De største albumskuffelser i 2022

Det var ikke alle udgivelser fra 2022, som levede op til vores forventninger.
De største albumskuffelser i 2022
Jack Harlow. (Foto: Urban Wyatt/PR)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Rina Sawayama ‘Hold the Girl’

Undskyld mig, men var I ikke ellevilde med Sawayamas debutalbum fra 2020?
Jo, vi elskede det! Den japansk-britiske popstjernes debut var vidunderligt kompromisløs i sin genremæssige pærevælling af alt fra Britney Spears-agtig 00’er-pop til hårdtslående nu-metal.

Men på efterfølgeren holder Sawayama sig langt hen ad vejen til én ting: Overdådige popbrag, der kunne have fundet vej til en Eurovision-finale.

Okay, så ‘Hold the Girl’ er en mere konventionel popplade. Big deal. Det samme er ‘Crash’ af Charli XCX, som I gav fem stjerner. Hvorfor må Charli, når Sawayama ikke må?
Fordi Charli med ‘Crash’ overbeviste om, at hun selv uden eksperimenterende udskejelser er en af tidens bedste popsnedkere. Derimod drukner selv de bedste numre på ‘Hold the Girl’ til tider i pailletkjoler og grand prix-glitter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Stormzy ‘This Is What I Mean’

Når Tyler, the Creator forlader rap til fordel for melodiske, dybtfølte kærlighedssange, kalder I det hans hovedværk. Når Stormzy gør det samme, kalder I ham kedelig. Hyklerisk much?
Måske. Men ‘This Is What I Mean’ er både endimensionelt og en kende idéforladt. Musik behøver ikke at være forudsigeligt, bare fordi sangene handler om følelser. Det er netop Tylers kreative ‘Igor’-album jo et bevis på.

Jeg synes, Stormzy fremstår som en rigtig charmør her.
Mener du i sangen ‘Fire + Water’, hvor han hvisker »Give you orgasms / more than you can fathom«? Virkelig? Alright, whatever works for you. Vi får dog ikke ligefrem røde kinder, når Stormzy sætter farten helt ned, og nærmest hvisker sine tekster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Drake ‘Honestly, Nevermind’ og ‘Her Loss’

‘Honestly, Nevermind’ er Drakes mest radikale stilskifte i karrieren. Var det ikke et frisk pust?
Jo og nej. Pluspoint til Drake for overhovedet at turde udgive et album så dybt forankret i deephouse-genren som ‘Honestly, Nevermind’, der med sine sengeknirkende beats er lige så uforudsigeligt, som ‘Certified Lover Boy’ var kedeligt.

Desværre fungerede de færreste af house-eksperimenterne som sange – og på mange punkter (*host* teksterne *host*) er Drake jo stadig fuldstændig den samme som før.

Og hvad så med ‘Her Loss’? Det var sgu’ da et godt album!
Tjo, Drake og 21 Savage er i fin form på deres fællesalbum. Der sker bare heller ikke noget nyt her.

Derudover bliver linjerne til tider nærmest komisk eksplicitte – som når Drake på ‘Hours In Silence’ rapper »she askin’ why haven’t I nut / I didn’t know we in a rush«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Christine and the Queens ’Redcar les adorables étoiles’

I kårede Christine and the Queens-nummeret ‘People, I’ve Been Sad’ som årets bedste sang for bare to år siden. Hvad gik der galt?
Vi er lige så forvirrede, som du er. Men af en eller anden grund genopfandt Chris i år sig selv som skikkelsen Redcar og tog i samme omvæltning livet af sin ellers så krystalklare popmusik på dette yderst pudsige corona-album.

Jeg gik ellers lige og glædede mig til at se ham på næste års Roskilde Festival.
Bliv endelig ved med det. Kataloget bugner trods alt stadig af glimrende popsange – der er bare ikke mange af dem på ‘Redcar les adorables étoiles’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Brockhampton ‘The Family’

Vent, udkom der ikke to Brockhampton-album i år?
Jo, det gjorde der. Først ‘The Family’, som var gruppens stort opslåede sidste album nogensinde, og så ‘TM’, der udkom dagen efter, og som bestod af en række skrinlagte indspilninger fra sidste års sessioner i Ojai, Californien.

‘Sidste album nogensinde’ lyder vigtigt. Hvorfor var det skuffende?
Fordi det reelt set ikke er et Brockhampton-album. Det er et Kevin Abstract-soloridt, der ser tilbage på gruppens år sammen.

‘The Family’ er isoleret set en forfriskende hårdtslående plade. Men havde det ikke været mere forløsende at sætte det sidste punktum med et egentligt Brockhamptom-samarbejde frem for med et glorificeret soloalbum fra frontmanden?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Rex Orange County ‘Who Cares?’

I skrev selv, at ‘Who Cares?’ var en forbedring over major label-debuten ‘Pony’. Hvordan kan albummet så være en skuffelse?
Fordi det alligevel er milevidt fra Alexander O’Connor aka Rex Orange Countys elskelige, teenageangst-inducerede soveværelsespop fra de to første album.

På ‘Who Cares?’ har O’Conner stadig ikke fundet kreativt fodfæste efter ophøjelsen til stjernestatus og slår i stedet lejr i en tuttenuttet komfortzone.

Jeg synes altså, at det her album er skidehyggeligt.
Og vi er enige! Omtrent lige så hyggeligt som baggrundsmusikken på en finurlig feinschmecker-kaffebar, faktisk. Problemet er bare, at den slags sjældent efterlader det store indtryk, når du forlader kaffebaren igen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Jack Harlow ‘Come Home The Kids Miss You’

Først Drake, så Jack Harlow. Hvorfor skal I absolut hate på tidens mest succesfulde rappere?
Fordi Harlow ikke har én eneste spændende ting at sige på sit andet studiealbum. Her er det tydeligt, at Harlow primært er interesseret i at dominere hitlisterne med formularisk rapmusik.

Nå ja, og i at score Dua Lipa.

Har I slet ikke noget pænt at sige om det her album?
Jo, produktionerne er faktisk helt okay.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Mitski ‘Laurel Hell’

Men Mitski er jo en af vor tids bedste sangskrivere!
Jep, og det er sådan set også den eneste grund til, at et album som ‘Laurel Hell’ kan være en skuffelse. For det er jo ikke som sådan et dårligt album. Men lige akkurat i Mitskis tilfælde havde vi bare forventet mere.

Hm, fair nok. Så fortæl mig, hvorfor ‘Laurel Hell’ ikke er lige så godt som hendes andre album.
Fordi meget af appellen ved både ‘Puberty 2’ og ‘Be the Cowboy’ var Mitskis spontanitet, der tillod hvert et nummer at brede vingerne ud.

På ‘Laurel Hell’ er Mitski derimod i fuld kontrol. Sangskrivningen er præget af en overdrevet detailstyring, og på den måde mister vi en vigtig del af Mitskis dna. Sangene bliver mindre levende – og ‘Laurel Hell’ ender med at blive en enslydende oplevelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af