Poppys popmetal knuser murene, der adskiller modsatrettede musikgenrer
I 2018 udgav den amerikanske electropopsanger og tidligere Youtuber Poppy albummet ‘Am I a Girl?’. De to sidste tracks på det album vakte en del opmærksomhed: ‘X’ og Grimes-samarbejdet ‘Play Destroy’ kombinerede Poppys pastelfarvede poptoner med hårdtslående instrumentation hentet fra alternativ metal.
Jeg forstår, at det er en lyd, der splitter folk. For mens jeg personligt er fascineret af den veleksekverede dynamik i de stilmæssige kontraster, kan jeg godt forstå, hvis andre finder sådan en sammensmeltning af Hot Topic og kawaii en kende belastende. Men selv var jeg ganske lykkelig, da jeg fandt ud af, at denne kombination ville være kendetegnende for en del af Poppys videre output – og nu som egentlig fokus på hendes nye album.
Poppy kalder selv ‘I Disagree’ for post-genre. Den betegnelse kan ved første øjekast virke lettere prætentiøs, da det er ganske let at pege på, hvad hun trækker på. Der er lidt powerpop hist, lidt metalcore her, noget electro-industrial ét sted og noget dreampop andetsteds. Men den betegnelse har altså alligevel fat i noget. For albummet formår at have en samlende identitet. Den bløde, lettere Tame Impala-lydende psychpop-ballade ‘Nothing I Need’ sidder midt imellem numre, der kanaliserer henholdsvis White Zombie og The Chemical Brothers. Og alligevel føles det ikke malplaceret. Ja, jeg tænkte knap nok over, hvor aparte en inklusion, den rolige ‘Nothing I Need’ var, da jeg hørte albummet første gang.
Poppy skaber ikke særlig tit denne sammenhæng gennem elegante, gradvise overgange – oftest er hun glad for at udnytte den chokfaktor, der let kan opstå, når der er et pludseligt stilskift. Sammenhængskraften opstår i stedet fordi Poppy og hendes producere åbenlyst har stor dynamisk bevidsthed. Albummet skifter lyd, når det er tiltrængt – eller når kontrasterne får noget særligt spændende frem i hinanden. Derfor føles ‘I Disagree’ frisk gang på gang.
At værket har sammenhængskraft er dog selvfølgelig kun værd at bemærke, hvis musikken er god i første omgang – og det er den! ‘I Disagree’ er en rutsjebanetur i modsætningernes verden – nærmest som om albumtitlen refererer til interne uenigheder i musikken.
Det er uenigheder, der skaber spændingspunkter og forløsninger, men intet sted forhindrer disse musikalske uenigheder Poppy i at være stilbevidst. Når hun går Marilyn Manson i bedene på ‘Anything Like Me’ er det ligeså veludført, som når hun senere på samme nummer slår over i et vemodigt stykke underspillet dreampop. Det er som om, håndværket bag en velsammensat, tight popsang her bliver overført til en genrekrydsende metalregnbue – og det er vældig imponerende.
‘I Disagree’ er et album, der konstant formår at berige mine smagsløg på nye måder – ikke bare for hvert track, men for hvert minut. Det er det eneste album, jeg nogensinde har hørt, der indeholder elementer af både Ghost, Cocteau Twins, XXXTentacion, The Beach Boys og Korn, og ganske imponerende får ‘I Disagree’ alle de indflydelser til at være yderst tilfredsstillende i kontekst af hinanden.
Kort sagt:
Poppy bryder genrenormer på ‘I Disagree’ – ikke blot i forholdet mellem pop og metal, men mellem et utal af stilarter, der har eksisteret på tværs af det seneste halve århundrede. Det er en rutsjebanetur, der aldrig står stille, men som bliver ved med at være frisk hele vejen igennem.