1. Saya ‘Played Out’
Toronto-opkomlingen Sayas ‘Played Out’ har det hele: Reggaeton-rytmer, snerten af hiphop og et underlag af selvbemyndigende pop. Man ænser næsten ikke, at power-singlen faktisk er et breakup-nummer. ’Played Out’ stammer fra Sayas kommende ep ’Sugarcoated’, der lander den 6. september.
2. Nicki Minaj ‘Barbie Dreams’
Nicki Minaj-sæsonen er over os. Rapdronningens nye album ’Queen’ er karrierens hidtil bedste, hvorpå man finder ’Barbie Dreams’: Et lemlæstende, humoristisk diss-track rettet mod alle de rappere, Minaj ikke er interesseret i at have sex med.
Hør sangen på Spotify HER.
3. Rina Sawayama ’Cherry’
Japanskfødte, London-baserede Rina Sawayama røg en tur på vores Breakin’ Sound-liste i starten af året med debut-ep’en ’Rina’ som rygstød. Nu står queer-sangerinden klar med den kirsebærsøde ’Cherry’, der udfordrer heteronormativitet og genreafgrænsninger med et eklektisk miks af electropop, r’n’b og j-pop.
4. SOB X RBE ‘Vibes’
Det er ikke mere end fem måneder siden, at Vallejo-kvartetten SOB X RBE slap debutalbummet ’Gangin’, der bugnede af spændstigt affjedrede Bay Area-sange med ofte uortodokse sampling-valg. Mønsteret ruller ufortrødent videre på ’Vibes’, hvor Yhung T.O og Slimmy B lægger linjer over et smooth beat, der sampler Majid Jordans ’Body Talk’. ’Vibes’ er fra gruppens kommende ’Gangin II’, der eftersigende udgives i år.
5. Cat Power ‘Woman’
Cat Power bryder seks års studiepause med albummet ’Wanderer’ den 6. oktober, og forleden delte hun pladens første rigtige single efter det kun lidt over ét minut lange titelnummer, som tikkede ind sammen med albummets annoncering. ’Woman’ har Lana Del Rey med som korhjælper på det melodisk rockede nummer, hvis video er instrueret af Greg Hunt.
6. Kurt Vile ’Loading Zones’
Man skal kun skue et lille år tilbage for at finde Kurt Viles seneste album, men det var i ledtog med Courtney Barnett. Solovingerne, der imidlertid har holdt ret stille siden 2015, ser dog heldigvis ud til at være flyvefærdige atter engang med den landevejsrockede ’Loading Zones’. Endnu intet officielt nyt om et soloalbum fra Vile, men mon ikke noget er på trapperne.
7. Elle Teresa ‘Kira Kira’
Man behøver ikke kunne det mindste japansk for at nikke med på Elle Teresas ’Kira Kira’, der sætter sin helt egen sukrede Tokyo-twist på melodisk Atlanta-rap, inden den forvilder sig ud i totalsmadret Soundcloud-bas og technicolor-tintede linjer om alskens stoffer. Kald det j-(t)rap.
8. Lauren Faith ’Just a Little’
Selv om navnet Lauren Faith måske ikke ringer en klokke, har talentet puslet på bagrækkerne som sangskriver for blandt andre Craig David og Kaytranada, der nu producerer Faiths ’Just a Little’: En debutsingle, som drypper af Kaytranadas kronisk bouncy terræn af r’n’b, house og pop og Faiths dampede vokal.
9. Christine and the Queens ‘5 Dollars’
Videoen til Christine and the Queens’ ’5 Dollars’ er både hverdagslig og normbrydende. Den franske sangskriver, sangerinde og producer bag projektet, Héloïse Letissier, klæder sig dansende på foran spejlet i androgyne klæder, mens storladne trommer og 80’er-pop mødes i skøn forening. Selv beskriver Letissier videoen som »’American Gigolo’ med et twist«.
10. Ariana Grande ’Breathin’
Ugens (eller rettere månedens) popbrag er landet i Ariana Grandes splinternye album ‘Sweetener’, hvor sangtitler som ’Pete Davidson’, Grandes forlovede, trækker overskrifter. Alligevel er det tracket ’Breathin’, der funkler stærkest. Det er et progressivt og storladent popnummer, der forstår at lægge den ideelle bund til Grandes højtravende power-vokal.
Hør sangen på Spotify HER.
Læs også: Hør ugens fem vigtigste nye album – bl.a. Ariana Grande og Mitski