TENDENS. Der var nok mange, der fik sig lidt af en overraskelse, da Drake i juni udgav ‘Honestly Nevermind’. Ikke fordi albummet landede ud af det blå, det er vi vant til. Men fordi det nærmest udelukkende består af deep house-beats og en Drake, der crooner sig igennem de elektroniske lydlandskaber.
Lidt en uventet drejning. Drake har altid haft et kompliceret forhold til genre, men ‘Honestly Nevermind’ var alligevel et plottvist af de større.
For et par uger siden udgav Beyoncé så sit 7. studiealbum ‘Renaissance’, og – surprise – også her var hendes vanlige r’n’b’en skiftet ud med et komplekst net af referencer til og inspirationer fra især sort, queer klubkultur i USA.
Hvad sker der?
Hvordan i alverden kan det være, at to af tidens største og mest toneangivende kunstnere på nærmest samme tid beslutter sig for at dykke ned i klubmusikken?
En logisk udvikling
Måske er det ikke så mærkeligt, at Drake og Beyoncé finder housemusikken frem fra pladehylderne. De seneste par år har været præget af en seriøs 80’er- og disco-revival med navne som Dua Lipa og The Weeknd i front.
Housemusikken og festmiljøerne omkring den stammer i høj grad fra discoen og 80’ernes klubkultur, så at nutidens musikstrømninger naturligt bevæger sig videre til house er næsten et logisk skridt.
Generelt har klubmusikken sine op- og nedture i mainstreamen. Start-10’erne var rimelig danseheftige (tænk LMFAO, Lady Gaga, Katy Perry og Swedish House Mafia). Her flød hitlisterne over med mere eller mindre primitive house-inspirerede numre, indtil hiphoppen tog over som den dominerende musikkultur.
Så måske er det bare tid til en slags revival – herhjemme har flere rappere som Gilli, Branco og især det nye stjerneskud D1ma flirtet med klubmusikken.
Måske er det heller ikke helt tilfældigt, at denne her tendens opstår lige efter en lang periode, hvor klubberne har været lukkede, og vi ikke har kunnet danse i flok (og så snakker vi ikke mere om det).
Kigger vi på det rent historisk, opstår house og disco jo også nogenlunde samtidig med, og i de samme kulturer, som hiphoppen, så kulturelt er der ikke langt mellem de respektive genrer, selv om man måske synes, at de musikalsk ligger langt fra hinanden.
Genre som kunstnerisk greb
Men det her handler nok ikke kun om, at tendenser kommer og går. Det handler også om, at genre i internetalderen ikke længere er en rammesætning, men mere et kunstnerisk greb – en tendens som netop Drake og Beyoncé har været forgangspersoner for.
Drake har fra starten af karrieren haft et løst forhold til genre, men især på ‘More Life’ (2017) begyndte han at male med en meget bred pensel. Det var i øvrigt også her, han første gang flirtede med klubmusikken.
For Beyoncé står ‘Beyonce’-albummet og især ‘Lemonade’ som vendepunkter, hvor hun ikke længere lod sig binde af en forpligtelse til pop- og r’n’b-lyden, men i stedet omfavnede et mere eksperimenterende forhold til, hvad der kunne lade sig gøre – pludselig stod country- og rocksange side om side med r’n’b-ballader og trap-bangers.
På den måde markerer de to superstjerner et kulturelt skift i vores forhold til genre.
Når Drake og Beyoncé pludselig kaster sig ud i housemusik, handler det ikke kun om, at det er en trend, men også om, at genremarkører er blevet et værktøj (eller måske, i Drakes tilfælde, et legetøj), man bruger til at udtrykke noget bestemt – fremfor et afgrænset felt man bevæger sig indenfor.
Skal vi danse?
Det er derfor svært at spå om, hvorvidt det her er en ægte trend eller et lyn, der er slået ned i to kunstnere samtidig.
Er det Drake og Beyoncé, der igen er på forkant med de kulturelle strømninger, eller handler det mere om, at de to kunstnere har udviklet sig til et par musikalske omnivorer, der gør (og fortærer), hvad der passer dem?
Kommer de til at kører videre i samme musikalske rille? Formentlig ikke. Elefanten i rummet er jo, at de måske begge havde brug for at prøve noget nyt. Det kan vi jo alle have brug for en gang imellem.
I Drakes tilfælde virker ‘Honestly, Nevermind’ som et slags musikalsk pusterum i den uendelige strøm af indhold, han har skubbet ud de seneste par år, mens Beyoncé på ‘Renaissance’ bruger housemusikken til at hylde og dykke ned i en meget bestemt subkultur, nærmest som en kunstnerisk øvelse.
Det gør, at de her to album godt kan føles som engangsforestillinger.
Dermed ikke sagt, at house/klubmusikken som trend ikke er reel nok. Det kan sagtens ske, at vi får en bunke album, der dyrker house-lyden – om ikke andet fordi folk skæver til Drake og Beyoncé. Det ville jo i den grad ikke være første gang.
Dua Lipa har sagt, at hendes kommende album »føles som en bevægelse videre fra ‘Future Nostalgia’«. Læg i det hvad du vil.
Men i Drake og Beyoncés tilfælde ville jeg ikke være overrasket, hvis de hurtigt vendte tilbage til mere vante rammer. Eller gjorde noget helt tredje. Dét er i grunden nok mere sandsynligt, end at de bliver hængende på klubben.
Og hvem har ikke altid ønsket sig et singer/songwriter-album med Drake?