25. Amber Mark ’Bliss’
»My soul is shining«, synger Amber Mark et sted og beskriver dermed i virkeligheden denne sublime r’n’b-perle perfekt: Det er en sang, der får sjælen til at skinne.
24. Wet Leg ‘Ur Mum’
Overlad det til britiske Wet Leg at forvandle en god, gammeldags din-mor-joke til årets måske mest underholdende diss-track.
23. Muna ‘Anything But Me’
Ikke siden Taylor Swifts ‘We Are Never Ever Getting Back Together’ har det været så sjovt at slå op med nogen som på Munas teenage-nostalgiske, Haim-klingende ‘Anything But Me’.
22. Piri & Tommy ‘On & On’
Pop og klubmusik danser pardans for tiden, men få formår at få fusionen til at klinge så smittende, som Piri og Tommy gør med drum’n’bass-nummeret ‘On & On’.
21. Two Shell ‘Home’
Danske Chinah var ganske vist ikke helt tilfredse, da den engelske klubduo Two Shell samplede deres sang ‘Away From Me’ uden at spørge om lov.
Men tilsat galoperende breakbeats og boblende effekter er denne chipmunk-fortolkning af det fem år gamle hit umulig at stå stille til.
20. JID ‘Crack Sandwich’
Sangen om søskendekærlighed, vi ikke vidste, vi havde brug for.
Her fortæller JID historien om sine seks brødre og søstre, der voksede op på skinkemadder og sloges uafbrudt, men som alligevel stod sammen, når angrebet kom udefra som i sangens voldelige, autentiske klimaks.
19. Hyd ‘Only Living For You’
Sangen vores fremtidige robotherskere vil lytte til, når de for første gang kan mærke kærligheden strømme igennem deres metalliske kroppe.
18. Bad Bunny feat. Bomba Estéreo ‘Ojitos Lindos’
Ingen – som i ingen – er større end Bad Bunny lige nu.
‘Ojitos Lindos’ viser hvorfor: En smaskforelsket reggaeton-duet med Liliana Saumet fra det colombianske electro-band Bomba Estéreo, der kombinerer de to stilarter på fascinerende vis.
17. Willow ‘Maybe It’s My Fault’
Poppunk, psykedelisk rock, nu-metal. Willows femte album havde lidt af det hele, og på den eksplosive ‘Maybe It’s My Fault’ kaster vores nye yndlings-TikTok-rocker sin kærlighed over … Deftones?
16. GloRilla + Hitkidd ‘F.N.F (Lets Go)’
Først Muna, her GloRilla: Det har været et virkelig godt år for sange, der får breakups til at lyde som noget, der skal fejres, som var det nytårsaften.
15. Rina Sawayama ‘This Hell’
Var der nogen, der sagde Eurovision? ‘This Hell’ er så storladen og teatralsk en popsang, at man næsten kan smage grandprix-glitteret og se koreografien for sig.
Albummet ‘Hold The Girl’ skuffede os en smule, men denne sang er der absolut intet galt med.
14. The 1975 ‘Part of the Band’
Der er to gode grunde til, at ‘Part of the Band’ finder vej til denne liste.
1. Det charmerende, organiske lo-fi-udtryk, der med akustiske guitarer og Matty Healys forvrængede falset vækker mindelser om Bon Iver.
2. Den måske mest Matty Healy-agtige linje til dato: »I like my men like I like my coffee / full of soy milk and so sweet, it won’t offend anybody«.
13. Phoebe Bridgers ‘So Much Wine’
Giv Phoebe Bridgers en gængs julesang som ‘Have Yourself a Merry Little Christmas’, og hun tilføjer den en nyfunden melankolsk dimension.
Giv hende en i forvejen melankolsk julesang som The Handsome Familys ‘So Much Wine’, og hun suger al juleglæden ud af dig på vidunderlig vis.
12. Stromae ‘L’enfer’
Stromae har kæmpet med angst og selvmordstanker i flere år, og det indre mørke har smittet af på hans musik. Som på den sitrende, storladne ‘L’enfer’, hvor en destruktiv kraft knitrer og knager under popsangens ydre. Det her er dyster pop til angstgenerationen.
11. Sudan Archives ‘Selfish Soul’
Det modsatte af angstpop må være Sudan Archives’ ‘Selfish Soul’, der er én stor fejring af inklusion, kropslig diversitet og, i sidste ende, livet selv. Sæt den på, når alt ser sort ud, og den vil give dig håbet tilbage.
10. Taylor Swift ‘Anti-Hero’
Taylor Swifts bedste popsmasker siden ‘Blank Space’?’Anti-Hero’ er i hvert fald alt det, et Swift-hit skal være: Selvironisk, ørehængende og ikke mindst humoristisk.
9. Fontaines D.C. ‘Jackie Down the Line’
‘Jackie Down the Line’ var første smagsprøve på Dublin-gruppens tredje og hidtil bedste album, og den selvhadende single viste sig at være en perfekt introduktion til det mørke, mere modne ‘Skinty Fia’.
8. Ice Spice ‘Munch (Feelin’ U)’
Hendes rappernavn er velvalgt, for ingen lød mere kølig end Ice Spice i 2022.
7. Kendrick Lamar ‘The Heart Part 5’
Inden udgivelsen af sit femte album gav Kendrick os en slags ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ i komprimeret form. Som overturen til den store opera, der fulgte.
6. Steve Lacy ‘Bad Habit’
Prisen for årets mest uventede megahit går til Steve Lacy for med denne forførende, men også gammeldags r’n’b-sang at få TikTok til at eksplodere.
Flere sange som ‘Bad Habit’ på hitlisterne i 2023, tak.
5. Yung Lean feat. FKA Twigs ’Bliss’
Over et glitchende beat samplet fra en sovjetisk postpunk-sang fra 80’erne glider den svenske kultrapper ind og ud af tracket, alt imens han rapper om at sniffe lim og om at leve livet som Pauly D fra ’Jersey Shore’.
Men kronen på værket er en løssluppen FKA Twigs, der kanaliserer samme utæmmelige energi som på dette års ‘Caprisongs’.
‘Bliss’ forener to af tidens mest uforudsigelige og excentriske kunstnere, og sammen sprudler de af overskud, livsglæde og frem for alt kemi.
4. Beyoncé ‘Alien Superstar’
På den ene side er denne sveddryppende klubbanger med sit utrættelige beat og sin ‘I’m Too Sexy’-interpolering som skræddersyet til dansegulvet.
På den anden siden får vi mod slutningen også en spoken word-passage reciteret af den afdøde amerikanske forfatter Barbara Ann Teer, der tilslutter sig Beyoncés budskaber om selvkærlighed og om at omfavne sine unikke karaktertræk.
Det går rent ind. Ikke mindst fordi Beyoncé på dette triumferende kærlighedsbrev til ballroom-kulturen udstråler så meget »bad bitch«-energi, at man til sidst selv føler sig lidt for fornem til vores ydmyge verden.
3. Caroline Polachek ‘Sunset’
Caroline Polachek har en unik forståelse for, at popmusik skal sælge en drøm. En drøm om noget perfekt, noget skinnende og smukt. I dette tilfælde en slags solbeskinnet ferietilværelse med dertilhørende forelskelse.
Det lyder næsten som den fantasi, luksushotellerne i ‘The White Lotus’ lover sine gæster. »No regrets«, synger Polachek og kaster sig ud i den perfekte illusion lidt som Jennifer Coolidge i seriens anden sæson. Det hele er kunstigt. Men det gør ikke noget.
2. Rosalía ‘Despechá’
Rosalía udgav årets bedste album, og denne sang var ikke engang med på det. ‘Despechá’ er egentlig bare en TikTok-bid, der blev så populær, at den spanske popstjerne næsten ikke kunne andet end at udgive en fuld version.
Resultatet er en sprudlende, sommerlig sang, der lyder spontan, sorgløs og improviseret. ‘Despechá’ lyder som et eventyr, der skal lige til at begynde, og som kan ende hvor som helst.
På den måde indkapslede sangen ikke bare Rosalías største styrke – flersidigheden, uforudsigeligheden – men var også et perfekt eksempel på, hvordan popmusik fungerede i 2022. Nemlig som en omskiftelig, ustabil størrelse, der aldrig står stille; en bølge, der skal surfes. Det er ingen bedre til end Rosalía.
1. SZA ‘Blind’
Hvis Lana Del Rey har vist os, at generationsdefinerende sangskrivere ikke behøver at være aldrende mænd, har SZA demonstreret, at det er på tide at betragte r’n’b-artister på lige fod med repræsentanter fra alle andre genrer.
For hendes nye album, ‘SOS’, føles som et karrieredefinerende værk – og ‘Blind’ står som sangen, der stærkest indkapsler, hvorfor hun er så speciel.
SZA skildrer her en person, der er både usikker og fuld af selvtillid; træt af forhold og dømt til evigt at vende tilbage til den samme type mand; resigneret og vred; livstræt og sulten. Kæresten taler om børn, SZA tager fortrydelsespiller. Det hele er kaotisk, pinligt, menneskeligt.
‘Blind’ er en skildring af, at livet finder sted uden for det absolutte. I halve realtioner, uartikuleret begær og tøvende følelser. Det er en sang om at gennemskue, hvor umuligt det hele er.
I omkvædet synger SZA igen og igen at hun er blind, men sandheden er faktisk, at få kunstnere leverer lige så meget selvindsigt. Derfor fortjener hun at blive set som en af sin generations vigtige sangskrivere.