’Close’ er et lille mesterværk om menneskets allerstørste følelser
Leo og Remi er så tætte venner, at de er som brødre. De leger krig, løber gennem de belgiske blomstermarker, spiser spaghetti med hinandens familier – og om aftenen, inden de skal sove, lægger de sig i den samme seng og fortæller hinanden eventyr om at flyve til Månen.
Men da de to 13-årige starter i de store klasser efter sommerferien, kommer der en kile mellem dem. Særligt den lyshårede, delikate Leo bliver udspurgt om sin seksualitet. Er han sikker på, at han og Remi ikke er mere end bare venner?
Der er jo ikke andre drenge, der er så tætte?
Skolegårdens drillerier får Leo til gradvist at tage mere og mere afstand fra sin bedste ven. Men at nægte Remi kærligheden danner så stort et sår i ham, at det får fatale konsekvenser.
Den 31-årige instruktør Lukas Dhont er en fremadstormende stjerne, som alle, der går i biografen for at opleve andet og mere end to timers selvforglemmelse, bør holde øje med.
Debutfilmen ’Girl’ om en transkønnet ballerina fik premiere på Cannes-festivalen i 2018, mens ’Close’ sidste år tog fra Cannes med en Grand Prix-pris og siden blev Oscar-nomineret som bedste internationale film.
Selvom temaerne i Dhonts film er nogle af de heftigst debatterede – kønsdysfori, maskulinitet og homofobi – bliver han aldrig, hverken i debutfilmen eller her i dette blomstrende følsomme værk, insisterende. Værket hæver sig over tidsligheden og de nemme løsninger.
I stedet er ’Close’ interesseret i at undersøge det enkelte menneskes erfaring med sit eget køn, og det er en befrielse, at den slags kan gøres uden løftede pegefingre.
Hele tiden holder Dhont historien tilbage, og det skaber billeder inde i en selv. Som strålerne i horisonten en tidlig morgen skaber billeder af solen for ens indre. Filmen er fyldt med mellemrum, med alt muligt usagt, der kun optræder i blikkene og kroppene. Det betyder, at historien iltes, gærer over og vokser videre inde i dig.
I ’Close’ skal de to små, skrøbelige drenge lære at blive voldsomme mænd. Det er der elementer af tvang i, som da Leo starter til ishockey, bliver interesseret i fodbold for at passe ind med de andre, blåklædte drenge. Det er svært at se drengen smide følsomheden, men man tænker også undervejs, at han lige så godt kan være ved at finde sig selv, mens han grinende løber om kap med de andre rødder.
Fotografen Frank van den Eeden holder kameraet i nærbilleder, der viser Remi og Leos storspillende mimik og indre drama. Lyssætningen har bittesmå nuancer af forskellige grader af gul, orange eller køligt blå over barneansigterne, som det filter, der roterer rundt i ens eget følelsesliv.
Årets gang i blomstermarken er symbolsk. Planterne blomstrer, rives op med rode, mejetærskes, plantes igen. Cyklussen i familiens landbrug bliver også en cykles for en kærlighedsproces, der beskrives lige så fint og ulideligt genkendeligt som i ’Call Me by Your Name’.
Også her er det i musikken, solstrålerne og naturens frodighed, at man oplever den voldsomme livslyst.
Wong Kar-wais kærestesorgsmesterværk ’Happy Together’, hvor en mands hjerte knuses og langsomt, langsomt heles igen, er også en film, ’Close’ leder tankerne hen på, om end den er langt mere stilfærdig i sin cinematografi.
Marcel Proust skrev, at dét, der adskiller den store kunst fra de deciderede mesterværker, er, at mesterværket bliver til i mødet med sit publikum. Den store kunst er på en anden måde lukket om sig selv, den forklarer sig selv og er sig selv nok.
At se ’Close’ er både at genkalde egne, store oplevelser med den buldrende kærlighed til et andet væsen, det er at møde sit eget uskyldstab i folkeskolen og skammen over, at man ikke altid gør det, der er rigtigt. Det er et svært og rørende møde med sin egen første sorg.
’Close’ er et mesterværk.
Kort sagt:
Har du nogensinde elsket nogen, tabt dem og haft svært ved at komme dig over det, skal du se ’Close’. Hvis du stadigvæk har kærestesorger eller savner den bedste ven, du mistede kontakten til, så skal du tage rigeligt med kleenex med i biografen. I ’Close’ er dine egne følelser og erfaringer nemlig den tredje hovedrolle, og det gør det til en uforglemmelig filmoplevelse.