10. ’Babylon’
Damien Chazelles ekstravagante epos om Hollywoods guldalder med Margot Robbie og Brad Pitt var alt, alt for meget. For lang, for excessiv, for bevidst om sin egen for meget-hed. Men også bare … fuldstændig vidunderlig.
Sjældent har filmverdenens og især filmoptagelsernes tiltrækningskraft været indfanget så levende som i de første 45 minutters ekstatiske kaos af fest, stoffer og sex efterfulgt af møgbesværlige indspilninger, hvor magien alligevel opstår i allersidste sekund, før solen går ned, og lyset forsvinder.
Måske var der så i længden ikke så meget bund i historien om den opadstræbende producer Manny og den unge skuespiller Nellies rise and fall, men deres rejser indfangede alligevel noget universelt og historisk ikke helt upræcist om Hollywoods sjæl.
’Babylon’ floppede ved billetlugerne, men der er en vis chance for, at den vil gå over i historien som et underkendt hovedværk – og allerede nu står den som et solidt monument over risikovillighed i en filmby ellers præget af overvejende kunstnerisk stagnation.
Og så turde den slutte lige så vanvittigt, som den startede.
Kan ses på SkyShowtime, Blockbuster, Viaplay m.fl.
9. ‘Spider-Man: Across the Spiderverse’
Det siger en hel del om fortælleglæden, opfindsomheden og hjertet i ‘Spiderverse’-animationsfilmene, at de brager succesfuldt igennem på et tidspunkt, hvor man ellers drømmer sig hen til et andet og fuldkommen singulært univers, hver gang man hører ordet »multivers« optræde i en superheltesammenhæng.
Opfølgeren til den epokegørende ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ levede op til forventningerne og mere til med en svimlende ambitiøs fortælling, der på utrolig vis formår at forene skæbneafsøgende møder mellem hundredvis af multiversets edderkoppemænd (og … Spider-grise og … heste og …) med en jordnær historie om en ung mand, der bare prøver at finde sig selv og et fællesskab.
Den nye instruktørtrio Joaquim Dos Santos, Kemp Powers og Justin K. Thompson holder tungen imponerende lige i munden gennem fortællingen, hvor den nye Spider-Man Miles Morales udfordres af den kamæleonagtige skurk Spot og en ny viden om sin egen historie.
Og så overgår de etteren på det tekniske plan – ‘Across the Spiderverse’ er kort sagt en af de flotteste animationsfilm, der nogensinde er kommet ud af Hollywood.
8. ’Rye Lane’
I en bedre verden ville dette britiske romcom-nybrud have fået en stor biografpremiere og været plastret kommercielt ud over alle byens busstoppesteder, som den tiltrængte genfødsel af ‘Notting Hill’, det repræsenterer.
I stedet er ‘Rye Lane’ mestendels fløjet under radaren for danskerne som streamingtitel på Disney+, men der udfylder den til gengæld rollen som let, men bestemt ikke letbenet, filmfiks helt perfekt.
Dom og Yas bevæger sig begge lidt udtværet rundt i tilværelsen, da deres veje krydses på et herretoilet på et kunstgalleri. Dom tuder ned på sine lyserøde converse all star-sko, da han er kommet til at stalke sin ekskæreste på Instagram. Yas træder hurtigt til som rapkæftet trøster og hiver ham med videre på en tilbagelænet heltefærd rundt i Sydlondons kvarterer. Her hjælper de hinanden med millennial-angst og ekskæreste-konfrontationer, der blandt andet går ud på at stjæle en virkelig vigtig A Tribe Called Quest-lp. I mellemtiden kigger de også forbi burritoboden Love Guac’tually, der vinker til romcom-arven med Colin Firth bag disken.
‘Rye Lane’ viser vejen for, hvordan en romantisk komedie skal se ud i 2023. Kærlig og kompleks. Drømmende og bevidst. Komedien har mere tilfælles med humor fra tidlige Spike Lee-film og Boots Rileys farverige og fabulerende universer end med 00’ernes bleggrynede romcom-masseproduktioner.
Men den skammer sig ikke over at hylde den romantiske komedie. Og den rammer klassikernes favnende sans for hverdagseventyret. Et mirakel i en genre, der i den grad godt kunne trænge til et.
Kan ses på Disney+.
7. ’The Quiet Girl’
Det har været et stort halvår i de danske biografer for sanselige skildringer set fra barnets perspektiv med film som ‘Dalva’, ‘Tori & Lokita’, ‘Close’, ‘Aftersun’ – og ’The Quiet Girl’.
Colm Bairéads irske, Oscar-nominerede film handler om den niårige pige Cáit, der bor med sin fordrukne far, hårdt prøvede mor og et væld af søskende i en landsby i 80’ernes Irland. Familien er fattig, og for at lette byrden sendes Caít til at bo hos morens mere velstillede kusine og dennes mand over sommeren.
Mødt med noget så simpelt som omsorg og kærlighed får den fåmælte pige gnisten tilbage i øjnene, mens man stadig fornemmer et uudtalt traume i både hendes bagage og familien, hun flytter ind hos. Det formidler den unge Catherine Clinch med ufattelig sjæledybde og præcision i en både smuk, hård og hjertevarm film, der lavmælt illustrerer, hvilken forskel en hæderlig opvækst gør for et barn.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster m.fl.
6. ’The Fabelmans’
Man kan godt mene, at det er navlepillende, når Steven Spielberg laver en to en halv time lang film nært baseret på sin egen barndom som gryende filmelsker med en flegmatisk mor og en uventet skilsmisse.
Men når man piller så charmerende og livsklogt i navlen, som Spielberg gør med ’The Fabelmans’, får man et fripas. Og når Hollywood-legenden lykkes med det autobiografiske projekt, skyldes det også, at filmen ikke kun handler om film. Det er et ømt og lunefuldt portræt af en uperfekt familie set gennem en teenagers nogle gange klarsynede, andre gange naive øjne. En familiekrønike, der er overraskende nem at relatere til, selvom man ikke er vokset op i et jødisk miljø i efterkrigstidens USA.
Og ja, så handler det selvfølgelig også om film, og Spielberg viser sin enestående sans for at vække mediets fortryllelse til live i hovedpersonen Sammys første hjemmebryggede optagelser og livsændrende oplevelser i biografsalen. For ikke at glemme den fantastiske slutning med en kort, men mindeværdig cameo fra David Lynch som instruktørmesteren John Ford, der giver Sammy et uvurderligt råd.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio m.fl.
5. ’Sick of Myself’
En uforløst ung kvinder på vej mod de 30, der kæmper med at finde sin plads i en verden, hvor man er noget særligt eller ingenting overhovedet.
I årtiet efter Lena Dunhams ‘Girls’ har millennial-generationens tilpasningsvanskeligheder i voksenlivet været her, der og allevegne. Ikke mindst i sidste års ‘Verdens værste menneske’, der satte coming of age-punktum for Joachim Triers Oslo-trilogi med poetisk 30-års-krise.
Men den norske ‘Sick of Myself’ instrueret af spillefilmsdebuterende Kristoffer Borgli tilføjer en af tidens favoritfortællinger et tiltrængt skud af bestialitet og absurd humor.
Skuespiltalent Kristine Kujath Torp er uhyggeligt godt selskab som Signe, der er kæreste med kunstneren Thomas og ser misundeligt med, mens han bliver interviewet og anerkendt af kultureliten. Selv fantaserer hun om at trække overskrifter, men må nøjes med at servere kaffe, indtil hun får en uhyggeligt livsændrende idé.
‘Sick of Myself’, med den langt sjovere orginaltitel ‘Syk pike’, er et virkelig morsomt advarselstegn om, hvor herligt og kulsort filmkunstens fremtid ser ud i vores skandinaviske naboland.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio m.fl.
4. ’The Banshees of Inisherin’
To surmulerende mænd bliver uvenner på en vindblæst irsk ø i 1923.
Og hvad rager det mig, tænker man let om Martin McDonaghs fortælling, der bestemt ikke lyder lige så sexet som Colin Farrells starpower og filmens mange Oscar-nomineringer.
Men der gemte sig et uventet stort værk om følsomhed nedenunder filmens tykke hjemmestrik, som i sidste ende endte med at tale til en bredere gruppe end nogen skulle have troet. Kritikerrosen gik nemlig hånd i hånd med hyldester på TikTok og Instagram, hvor nøglereplikken »You used to be nice. Or did you never used to be?« pludselig rungede over sadgirl-edits af grønne irske sletter.
‘The Banshees of Inisherin’ førte en hel ny gruppe fans til den irske filmskabers fold, mens den samtidig holdt det kulsorte komediedramas fane højt – med en storspillende genkomst af Colin Farrell og Brendan Gleesons brillante ‘In Bruges’-duo.
‘Du må ikke komme med til min fødselsdag’-retorikken blev til ‘Hvis du dræber mit miniæsel, brænder jeg dit hus ned’, og det var ustyrligt underholdende såvel som en fantastisk kommentar over menneskelig og maskulin barnlighed. For hundrede år siden i Irland såvel som i dag.
Kan ses på Disney+ m.fl..
3. ’Close’
’Close’ kunne meget nemt være druknet i sentimentalitet. Indledningens sommervarme venskabsforhold mellem de to 13-årige drenge Remi og Leo. De begivenheder, der skiller dem ad. Den rystende, altændrende tragedie. Det hjerteknusende efterspil.
Men belgiske Lukas Dhonts Oscar-nominerede drama rammer en hårfin balance mellem tåreperser og manipulation. Relationen mellem Remi og Leo skildres sårbart og ægte, og efterdønningerne af tragedien fremstilles uden de gennemtrådte fremstillinger af sorg og vrede, som man ellers ser så ofte i wannabe-dybfølte film.
’Close’ er en klog og nuanceret fortælling om barndom, uskyldstab og skam, der manifesterer Dhont som et af Europas helt store instruktørtalenter.
2. ’Tár’
‘Tár’ er en besværlig film. Den kan både læses som en reaktionær kritik af cancel-kulturen og som et forsvar for selv samme – og Todd Fields storværk er da også blevet tolket som både det ene, det andet og en hel del midt imellem i de utallige think pieces, filmen blev genstand for i forbindelse med premieren og den følgende Oscar-nominering.
I virkeligheden er det måske det, der gør den særlig. At den insisterer på at stritte imod og pege i flere forskellige retninger, at den kalder på at blive diskuteret inderligt og indædt, samtidig med at den uomstrideligt stikker ud som ambitiøs og insisterende idiosynkratisk filmkunst. Den starter med en 15 minutter lang New Yorker-samtale, for pokker! Den slags film laves simpelthen ikke mere.
’Tár’ var Todd Fields’ første i 15 år, men den var værd at vente på. Og uanset hvad man så ellers måtte mene om den, kommer man ikke uden om, at Cate Blanchett leverer en sublim præstation som stjernedirigenten, der fældes af chikane- og overgrebsanklager, så hendes succesliv styrter i grus.
’Tár’ minder os om, hvordan filmkunst kan forsvare en usympatisk hovedkarakter ved at nuancere og menneskeliggøre hende uden at forsvare hendes gerninger eller moralske kompas. Vi forstår godt, at Martin Scorsese blev imponeret.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay m.fl.
1. ’Aftersun’
Hvad er der med ham, den 11-årige Sophies søde, stille og unge far Callum (Paul Mescal)? Og hvad er det, der sker i løbet af den generiske charterferie til Tyrkiet, foreviget på datterens videokamera, som får den voksne Sophie til at mindes og måske endda genoverveje sit liv?
Spørgsmålene rumsterer, mens man følger de på overfladen prosaiske begivenheder i Charlotte Wells’ brillante debutfilm, og felterne skal man selv udfylde undervejs i en grad, så man mindes om, hvor overfortalte og entydige mange selv kunstnerisk ambitiøse film er i dag.
’Aftersun’ er en film, der sniger sig ind på dig. Til at starte med føles den sommerlet og enigmatisk, måske endda unødigt mystisk. Men spillet mellem den unge debutant Frankie Corio og en utrolig Paul Mescal holder én til ilden, og langsomt indfanges man af deres relation, der føles på én gang sjældent specifik (baseret på instruktørens egne barndomsoplevelser) og universel.
Filmens fortid og nutid smelter sammen. Og mod slutningen rammer den i følelsesregisteret på en måde, så man ikke helt ved, hvad der ramte én. Netop derfor rumsterer den også i hovedet – og i hjertet – længe efter man har set den.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio m.fl.