’The Quiet Girl’: Rørende smukt Oscar-nomineret mesterværk føles som at holde vejret
Jeg græder egentlig ikke så tit. Jeg er vist bare ikke den grådlabile type, hvilket nok skyldes et barndomstraume og en allergi over for vandfast mascara.
Det kom derfor som lidt af et chok, da jeg forleden blev taget som følelsesgidsel og efterladt med åndenød, gåsehud og noget så ukendt som tårer i øjnene. Alt sammen på grund af en film og en tavs pige.
’The Quiet Girl’ er instruktøren Colm Bairéads spillefilmdebut og et smukt og rørende mesterværk, der som den første irsksprogede film nogensinde har fået en Oscar-nominering for bedste internationale film. Og med rette.
I 1980’ernes Irland bor den niårige og fåmælte Cáit med en fordrukken far, en højgravid mor og tre søskende. Her er fattigt, koldt, goldt og omsorgsløst. Solen står op, men har givet op på forsøget om at trænge ind i det grå stenhus. Det eneste, der vokser, er larmende stilhed, frygt for farens ubehagelige udbrud og morens mave.
Med et femte barn på vej er der ikke penge til mad, når faren også skal kunne betale sin flydende kost på den lokale pub. Cáit sendes derfor i pleje hos sin mors ældre kusine Eibhlín og hendes mand Seán hen over sommeren. I bytte for sin datter får den ubehagelige og utilnærmelige far et bundt rabarber. Det synes han vist er en udveksling til hans fordel.
Modsat det kolde og golde hjem er plejefamiliens hjem et sted med sol. Masser af sol. Her vokser grøntsager, og mælk sprøjter ud af de sort- og hvidbrogede køer, men der er ingen børn. Kun et tomt værelse, der minder om fraværet af et. Et værelse og et tomrum, Cáit nu udfylder. Selvom der til tider er en trykket stemning og en listende følelse af noget usagt, vokser kærlighed, varme og omsorg side om side med grøntsagerne. Hun får det værelse, den sommer og de forældre, hun aldrig har haft.
’The Quiet Girl’ ramler lige ind i en smertelig og sorgfuld fertilitets- og familieproblematik. For det er så forbandet urimeligt, hvem der kan få børn, og hvem der ikke kan. Det er så forbandet urimeligt, at nogle forældre skal miste. Og det er hjerteknusende urimeligt, at nogle børn aldrig elskes eller rammes af solen.
Men så må man jo søge solstråler under en anden himmel. For filmen påviser, at det ikke nødvendigvis er biologi, der udløser forælderinstinkt og -kærlighed. Ligeledes kredser den subtilt om erkendelsen af, at der ligegyldigt hvad ligger en indlejret afsked i relationen til et barn – hvad end denne relation har haft en cyklus på 18 år, et helt liv eller én frodig sommer.
’The Quiet Girl’ minder os om, at børn kun er til låns, men at chancen for at de sporadisk løber tilbage i vores arme, kræver ubetinget kærlighed og sol.
Når Cáit løber rundt i solstrålerne under de brede grønne trækroner, og når hun oplever regnen i en sart barnehånd, banker og bløder hjertet. Den raffinerede kameraføringen fanger det sprudlende naturlandskab, de langsommelige Vilhelm Hammershøi-lignende melankoliske og fastfrosne billeder og de fine og ualmindeligt overbevisende ansigtstræk hos den niårige hovedperson.
Hun kan som ingen anden få sine øjne til at skifte farve fra håbefuld krystalblå til sorgmodig mørkeblå, hvilket indkapsler filmens intense spændingsfelt mellem det smukke ukomplicerede og en ulmende pinsel. Med sådanne fortællende øjne savner man ikke ord. Eller som plejefaren Seán påpeger: »Hun siger så meget, som hun behøver at sige«.
Kærligheden kan ligesom pigen være stille. Som når plejemoren reder hendes kastanjebrune hår igennem med 100 strøg, eller når plejefaren i tavshed lægger en småkage til hende på bordet, inden han forlader køkkenet. Et barn skal aldrig være nødsaget til at bede om omsorg eller kærlighed. Det skal have friheden til at placere sig i stilheden, men aldrig lide i den.
’The Quiet Girl’ føles som at holde vejret. Der, hvor man ingenting kan sige, men kan mærke alt. Og i den store udånding vælter både luft, følelser og filmens mest sandfærdige ord ud af munden på Cáit – mens gråd vælter ud af publikum.
Kort sagt:
Colm Bairéads spillefilmdebut er et rørende, smukt og stille mesterværk, der grådfremkaldende viser, hvad det vil sige at beskytte og elske et barn – og hvorfor man skal føle sig heldig, når solen rammer ens hud.