SZA kaster en håndgranat halvvejs gennem ‘SOS’ – det er en milepæl for moderne r’n’b

SZA kaster en håndgranat halvvejs gennem ‘SOS’ – det er en milepæl for moderne r’n’b
SZA. (Foto: Sony Music)

Det første, du hører på SZA’s længe ventede album ’SOS’, er et morsesignal. Derpå mågeskrig. Og så et nødblus, der bliver affyret.

Måske op mod himlen som et råb om hjælp. For sårbarhed er et centralt tema på Solána Imani Rowes første fuldlængde i fem år. Dét og så en tålmodig og rå modernisering af amerikansk r’n’b, ligesom det var tilfældet på hendes albumdebut, ’Ctrl’, i 2017.

Med fortryllende flow og inderlighed synger hun om at længes efter mænd, der har gjort hende ondt. Hun ved godt, at det ikke er sundt, men det er sådan, det er.

Eller måske er nødblusset et mordvåben. Skudt lige ind i brystet på en troløs kæreste. For SZA er ikke kun sårbar, hun er også hævngerrig.

Allerede på andet nummer, ’Kill Bill’, fantaserer hun om at slå sin eks ihjel. En uskyldig sag med blød elbas, skramlede trommer og en fængende melodi, som smager af blodtørst.

Det er et tidligt eksempel på, at ’SOS’ ikke bare holder sig til elegant r’n’b i tænksomt mellemtempo, men også søger i andre, mere poppede retninger.

Uanset den musikalske retning kredser SZA dog konstant om konflikten mellem et uforbederligt hjerte og jagten på selvværd.

Hun har så let ved at tappe guld af det tema, at det er blevet til 23 sange her. Det vidunderlige er, at ingen af dem virker forkrampede, de er skrevet med rolig og selvsikker hånd.

Nogle steder er hårde og kropslige. På den svampede ’Seek & Destroy’ er omkvædet så trykstærkt, at man ikke kan sidde stille.

»Do it to you, do it to you«, synger hun i energiske rytmemønstre. »I had to do it to you«. Gøre hvad? Såre den, man elsker. Det lyder som den besættelse, kærlighed og had er.

Andre steder er mere direkte dystre. Som den forslåede ’Low’ med dybere toneleje, glitchede synthflader, trap-hi-hat og en overspændt bas på bristepunktet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men ud over en række perler i krydsfeltet mellem r’n’b og rap – leveret med alsidige flows og virtuos tilstedeværelse – er ’SOS’ særligt interessant, fordi SZA kaster en håndgranat halvvejs gennem albummet.

På ’F2F’ – fuck to forget – lyder hun pludselig som Avril Lavigne. Kort efter synger hun countrypop som en anden Carrie Underwood på ’Nobody Gets Me’. Og finder sin indre Justin Bieber frem på sovekammerballaden ’Special’.

Et opportunistisk raid på hitlisterne? Næh. Snarere et bevis på, at kunstnere, der er vokset op i 00’erne, som det naturligste i verden surfer mellem den gamle verdens genrekasser.

Der var måske en tid, hvor r’n’b-sangere ikke kunne lyde som Avril Lavigne. Den tid er ovre.

’SOS’ nedbryder endnu flere grænser, end SZA har gjort før. Her er der både plads til gæstevers fra Travis Scott og Phoebe Bridgers. Til gospelkor og elguitar. Til hiphoppere, hipstere og poptimister.

Det er dybt vand, hun har kastet sig ud på med en spilletid lige under 70 minutter. Måske kunne man have luget lidt ud på sidste halvdel, efter popgranaten er sprunget og dens statement leveret.

Men det er modet til at afsøge forskellige udtryk og lade tiden gå, der gør, at SZA kommer så dybt ned i konflikten mellem åndssvage fyre og et endnu mere åndssvagt hjerte.

Hun kan formidle svære følelser med den smidigste stemme, der veksler mellem uforsonlighed, sensualitet, fortvivlelse og frihed. Det er vildt hypnotiserende.

Hvis man kun udgiver et album hvert femte år, må der altså godt være noget at tygge på. Og henrives over. Blive lidt lykkelig af. Det er der alt sammen på ’SOS’.


Kort sagt:
’SOS’ kommer til at stå som en milepæl for moderne r’n’b. Ikke kun fordi SZA er en fænomenal sangskriver, men fordi hun er lige så nådesløs over for sig selv, som hun er over for genren.

SZA. 'SOS'. Album. Sony Music.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af