‘Come Home the Kids Miss You’: Én ting redder Jack Harlows nye album fra bundkarakter

‘Come Home the Kids Miss You’: Én ting redder Jack Harlows nye album fra bundkarakter
Jack Harlow. (Foto: Urban Wyatt/PR)

Et gammelt råd til aspirerende forfattere er: »Write what you know«.

Altså at tage udgangspunkt i egne erfaringer og oplevelser, når man skriver. Det bør selvfølgelig ikke ses som en stringent doktrin, men som rettesnor kan det hjælpe til at give relativt hurtig adgang til et tredimensionelt univers, hvor der er et rigt følelsesliv, og alt bliver beskrevet med relativt god indsigt i, hvad det drejer sig om.

Der er dog også nogle nævneværdige ulemper, denne fremgangsmåde kan føre med sig. Først og fremmest, at det ikke leder til særlig interessante værker, hvis man ikke lever et særlig interessant liv. Og her ser vi det helt store problem med Jack Harlows ellers dramatisk betitlede andet album, ‘Come Home the Kids Miss You’.

Det er en skildring af et liv uden de store problemer – et album, hvor succesen med hiphop ikke står i kontrast til dengang, hovedpersonens liv var præget af desperation, men derimod i kontrast til, at det sgu egentlig er lidt besværligt at ses med en pige, der ikke er klar til, at paparazzierne tager billeder af dem sammen.

Albummet er ikke et ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy-‘-style takedown af konsekvenserne af berømmelse. Det er en stribe selviscenesættende linjer, til tider krydret med en italesættelse af dette eller hint aspekt af berømmelse, der er mere træls, end det er fedt.

Jeg skal selvfølgelig ikke påstå, at Roskilde Festival-aktuelle Harlow aldrig har oplevet noget, der er værd at skrive sange om. Men det er i hvert fald det indtryk, jeg får, når jeg lytter til hans nye album.

Bevares, jeg kræver ikke, at alle sange er dybe og indadskuende. Jeg elsker en festbanger lige så meget som den næste, og Jack Harlows bedste kvaliteter er klart hans tilbagelænede attitude og venskabelige tone. Han virker som en, der ville være fed nok at hænge ud med til en fest. Men jeg ville kede mig til den fest, hvis Harlows nye album var soundtracket.

Hans forsøg på citerbare linjer er ofte platte onkeljokes. Linjer som »She a vegan, but she still tryn’ eat ya’« er bare en klassisk dårlig herretoiletjoke (der gerne snart må dø), og »You can find my namе besides ‘Smooth’ in the thеsaurus« er så udkørt en måde at rose sig selv på, at det er sådan noget, Marvelous Mosell ville sige for bevidst at være corny.

Som vokalist er Jack Harlow også bare virkelig begrænset. Ikke at hans gæster bringer deres A-game eller noget, men selv når Lil Wayne laver »Shit«-punchline nr. 117 på ‘Poison’, eller når Pharrell kækt siger »Mmm, but do it jiggle though?« på ‘Movie Star’, er der så meget mere personlighed, end Jack Harlow har noget sted på tracklisten.

Harlows konstante nonchalance i vokalen gør, at han har formået at lave et helt nummer, hvor han fantaserer om at komme i kanen med Dua Lipa, uden at han rent faktisk formår at lyde som om, han har lyst til sex.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På ‘Side Piece’ er hele pointen endda, at forholdet, han beskriver, ikke er det vigtigste forhold i verden – bare en pige han ser ved siden af sin »main chick«. Og han sælger på intet tidspunkt, hverken som lyriker eller vokalist, hvorfor vi skulle gå op i at høre på det.

Lidt mere entusiasme ville gøre underværker. Men det er som om, Harlow insisterer på, at hele albummet skal være i den samme monotone chill-vibe. Hvilket sikkert er fint som baggrundsmusik til en grillfest, men som en dedikeret lytteoplevelse er det dødssygt.

Produktionerne redder lige akkurat albummet fra en bundkarakter.

Musikken på ‘First Class’ oser af den luksuriøse livsstil, teksten beskriver. Klaveret og kontrabassen på ‘Talk of the Town’ er en rigtig stilfuld introduktion til albummet. Blæserne på ‘Nail Tech’ giver albummet en snert af tiltrængt intensitet. Og reggaebeatet på ‘I Got a Shot’ er et forfriskende pust – vi ser ikke nok af den slags i mainstreamhiphop.

Men hvis jeg skal høre et album af en rapper, synes jeg helst, rapperen skal være værd at høre på. Og det er Jack Harlow på ingen måde.


Kort sagt:
Nogle overraskende gode produktioner ledsager den ene bøvede punchline efter den anden i et lyrisk univers, der besynger et liv, hvor der øjensynligt aldrig sker noget interessant.

Jack Harlow. Album. Atlantic.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af