’Normale mennesker’: Serien baseret på Sally Rooneys romanfænomen er loyal og lækker
29-årige irske Sally Rooney er blevet udråbt til millennialgenerationens første store forfatter og »Salinger for Snapchat-generationen«. Hendes romaner ‘Samtaler med venner’ fra 2017 og ‘Normale mennesker’ fra 2018 er blevet sjældent hypede for deres blanding af romantisk tragedie, dampende sex, klassekritik, social satire og knivskarp, absorberende prosa, der har fået læsere over hele verden, herunder undertegnede, til at vende sider ind i natten – jeg slugte ‘Normale mennesker’ på en flyrejse hjem fra Indien, der bare fløj afsted.
Nu er ‘Normale mennesker’ i en rasende fart blevet filmatiseret til en miniserie af samme navn fra Hulu og BBC, instrueret af Lenny Abrahamson (‘Room’) og Hettie Macdonald (‘Howard’s End’). Og som i en endnu mere rasende fart er blevet lige så hypet som romanen, både internationalt og herhjemme, efter den som en lykkelig overraskelse pludselig kunne streames på DR.
Rooney har selv stået bag manuskriptet sammen med Alice Birch and Mark O’Rowe, og serien følger da også romanen om det stormfulde forhold mellem unge Connell (Paul Mescal) og Marianne (Daisy Edgar-Jones) enormt loyalt. Vi møder parret i slutningen af deres gymnasietid i det landlige Irland, hvor de drages af hinanden trods skel i klasse og social status.
Marianne kommer fra en rig, men kold familie og er den dygtigste i skolen. Men hendes arrogance, der udspringer af lavt selvværd, og manglende indsats for at passe ind gør hende til et socialt udskud og groft mobbeoffer. Connell kommer fra underklassen, og hans enlige mor (en god Sarah Greene) gør rent hos Mariannes familie. Til gengæld er han skolens rugbyhelt og venner med det populære slæng. Stille, men vellidt, og lige så begavet som Marianne.
Connell og Marianne støder på hinanden, når han henter sin mor efter arbejde to gange om ugen. De bonder over feministisk litteratur, som Connell holder sin interesse for tæt på kroppen over for sine (lidt karikeret) bøvede venner, og tiltrækkes af hinanden. En dag kysser de. Så har de sex. Snart hver dag.
Men fordi Connell ikke er klar til at opgive sin sociale status ved at indrømme forholdet over for klassekammeraterne, holder de forholdet hemmeligt. Marianne går villigt med på aftalen, desperat efter kærlighed og overbevist om, at hun ikke er værd at stå ved. Men hans manglende anerkendelse – der også får ham til at ignorere hende i skolen, invitere en anden pige med til skolebal og se passivt til, når hans venner mobber hende – viser sig som et svigt, der trækker dybe spor ind i deres årelange will-they-or-won’t-they-forhold.
Efter et brud mødes de på ny på det prestigefyldte Trinity College i Dublin, hvor de begge er blevet optaget. Her er magtbalancen pludselig byttet om: Han har svært ved at falde til socialt i det elitære miljø, hvor hun kender koderne.
Jeg har kun set de fire afsnit, der er tilgængelige på DR, så jeg kan ikke fortælle, om spændingen i deres forhold, præget af uforklarlig tiltrækning, lidenskabelig sex, skiftende magtbalancer og frustrerende kommunikationssvigt, holder gennem alle 12. Men serien lægger glimrende ud med at introducere de to unge sårbare, usikre og fejlbehæftede mennesker, hvis modning, både sammen og hver for sig, man får lyst til at følge.
De forholdsvis uprøvede Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones er virkelig gode og kommunikerer tusind følelser med få ord. Min eneste anke er, at de er for tv-pæne, især Marianne, der i bogen beskrives som kejtet, kantet og almindelig, som Connell er tiltrukket af på trods. Her ligner hun en fransk filmstjerne med altid perfekt pandehård. Men lækkert ser det da ud, når parret har sex, som er en stor del af både roman og serie.
Det er altid en udfordring for filmatiseringer at formidle romankarakterernes indre. Jeg synes desværre, at historien fremstår mere udvendig og banal uden Rooneys beskrivelser – specielt fordi den loyale filmatisering har tilført meget lidt nyt for at kommunikere de samme følelser og iagttagelser. Serien er et dåneværdigt længselsfuldt, sexet, melankolsk, gråt ‘Stormfulde højder’-teen-melodrama med et klichéfyldt indiesoundtrack, men løfter sig indtil videre ikke til det psykologisk komplekse generationsportræt, romanen tegner.
Kort sagt:
Miniserien baseret på Sally Rooneys hypede roman om kærlighed og klasse er loyal og lækker, men føles lidt flad i forhold til bogen.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.