i høj kurs i serier fra ’Girls’ til ’Fleabag’, ’Broad City’, ’Insecure’, ’Chewing Gum’ og danske ’Ondt i røven’. And the list goes on.
Men Asta endte alligevel med at stå ud i mængden som den »fuck-up« (egentlig en lettere nedladende fællesbeskrivelse for forvirrede unge seriekvinder), hvis kompas fortsat snurrer mest forvirret og måske vil gøre det i flere år endnu. For sådan er livet jo også for uendeligt mange mennesker, der slæber på skyld og skam over manglende ambitioner og hører dommedagsuret tikke anklagende for hvert »spildte« år i 20’erne, der ikke bidrager til samfundets konkurrence om at blive det næste unge håb/mest succesfulde under 30 inden for et attråværdigt fag.
En følelse, der i Asta fordobledes, for hver gang nogen velmenende spurgte hende, om hun da ikke skulle have været stjerne i Hollywood, eller om hun levede i overhalingsbanen med casting på casting i København. Det var dén kvinde, Asta havde solgt sig selv som for at kunne sælge drømmen til sig selv, selvom denne hurtigt blev så uhåndgribelig som regnbuefarvet badeskum på Insta. Om man er fra Odden eller Østerbro: Det gør nas at måtte backtracke på vigtigheden af de vidtløftige fremtidsplaner, man tidligere lystigt har beskrevet i versaler på sin Facebook-væg, dengang hele verden stadig lignede en laber østers.
Fra Odden til ??
Måske har Asta i virkeligheden i sit hjerte mest brug for – gys! – at leve et stille liv på Odden. I hvilket fald hendes største udfordring post-backpackingturen med Jose bliver at stå fast på behovet over for sig selv og dem, der med slet skjult medlidenhed vil søge efter spor af nederlag bag de hjerteformede solbriller. Hvor fedt ville det ikke være med ungdomsserie, der rent faktisk vælger provinsen til, som var Asta en forkælet-men-lykkeligt-omvendt godsejerarving spillet af Poul Reichhardt i en Morten Korch-hyldest til de bølgende kornmarker vest for købstadens ræs (uden undertoner af højreorienteret udflyttermani, bevares)?
Måske forvandler eventyret sig til en reel dannelsesrejse, der åbenbarer nye passioner. Måske ender hun med at vandre i fem år straight og åbne Astas Cookies med en australsk surferdude på en strand i Hawaii. Uanset hvad der gemmer sig forude for Asta, efter toget har forladt stationen Nykøbing Sjælland, ønsker jeg og mit eget yngre, rundtossede og fantastisk navlepillende 21-årige selv hende al mulig kærlighed.
Og jeg kunne derfor heller ikke have ønsket mig en mere perfekt finale. Anna Emma Haudals geniale manuskript indgød ikke nødvendigvis respekt for hovedpersonen – men derimod ubetinget accept af alle os nuværende, tidligere og kommende hovedløse kyllinger i den virkelige verden.