Nicki Minaj kroner sig til ‘Queen’ på karrierens hidtil bedste album
Når man selvsikkert kalder sit album ’Queen’, sætter man sig selv under pres. Og så er det aldrig helt vildt heldigt, når singlerne flopper og det store statement-album bliver udskudt fra juni til august.
Nej, de seneste måneder har været lidt pressede for Nicki Minaj, især fordi Cardi B’s skygge stadig hviler over 2018. De to kvindelige New York-rappere har småbeefet lidt, og det har været svært ikke at tolke Minajs nye album som et forsøg på et genetablere sig selv som, ja, dronningen.
Så er det bare uheldigt, at Cardi-singlen ’I Like It’ har været et af årets helt store sommerhit, mens Minajs egne sange ikke har haft samme gennemslagskraft. Popsangen ’Bed’ med Ariana Grande og trap-bangeren ’Rich Sex’ med Lil Wayne var begge ret generiske genreforsøg.
Den seneste tid er sprækkerne i facaden blevet tydeligere. Minaj gik grassat på en fan, der havde kritiseret hende på Twitter, og så blev albummet udskudt hele to måneder – efter sigende fordi Tracy Chapman ikke ville frigive et sample (den Chapman-samplende sang kom ikke med på albummet, men er siden udgivet alene).
Men nu er albummet her, og det gør i dén grad klart, hvorfor Minaj valgte den skråsikre titel. For det her er et magtfuldt album, der imponerer rent lyrisk og aldrig taber fokus, selv om det samtidig stritter i mange retninger.
Vi får serveret stærke lyriske magtdemonstrationer i ’A Milli’-kategorien (singlen ‘Chun Li’, den selvsikre ‘LLC’), dancehall-rap (‘Ganja Burns’, ‘Coco Chanel’) og ømme kærlighedssange, der tør tackle dybere følelser, end vi normalt er vant til hos Nicki Minaj, som den stærke ‘Come See About Me’.
Og så er der ’Barbie Dreams’. Vi bliver simpelthen nødt til at snakke om, hvor vanvittig den sang er.
Nummeret er et cover af Biggies ’Just Playing (Dreams)’ fra 1994, der var en ret så macho gennemgang af alle de r’n’b-sild, han gerne ville i seng med. Lil Kim remixede sangen på sit debutalbum ’Hard Core’ fra 1996 og vendte allerede dengang rundt på det kønsmæssige perspektiv. Men det, der sker her, er noget helt, helt andet.
I Minajs geniale og ekstremt humoristiske fortolkning handler sangen nemlig mest af alt om, hvor lidt hun gider have sex med alle de her »little rappers«, som hun kalder dem. Det er både et diss af alle fra Drake og DJ Khaled til ekskæresten Meek Mill, men det er også en slags roast af rapper-personaen som sådan.
’Barbie Dreams’ er nok det bedste eksempel på den legesyge og overlegenhed, der dominerer hele ’Queen’.
For lige så forudsigelige som ’Bed’ og ’Rich Sex’ var, lige så underligt geniale er poprap-sange som ’Good Form’ eller det helt tunge Foxy Brown-samarbejde ’Coco Chanel’, hvor New York-rap møder caribiske rytmer. Swae Lee fra Rae Sremmurd dukker også op til en fantastisk skæv trap-hybrid på ’Chun Swae’, der lyder anderledes end noget andet rap, jeg har hørt i år.
Det er desværre ikke alle gæsterne, der fungerer lige så godt som trap-sangeren Swae Lee og 90’er-ikonet Foxy. Eminems fjollede raprobot på ’Majesty’ er ikke (som Nicki Minaj udtalte for nylig) et af »de bedste vers nogensinde«, men en mindre katastrofe, der bare ikke passer ind i det her univers. Marshall Mathers føles som en gæst, der er gået ind til den forkerte fest.
Ariana Grandes omkvæd på ’Bed’ er til gengæld lige så samlebåndsagtigt som popsangernes nyeste solosange er unikke. Det viser samtidig, at Minaj stadig har problemer, når hun skal inkorporere mere rendyrket pop i sin lyd.
Men det er mindre fejltrin på et album, der står som Nicki Minajs klart bedste og mest helstøbte til dato. Hun har aldrig lydt bedre end her, for på de foregående udgivelser havde hun altid svært ved at forene sine mange personligheder. Var den karismatiske ‘Anaconda’-Nicki den samme, der lavede samlebåndsballader som ‘Pills & Potions’?
Men siden 2012-albummet ‘Pink Friday: Roman Reloaded’, der nærmest var delt op i en EDM-del og en trap-del, er New York-rapperen blevet bedre og bedre til at forene de mange sider til ét udtryk. Og det har resulteret i karrierehøjdepunktet ‘Queen’, der gør sig fortjent til sin titel.
Kort sagt:
Presset var stort på Nicki Minaj, efter hun selvsikkert døbte sit nye album ‘Queen’ og derefter så en række singler floppe. Men albummet er faktisk den magtdemonstration, titlen antyder: Nicki er uforudsigelig, skarp og på alle måder overbevisende. Det her er hendes klart bedste album hidtil.
Læs også: Nicki Minajs ‘Barbie Dreams har lige kastreret din yndlingsrapper