’Rye Lane’: Britisk romcom er SÅ tæt på at være en født klassiker
I Soundvenues nylige interview med instruktør Fenar Ahmad bemærker han, hvor led og ked han er over, at film med brune mennesker altid ser så billige ud. Det føles prosaisk i en tid, hvor optik af køn, race og seksualitet fylder mere end nogensinde før og derigennem også netop den visuelle repræsentation af ikke-hvid hud og kultur på skærmen.
Vi så det med de smukke, neonbelyste kroppe i ’Moonlight’. Med Ryan Cooglers afrofuturistiske superheltefejring af afrikansk kulturarv i ’Black Panther’. Og med Jordan Peeles perfektion af nærbilledet af sine muser Daniel Kaluuya og Lupita Nyong’o i ’Get Out’ og ’Us’.
Instruktørdebutant Raine Allen-Millers hjertevarme fejring af Sydlondon i sin romcom ’Rye Lane’, der nu kan streames på Disney+, er med andre ord en del af en radikal bevægelse for bedre repræsentation af de marginaliserede stemmer, som filmmediet hovedsageligt har ignoreret.
Men denne hævede næve præsenteres snarere som et elskværdigt knus end et bittert opråb. Rye Lane, Brixton og de omkringliggende boligkvarterer er i filmen præsenteret, som Paris var det i ’Amélie’. Uden affald eller dårligdom, hvor havefesterne fortsætter langt ud på natten, og Englands overskyede vejr viger til side for en skinnede sommersol, der belyser nyforelskelsens sødme og boligfacadernes smukke pangfarver.
Her mødes Dom og Yas til ferniseringen på en vens kunstudstilling. Hun har en smule ondt af den generte revisor, fordi han anspændt græder over eks’en ude på museets unisex-badeværelse. Han falder for hendes umiddelbarhed, da hun crasher hans påtvungne sammenkomst med eks’en og hendes nye kæreste, som også er hans ældste bedsteven.
Som Jesse og Céline før dem går de byen tynd som undskyldning for at være hinanden nær med døgnets sidste nattog som bagstopper. De mindes dårlige og gode tider i farverige flashbacks, længes og væmmes over deres horrible eks’er og får gjort brug af kvarterets mange kulinariske indslag.
I en særlig morsom scene besøger Dom og Yas et spisested ved navn Love Gu’actually, hvor de to turtelduer betjenes af en træt Colin Firth. Sådan hylder Allen-Miller fordum tids britiske romcoms uden konstant at skulle recitere dem direkte, som ellers efterhånden er kutyme for genren.
’Rye Lane’ har generelt for travlt med at innovere den ellers så metaltrætte genre til at kigge bagud alt for lang tid ad gangen.
Fotograf Olan Collardy filmer simple shot-to-shot-samtalescener med en bred linse, der skaber en flad baggrund og sætter fokus på hovedpersonernes ansigter. Og en fiskeøjelinse skævvrider bybilledet og giver filmen en drømmeagtig præsentation.
En diskant lydside nær spytter i ansigtet af sukkersød romantik og fremhæver i stedet de to modsætningers lunefulde kemi. En kemi, som er umulig at tage fejl af på grund af skuespillerne David Johnsson og Vivian Oparah, som oser af naturlig karisma.
Man klasker sig konstant på låret over deres mange komiske indslag. Som da stakkels Dom spiller hård til en havefest med sin viden om gammel hiphop, men sættes til vægs, da hans playliste hovedsageligt viser sig at indeholde pop-ballader.
Så meget desto mere er det ærgerligt, at manuskriptforfatterholdet Tom Melia og Nathan Bryon mister selvtilliden i filmens sidste akt, der forfalder til en bedaget epilog over en arbitrær parforholdskonflikt. Havde de blot holdt sig til en skarp romance-over-en-nat-struktur, kunne vi meget vel have stået med en nyklassiker på højde med ’Before’-trilogien.
I stedet er ’Rye Lane’ et fantastisk førsteforsøg fra et debutanthold af kunstnere, vi forhåbentlig kommer til at se meget mere til de næste par år.
Og frem for alt et endegyldigt bevis på, at romcom-genren stadig kan forny sig.
Kort sagt:
’Rye Lane’ forbigår det meste af sin spilletid romcom-genrens mange faldgruber og klicheer og præsenterer en hjertevarm kærlighedshistorie i et billedskønt Sydlondon. Så meget desto mere er det bittert, at den i sidste akt forfalder til en banal parforholdskonflikt.