’The Fabelmans’: Steven Spielbergs selvbiografiske film er både selvoptaget og magisk
»Movies are dreams that you never forget«, siger moren Mitzi (Michelle Williams) til den unge Sammy Fabelman.
’The Fabelmans’ bliver kaldt ’semi-biografisk’. Sammy er historiens stand-in for Steven Spielberg, nok den største, nulevende filminstruktør. Han er samtidig denne films instruktør.
Hvis det lyder lidt navlebeskuende, så er det, fordi det er det. ’The Fabelmans’ ligner den mest ekstravagante hjemmevideo nogensinde. Den bliver kaldt Spielbergs mest personlige værk, fordi den handler om hans familie, hans opvækst og forelskelsen i filmmediet. Men har Spielbergs mor virkelig sagt det til ham? Det lyder næsten for fabelagtigt.
Der er hele tiden en følelse af ægthed og kunstighed på spil samtidig. Som en biografisk dokumentarfilm, der afspilles, imens en nostalgisk, poleret Hollywood-version af de samme hændelser projiceres ovenpå.
Spielberg kan bare ikke lade være med at drysse magi ud over historierne. Også sin egen. Det er en underlig fornemmelse at se en film baseret på virkelige hændelser, hvor jeg stadig får en fornemmelse af, at hovedpersonen hvert øjeblik kan finde på at flyve væk på en cykel og suse forbi månen i en magisk komposition af nattehimlen.
Filmen ligger lige på grænsen til at kamme over med magic of the movies-sentimentalitet, men ærligheden bag barndomstraumet gør, at filmen undgår at blive alt for slibrig. Det er nemlig ikke bare en coming-of-age familiehistorie. Det handler om en familie i opløsning, og hvordan kunst bliver planken, som en ung, såret sjæl kan støtte sig til.
Sammy Fabelman opdager film, og han har både forståelse for kreativ historiefortælling og tekniske effekter. En perfekt sammensmeltning af sine forældre, den geniale computeringeniør Burt (Paul Dano) og den flyvske, passionerede Mitzi. Det er nok ikke tilfældigt, at vi ser parret i sengen, hvor mor ligger til højre, far til venstre, samme side som de hjernehalvdele, de er stærkest i.
Michelle Williams kæmper med at få greb om Spielbergs mor. En kunstnertype fanget i et småkedeligt ægteskab og en småborgerlig tilværelse. Hun taler med masser af luft på stemmen om at være kunstner i sjælen, og hun hopper i sofaen, som man kun gør, hvis man ikke er helt normal. Det er for teatralsk til at føles ægte.
Jeg kan sagtens forstå, at familiens opløsning var en knugende, knusende oplevelse for den unge Spielberg. På den anden side er det også bare en skilsmisse. Get over it.
Filmen forsøger at skabe en direkte linje fra familiehistorien til filmhistorien. En forklaring på, hvordan trangen til at skabe ultimativ eskapisme opstod. Jeg køber den kun næsten. Spielberg blev en stor kunstner, fordi han blev interesseret i film og lærte at fortælle i billeder. Ikke fordi hans mor kom til at kysse med Seth Rogen.
Historien gennemsyres af instruktørens ønske om at behandle alle parter rimeligt og se tingene fra begge sider. Et modent perspektiv på barndomstraumet. Spielberg er i dag 76 år gammel, og han ventede, til begge forældre var døde, før han filmatiserede historien. Men hvis skilsmissen var så rimelig og foregik så relativt afbalanceret, hvorfor er det så en væsentlig historie at fortælle?
Det er både imponerende, at han har fået sin egen, meget lille og i grunden ubetydelige familiehistorie til at fylde så meget og fungere så relativt godt, som den gør. Der rækkes ud efter stjernerne, som Spielberg altid gør, men familiedramaet er middelmådigt. Berettigelsen er, at filmen handler om og er lavet af en af de største filmskabere nogensinde. Det er nok, men det er også frustrerende selvoptaget.
Når man nu kender betydningen af forældrenes skilsmisse for den unge filmskaber, så er det tydeligt, at ’E.T.’ også handler om skilsmissen. ’E.T.’ er bare en bedre film om den end ’The Fabelmans’.
Filmen reddes af scenerne, hvor vi oplever Sammy opdage og få greb om filmmediet.
Heri ligger filmens sande magi, og det er her, vi ser en mesterfortæller træde frem. En filmskaber, der fortæller i billeder. Som filmelsker var disse scener umulige for mig at modstå, helt frem til den herlige cameo til sidst, og det allersidste skud inden rulleteksterne, som indeholder en lille, sigende kamerabevægelse, der – meget uvant for Spielberg – næsten bryder den fjerde væg.
Så fik han mig alligevel til sidst.
Kort sagt:
Spielberg klapper sit unge jeg på skuldrene. Det er selvoptaget, men den største nulevende instruktør har måske fortjent det, og Spielberg slipper næsten afsted med det i ’The Fabelmans’.