‘Girl’: Et øjenåbnende drama om en transkønnet balletdanser
15-årige Lara presser sig selv og sin krop til det yderste. Hun træner ballet på højt plan og er lige startet på Belgiens mest prestigiøs balletskole med dertilhørende høje krav. Og så er hun transkønnet og i gang med at blive udredt til en kønsskifteoperation fra mand til kvinde.
»Jeg tror ikke, du ved, hvor modig du er. Er du klar over, at du er et forbillede for mange mennesker?« spørger Laras far Mathias (Arieh Worthalter) hende en aften, da en grædefærdig Lara søger støtte hos ham. »Jeg har ikke lyst til at være et forbillede. Jeg vil bare være en pige«, svarer Lara spagt.
Scenen er fin og øm og kærlig og indfanger i et perfekt øjebliksbillede essensen af ’Girl’. Faren vil bare have, at hans datter er glad. Det er det hele. Men ligesom nok så meget ros og opbakning ikke kan kurere nogen fra en depression, kan hans ord alene ikke gøre Lara tilpas i hendes egen krop.
Man kan næppe forestille sig en film, der går tættere på sin hovedperson. I badet og til balletundervisningen og ind i de allerhemmeligste øjeblikke. Intet er for privat. Heller ikke når hun taper sit køn fast i skridtet for at fremstå mere som en kvinde i sin stramme balletdragt. Kameraet viger ikke fra Lara, når hun piruetter rundt og rundt på dansegulvet på blødende tæer i scener, der genkalder nærværet fra Darren Aronofsky ’Black Swan’.
Lara spilles med sublim ømhed og ærlighed af den kun 17-årige Victor Polster. Utroligt nok er det balletdanserens debut som filmskuespiller. Instruktør Lukas Dhont castede efter sigende 500 drenge og piger til rollen, men fandt først sin hovedrolleindehaver, da han begyndte at finde dansere til filmen. Med sine kun 27 år er Lukas Dhont selv noget af en sensation som spillefilmdebutant. ’Girl’ vandt flere priser ved sidste års Cannes-festival, hvor den deltog i underkonkurrencen Un Certain Regard.
Modsat hvad man kunne forestille sig, er modstanden i ’Girl’ ikke manglende støtte fra hendes forældre eller en Lektor Blomme-agtig balletmester, der repræsenterer forstokkede fordomme om transkønnede. Hendes far udviser hende enorm kærlighed, lægerne bakker op om hendes kønsskifte, og balletskolen indvilliger uden nøkker i at lade hende danse som ballerina.
Ja, det eneste uundgåelige men er, at hun bliver nødt til at gøre en ekstra indsats, fordi hendes fødder ikke er blevet ordentligt trænede i at danse ballerinaens trin. Det er hårdt arbejde, men kan hun bare være tålmodig og holde til det, så kan hun opnå lige det, hun drømmer om.
Lukas Dhont har baseret historien på en autentisk transkønnet balletdanser, som han har haft tæt samarbejde med om filmen. Og det er lidt af en genistreg at lade en historie som denne udspille sig i balletverdenen. Den ekstremt hårde og disciplinerede træning tydeliggør visuelt og smertefuldt Laras daglige kamp mod og med sin krop. Det højner ligeledes indsatsen, for det er klart fra første scene, hvad Lara risikerer at miste.
Det er den store historie i den lille, drømmen mod realiteterne. Men man forstår godt Lara og hendes utålmodighed efter at blive kvinde inderst som yderst.
For nok foregiver verden at støtte hende, men det er i de små ting, at hun må kæmpe for at passe ind. Pigerne på balletskolen lader til at være ligeglade med hendes køn, men under en hjemmefest på balletskolens kollegium, tvinger de hende til at afklæde sig. I en af filmens mest ubehagelige scener udspørger en af pigerne hende igen og igen: »Er du en dreng, eller er du en pige?«
Kort sagt:
’Girl’ er et sublimt velspillet og øjenåbnende drama om at passe ind i sin egen krop.