Mitskis intimdramaer er alt andet end pubertære
»I am the fire and I am the forest/ and I am a witness watching it«.
Identitetsforvirringen er tilsyneladende total på den japansk-amerikanske sangerindes pudseløjerligt betitlede nye album. Mitskis emnekreds overskrider så langt det tidlige teenagestadium.
Ovenstående lyrikbid (fra slutnummeret ’A Burning Hill’) er dog lige så meget et udtryk for 24-årige Mitski Miyawakis betragtelige kunstneriske rummelighed, som den kommer til udtryk på et album, der især er kendetegnet ved en umærkelig, nærmest flydende overgang mellem lykke og ulykke som to tilstande, der konstant spejler sig i hinanden eller vrider sig ud og ind af hinandens favntag.
Mitski har en fremragende evne til ikke at forfladige sin lyrik med udsagn, der er for forhippede på at sende et budskab, fremmane en provokation eller hive en forudsigelig respons ud af sin lytter.
Bevares, hun nærmer sig det politiske på singleudspillet ’Your Best American Girl’, der synes at tage udgangspunkt i den internationalt opdragede japanske piges kamp for at vinde accept som amerikaner, ekspliciteret gennem forholdet til en »all-American boy«, hvis mor »wouldn’t approve of how my mother raised me«. Der ligger en skærende kritik af det hvide normal-Amerika i sangen (og dens medfølgende video), men virkningen er forløsende og morsom på en selvbevidst måde. Omkvædet bruser og snerrer som Breeders eller Weezer i midt-90erne.
Mere typisk for Mitski er ’Once More to See You’, hvor hun finder fine billeder til at illustrere kærlighedens push-and-pull mellem tænding og tvivl: Linjen »I saw the setting sun on your neck/ and felt the taste of you bubble up inside me«, afløses af: »If you would let me give you pinky promise kisses/ I wouldn’t have to scream your name atop of every roof in the city of my heart«. Bag det næsten ekstravagante billedsprog gemmer der sig en ægte frustration: Hvorfor lader han mig ikke komme tæt på?
Inspirationen fra 90’ernes feminine alternative rockscene – fra Throwing Muses over Liz Phair – kan være nok så oplagt at dvæle ved, men i virkeligheden er Mitski sin helt egen: Hendes musikalske valg strejfer skiftevis det indadvendte og det intense, og produktionen søger sjældent ind i blindgyder af hverken det for potente, for polerede eller for demonstrativt DIY-agtige.
Mitski finder bestandigt interessante måder at iscenesætte sine intimdramaer på. Et trommemaskine-loop støder op mod en arrig saxofon på ’Happy’ og akustisk guitar stryger sig op ad sært susende synths på ’A Burning Hill’. ’Thursday Girl’ og den doo-wop-svalende ’I Bet on Losing Dogs’ er som St. Vincent-sange, hvor syrligheden og ironien er holdt oppe af en dybtfølt undren. Det er dog ikke kun lyrikken og de fascinerende arrangementer, der oppebærer albummet: Mitski er som sangerinde i stand til at kommunikere et væld af komplekse følelser.
’Puberty 2’ er alt andet end pubertær. Det er et skønhedssøgende manifest for den spjættende livskraft i en romantisk enspænder.
Kort sagt:
Fans af Angel Olsen, Waxahatchee og St. Vincent vil ikke gå galt i byen med japansk-amerikanske Mitski Miyawakis forbløffende selvsikre nye album, der veksler fornemt mellem musikalsk intensitet og kølighed og med stor lyrisk panache beskriver almengyldige teenagefølelser i spændet mellem passion og angst. De fascinerende arrangementer og Mitskis komplekse vokalpræstationer fuldbyrder et album med en storartet, men strittende skønhed.