Mitskis ‘Be the Cowboy’ er en modig og kompleks hudfletning af kærlighedens genveje og omveje
28-årige Mitski Miyawaki udfordrer musikkritikkens gængse (og trætte) truismer – om indierockens krav på autenticitet, for eksempel – med et værk, der på den ene side bliver beskrevet som stærkt autentisk og i øjenhøjde med levet liv og svære følelser, men som samtidig (og omvendt?) indlysende trækker på andet og mere end sangerindens egne autentisk opsamlede erfaringer.
Der er en brudlinje mellem det Mitski lyder som – en hudløst ærlig kronikør af tosomhedens og ensomhedens forbrændte eller forfrosne landskaber – og det slet skjulte spilfægteri, der til tider titter frem fra den dygtigt konstruerede facade af weltschmerz og uforsonlige identitetskampe.
Et glimrende case in point er videoen til hittet ’Your Best American Girl’ fra den fremragende forgænger, ’Puberty 2’ (2016), der bekendte kulør som en ramsaltet og morsom-selvbevidst kommentar til (og kritik af) de all-American idealer, Mitski med sit japanske ophav (og sin omflakkende tilværelse i det hele taget) har en særlig adkomst til at hudflette. Når Mitski i små doser smiler køligt eller lyner med øjnene, er det som om hun lader os vide, at det alt sammen er en forestilling.
Det er så til gengæld en forbandet god forestilling. En forestilling, hvor hun vrider alle tænkelige vinkler ud af de tilsyneladende uendelige kombinationsmuligheder af problematikker parforholdet og mødet mellem elskende kroppe kan kaste op. En af sangene på ’Be the Cowboy’ – et i øvrigt interessant valg af albumtitel, Metoo-tidsalder in mente – hedder sågar ’Me and My Husband’. Bare for god ordens skyld: Mitski er altså ikke gift med nogen som helst.
Mitski udfordrer måske nok vaneforestillingen om indiemusikerens autenticitet, men det er ikke det hele. Hun belyser et virkeligt vidtfavnende spænd af følelser – de fleste af dem så afgjort af negativ karakter – men også med adskillige tonale udsving. Fra det romantisk tryglende over det vredt passionerede til dét toneleje, hun mestrer bedre end alt andet: det no-bullshit-kølige.
Der er noget nærmest urovækkende nøgternt over hendes lyrik (og sangforedrag), der konstant får hendes sange til at eksistere i et sært spændingsforhold mellem det stærke vidnesbyrd og en følelsesnivellerende distance. Hun foretrækker at insinuere frem for at insistere.
’Be the Cowboy’ består af 14 sange skudt af fra hoften (cowboy-metaforikken må være på sin plads her) på bare 33 minutter. Mitski kerer sig ikke stort om vers-omkvæd-vers og andet tingeltangel fra pop- og rockmusikkens instruktionsbøger.
Mange af bidragene har karakter af skyggefulde vignetter eller pludselige eksplosioner af liv og lyst, der så fader ud inden genkendelsen træder for tydeligt frem. Når lytteren tænker ’Dét er sgu en god melodistump, den der’, så kan man næsten være sikker på, at sangen tager et venstresving – uden at kere sig om at vende tilbage til udgangspunktet.
Førstesinglen ’Geyser’ er rammende for albummets stil med sin tre-sange-i-én-struktur, hvor bevægelsen fra a til b så afgjort er mere lineær end cirkulær.
’Geyser’ leger med en emo-tilgang, der ikke er dækkende for musikken på resten af albummet. Emmen af 90’ernes alternative rock (der var medbestemmende for æstetikken på ’Puberty 2’) er så godt som udrenset fra Mitskis nye udtryk, der til gengæld byder på større musikalsk variation: Hun leger med et disco-groove på ’Nobody’ (med et ironisk twist, for sangen er sørgelig som ind i helvede), mens ’Remember My Name’ byder på både glinsende synths og skærende guitar. Men vi finder også blæsere, håndklap og klaverballader strøet med løs hånd.
’Washing Machine Heart’ og ’A Horse Named Cold Air’ hedder to af sangene, og de to titler viser meget godt Mitskis evne til at bruge metaforer for de brændende og frysende menneskelige intimdramaer – centreret om altid aktuelle emner som begær, kærlighed, ensomhed og dødelighed – hun fremmaner bedre end de fleste.
Musikalsk er det dog som om hun tøver med at skubbe sine ideer over målstregen i form af færdigformede sange.
»I need something bigger than the sky«, synger hun på ’Remember My Name’. Men hun lader ikke sådan for alvor sine egne sange indtage den surrogatfunktion. Med sangene på ’Be the Cowboy’ gør Mitski ikke rigtig et forsøg på at ramme de højere luftlag (læs: at skabe den – næsten – perfekte sang), i stedet tror hun fuldt og fast på, at proces og resultat er to sider af samme sag. For lytteren kan det til tider være frustrerende, at det fastholdte øjeblik ofte lyder som et blot og bart øjebliksbillede, der mangler nogle finpudsninger for at tone helt rent.
Uanset om intentionen bag er ærlig eller kunstfærdig eller begge dele, er det som om flere af sangene forsvinder mellem fingrene på én, når man forsøger at holde dem fast. Mitski er som en turist – i sit eget liv, såvel som i sit værk – evigt på udkig, men bange for at blive stående.
Kort sagt:
’Be the Cowboy’ er en modig og kompleks hudfletning af kærlighedens og ensomhedens genveje og omveje i en rodløs kvindes indre landskaber. Det er som om Mitski skaber fiktioner i forsøget på at kortlægge sig selv. Det kommer der er et lyrisk interessant og musikalsk dynamisk udtryk ud af, men sangene undviger lidt for ofte at samle sig som helstøbte, mærkbare statements. Mitski stiller sig tilfreds med flygtige fornemmelser, og man kan til tider savne, at hun slår en holdbar, håndgribelig bro mellem afsender og modtager.