Rina Sawayamas debutalbum er uforfalsket 00’er-pop, der bruger et hvert givent øjeblik på at sige »her er jeg!«
Max Martins slagkraftige, inficerende poplyd definerede 00’ernes og slut-90’ernes musikalske landskab som få andre, og den kritiske konsensus er for længst blevet, at svenskeren er en af popmusikkens største producere nogensinde.
Men når hans mange hits med eksempelvis Katy Perry, Backstreet Boys eller Britney Spears modtager deres fortjente ros, sker det i højere grad på baggrund af håndværket end på baggrund af indholdet. Hans über-kommercielle stil giver kun sjældent plads til tænksomme udforskninger af dybere temaer, men det er jo ikke fordi, der er noget intrinsisk ved hans lyd, der er årsag til dette.
Max Martin har ikke bidraget til Rina Sawayamas debutalbum ‘Sawayama’, men hans skygge står klart over det. Det er uforfalsket, velpoleret popmusik fra start til slut, der bruger et hvert givent øjeblik på at sige »her er jeg!« – som resultat deraf er det intet under, at jeg siden albummet udkom konstant har haft et roterende udpluk af tracklisten på hjernen.
Rina Sawayama er dog på ingen måde blot endnu en Britney Spears eller Katy Perry. Både lyrisk og instrumentalt benytter hun mange muligheder for at dreje og omfortolke, hvad denne kraftige poplyd kan bruges til.
Tag en sang som ‘Chosen Family’. På overfladen kunne det lyde som en typisk popballade om at overkomme problemer gennem selvværd, lidt a la Christina Aguileras ‘Beautiful’. Og det kunne skam have været acceptabelt, selv hvis lyrikken var lige så vag som på Aguilera-hittet, for melodien er catchy, og produktionen er knivskarp. Men Sawayama bruger denne let genkendelige lyd til i stedet at skrive en hyldest til sine venner i LGBTQ+-miljøet, som hun føler så meget nærvær til, at hun ser dem som en familie.
Eller tag den nok mest pastelfarvede popsang, ‘Paradisin”. Det er en nostalgisk sang om Sawayamas barndom, men den får lidt ekstra oumph af, at teksten konstant henviser til virkelig specifikke ting fra Sawayamas egne minder. Det føles personligt, og det gør, at jeg føler et vist nærvær med Sawayama, som jeg sjældent føler med 00’er-forbilledernes musik.
Noget af det, der gav Max Martin-æraens popsange deres øjeblikkelige pang-kvalitet, var brugen af heftige, frembrusende riffs, der egentlig ikke ville være usete i hardrock – dog selvfølgelig under pæn popbehandling. Tænk blot på den let genkendelige, overraskende hårdkogte instrumentation på ‘Everybody (Backstreet’s Back)’ eller ‘Oops!… I Did It Again’.
Med assistance af det eklektiske producertalent Clarence Clarity skruer Sawayama dog tydeligt op for hardrockinspirationen på mange tracks. Der går nærmest nu-metal i den på versene til ‘STFU!’, og numre som ‘Who’s Gonna Save U Now?’ og ‘XS’ har også langt tungere guitar, end man finder i en gængs popsang.
Men der er altid fokus til stede – hardrockelementerne søger ikke at skabe et kaotisk, genremixende vanvid a la det, eksempelvis Poppy har skabt ved at blande metal og popmusik. Rettere er det konstant for at understøtte sangskrivningen, der altså først og fremmest er pop af reneste kaliber.
Hvis et hook lige står lidt stærkere af at have noget tung guitar på sig, så bliver det hevet frem – og hvis den Mariah Carey-klingende dansegulvbasker ‘Love Me 4 Me’ lige kræver en Prince-kanaliserende guitarsolo for at give det afsluttende omkvæd ekstra vægt, så får den det.
Når Clarity og Sawayama lægger musikalsk puslespil, lader de sig ikke afskrække af, at ingredienser stammer langt fra den 00’er-pop, som albummet overordnet indkapsler – så længe de effektivt kan gøre, at popsangene popper endnu mere. Derfor er ‘Sawayama’ et popalbum fyldt med identitet, karakter og idiosynkrasier, der gør, at håndværket ikke blot er imponerende – det er også forfriskende.
Kort sagt:
Rina Sawayamas debutalbum trækker åbentlyst på 00’ernes mest kommercielle popmusik, men hun tilfører det en emotionel dybde og instrumental legesyge, der giver hendes sange deres helt egen identitet.