‘Normale mennesker’ – hele serien: Finalen bandt en perfekt sløjfe på den irske knald eller fald-romance

(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Normale mennesker’ færdig)

»Så tager jeg afsted«.

»Og jeg bliver. Og det skal nok gå«

Lyden af utallige knuste seerhjerter kan høres verden over, da Marianne og Connell skilles. Muligvis én gang for alle. Han er blevet optaget på et prestigefuldt skrivekursus i New York. Marianne har endelig fået et normalt liv i Dublin, hvor hun kan svømme og spise aftensmad med sin veninde, i fred fra sine ar på sjælen og sin psykisk terroriserende familie.

Havde man håbet, at Connell og Marianne skulle være lykkeligt intelligente sammen og dyrke hed, intuitiv elskov til evig tid, må man se sig skuffet. Om ikke andet står kvaliteten af Lenny Abrahamsons og Hettie MacDonalds serieadaptation af Sally Rooneys nyklassiker ‘Normal People’ lynende klar i finaleafsnittets sidste scene.

Her er det intet mindre end perfekt og bittersødt, da de barmhjertigt og næsten girafsprogligt kommunikerende afliver deres forhold, nu hvor det ellers lige var blevet sundt. Som en tilsyneladende rask kattekilling med kræftknuder i organerne.

Da en serieversion af ‘Normal People’ meget hurtigt blev annonceret, var mange ellevilde, men vi var også fans, der var skeptiske.

Til min egen store overraskelse er jeg – efter at have set samtlige 12 afsnit i rap – dybt imponeret over den næsten magiske serievækkelse af romanen.

I starten skulle man lige sluge de lidt ‘Grease’-voksne skuespillere, der ikke helt lignede 17-årige. At Marianne var en del pænere, end mange havde forestillet sig (i bogen beskrives hun mere som forfatteren Sally Rooney selv ser ud i virkeligheden). Således er jeg egentlig enig med Freja Dams firstjernede anmeldelse af afsnit 1-4.

Men serien bliver kun bedre undervejs, og den cementerer med overlegen ro og fingerspidsfornemmelse, at ‘Normal People’ på både skrift og skærm er en genial indkapsling af ung kærlighed i det 21. århundrede gennem forholdet mellem Marianne og Connel, der bedst kan beskrives med den sjældent anvendte Facebook-status: »Det er kompliceret«.

Fortællingen starter beskedent i havneflækken Sligo, hvor høj intelligenskvotient og en atomisk tiltrækning binder et uløseligt, men også skambetonet bånd mellem teenagerne Marianne og Connell. Den skarptungede rigmandsdatter uden venner og den fåmælte, men vellidte stjerne på skolens gæliske fodboldhold. Et bånd, de hverken vil eller kan give slip på, trods svig og smerte som årene går, og dynamikken skifter, da de begge havner på Trinity College i Dublin.

Marianne klarer sig blændende, rig på social kapital, hvor Connell føler sig fremmed. Hvilket i sidste ende resulterer i en depression. Et afsnit i serien viser med omsorgsfuld nødvendighed, at psykiske problemer ikke er forbeholdt unge kvinder.

Meget er blevet sagt om seriens fintfølende og udførlige sexscener, men i baggrunden for elskovsdunsten bliver der også sagt et hav af intelligente ting om klasse. Som ved det akavede middagsselskab på den italienske landside, hvor Connells ven Niall ikke helt kan holde sin kæft om Mariannes store villaformede privilegie. Som syrlig modvægt kan den chinobærende Jamie heller ikke undgå at lyde som en forkælet møgunge, da han forlanger et langstilket champagneglas som akkompagnement til sin nedrakning af interrail som rejseform.

Det ottende, italienske afsnit er eminent og har med undtagelse af en ‘Call Me By Your Name’-lækker cykeltur til købmanden en spids og ubehagelig kammerspilstone.

Romancen er alle dage knald eller fald. På falderebet er det faktisk lige ved at gå galt igen mellem Connell og Marianne over en ellers uskyldig sodavandsis. For med de to er insisterende irriterende misforståelser allestedsnærværende og potentielt livsændrende:

»Jeg synes, det er ret åbenlyst, at jeg ikke vil have, du går«.

»Jeg synes ikke, det er åbenlyst, hvad du vil have«.

Hvordan kan to så veltalende mennesker, der kan sætte ord på deres følelser som de dygtigste psykologbørn, samtidig være så pinagtigt ude af stand til at forstå, hvad hinanden siger? Er grunden til, at Connell og Marianne har så god en seksuel forbindelse, at de konstant er usikre på hinanden? De er narkomanisk afhængige af hinandens bekræftelse, som de kun endegyldigt får, når de har sex.

Muligvis må man flere gange råbe ad skærmen og sidde på hænderne derhjemme, når de famlende unge sårer sig selv og hinanden. Men er det ikke netop den slags paradokser, der hjemsøger parforhold, får kærlighedshistorier til at ende ulykkeligt eller uforløst?

Det er svært at tro på, at skuespillerne Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones ikke elsker hinanden i virkeligheden. Selvom SoMe-kulten omkring Connell og hans sølvkæde lod det skarptskårne mandfolk sole sig i ekstra ros, kan en sølvkæde ikke bære seks timers tv alene. Det kan to skuespillere så tændte som en højspændingsledning til gengæld. Rygtet lyder, at Mescal har foræret Daisy Connell-halskæden som et minde.

Jeg var glad for, at jeg havde læst romanen og derfor allerede var blevet flået følelsesmæssigt i stykker over slutningen. I anden omgang var det lettere at se det smukke i afrundingen af, hvad der mange steder er blevet beskrevet som en »tragisk kærlighedshistorie«. Men er den tragisk? Eller er det bare en kærlighedshistorie, der, som dens titel foreskriver, er hjerteskærende normal?

’Normale mennesker’ er en nutidig kærlighedshistorie af den allerstørste slags. Serieskaberne har ingen opstyltede kostumer eller storladne historiske kulisser at gemme sig bag. Hedernes stormfulde højder er en bovlam provinsby. Genistregen består i seriens hverdagslook.

Det mest sande ved fortællingen er, at den på én og samme gang griber fat i magien ved ungdommen og insisterer på at tillægge den livsvarig værdi ved aldrig at lade Connell og Marianne give slip på hinanden. Hvor de fleste ser skævt og sødt tilbage på deres egen første store ungdomsforelskelse og forvisser sig om, at det var hormonerne, der gjorde den skingrende intens, insisterer Rooneys fortælling på, at den slags bånd er umanerligt ægte.

’Normale mennesker’s usandsynlige sejr er, at bogens lille, men på sin egen måde historiske kærlighedshistorie, også føles vigtig, sand og levende på skærmen.

---

Kort sagt:
Serieversionen af bestselleren‘Normale mennesker’ svigter ikke sit forlæg ét sekund, men formår med loyalitet og magi at skrive en kærlighedsroman på skærmen, som serieformatet kan, når det er bedst.