Troede du, at Beyoncés nye klubalbum ikke var politisk? Så har du ikke dykket ned under overfladen

Selvfølgelig er der en politisk dimension, når Beyoncé så bevidst dyrker overset, sort dansemusik. Albummets samples, samarbejdspartnere og inspirationskilder fortæller en klar historie.
Troede du, at Beyoncés nye klubalbum ikke var politisk? Så har du ikke dykket ned under overfladen
Beyoncé. (Foto: Genevieve Tate)

KOMMENTAR. Man hører tit, også i nutidens klubkultur, at dansegulvet skal være et frirum. Et safe space, hvor alle er lige. Hvor der, i hvert fald i teorien, ikke findes diskrimination og krænkelser.

I praksis er det måske ikke så glasklart, hvorfor der jo også eksisterer ting som dørmænd, regler og retningslinjer på klubber og til fester. Men forestillingen om det ideale dansegulv er lige så gammel som klubkulturen selv.

Det er derfor, diverse minoriteter og udsatte grupper på globalt og historisk plan har været draget til fest- og klubkultur. Det har været et fordromsfrit fristed, hvor man kunne være – sig selv.

I USA har Detroit, Chicago, New York, Miami, Atlanta og utallige andre byer haft miljøer præget af personer fra diverse blandt andet seksuelle og etniske minoriteter, som har lagt fundamentet for massevis af elektroniske klubgenrer, musikalske begivenheder og kulturelle bevægelser.

Det er den exceptionelt indflydelsesrige – men ofte oversete – strøm af især sort, queer festmusik, som Beyoncé har kastet sig ud i på sit nye album ’Renaissance’.

Albummet handler om fest, sex og dans. Det er et umiddelbart, fysiskt værk, tænkt som et »safe place«, hvor man kan »release the wiggle«, som Beyoncé har beskrevet det med en formulering, der er lånt fra den queer New Orleans bounce-legende Big Freedia (som samples på singlen ’Break My Soul’).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Spontant, festligt, liderligt, dansevenligt. Er Beyoncés første soloalbum i seks år dermed ikke politisk?

Måske ikke på overfladen. Men selvfølgelig er det politisk, når Beyoncé hylder og fremhæver overset sort dansemusik. Sangene på ‘Renaissance’ er ikke apolitiske, bare fordi de handler om sex. Snarere tværtimod.

Samples fra den oversete, sorte dansemusik

’Renaissance’ er, naturligt nok, blevet sammenlignet en del med Drakes ligeledes klubmusik-orienterede 2022-album ’Honestly, Nevermind’, men i virkeligheden føles Beyoncé-pladen mere beslægtet med et album som Kendrick Lamars ’To Pimp A Butterfly’.

For begge går i dialog med forskellige grene af sort, amerikansk musikhistorie. Begge er en »master class in Black music studies«, som Vulture har kaldt ’Renaissance’.

Men hvor Kendrick Lamar orienterede sig mod musikgenrer som funk, soul og jazz, retter Beyoncé blikket mod den mere oversete sorte dansemusik. Man kunne måske sige: Kendrick kiggede mod den etablerede kanon; ’Renaissance’ forsøger at fremhæve de oversete strømninger.

Og det gør Beyoncé med en arkæologs sans for historie og med en arkivars grundighed. Listerne over sangskrivere, credits og producere på ’Rennaissance’ er nærmest længere end sangteksterne selv, fordi albummet er så propfyldt med samples og samarbejdspartnere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den her artikel ville blive absurd lang, hvis alle skulle nævnes, så her kommer bare et lille udvalg for at illustrere mangfoldigheden.

’Rennaissance’ starter med et loopet stemmesample af Memphis-rapperen Princess Loko, albummets anden sang, ’Cozy’, låner af Chicago-houselegenden Lidell Townsell, det tidligere nævnte New Orleans bounce-ikon Big Freedia samples på singlen ’Break My Soul’, det klassiske Triggaman-sample dukker op på ’Church Girl’, og ’Pure/Honey’ sampler en hel række af New York-house som blandt andet ’Cunty’ af drag queenen og housemusik-artisten Kevin Aviance.

Som sagt: Det her er kun smagsprøver. Men de viser forhåbentlig, hvor grundigt Beyoncé har gravet i de gamle klubmusikkasser. Dermed placerer hun ‘Renaissance’ i krydsfeltet mellem et væld af tidligere dansemusik fra oversete sorte artister.

Musikhistorien har det med at udviske de artister, der grundlægger de lyde, der senere bliver allemandseje. Pionererne bag musikalsk innovation, der ikke sjældent kommer fra minoritetsgrupper, bliver glemt.

Den fejl vil Beyoncé rette op på: Hendes nye album insisterer på at mindes de musikalske forløbere, der har lagt genregrundstenene.

Det politiske dansegulv

Når sangene bevæger sig over i genrer som ballroom-venlig 90’er-house (‘Honey’/’Pure’), afrobeats (’Move’), Miami bass (’America Has A Problem’), trap (’Thique’), disco (’Cuff It’, ’Virgo’s Groove’), New Orleans bounce (blandet med gospel på ’Church Girl’!) og så videre, gør de det altid ved hjælp af samples og samarbejdspartnere, der anerkender de stilretningers rødder.

Som når discostemningen på ’Cuff It’ er lavet i samarbejde med legender som Sheila E. og Nile Rodgers, eller når ’Cozy’ ikke bare sampler to Chicago-housenumre fra 90’erne, men også har den nutidige Chicago-musiker Honey Dijon med ombord som producer.

Eller når Beyoncé ikke bare sampler ballroom-bangeren ’Cunty’ af Kevin Aviance på ’Pure/Honey’, men også låner dén kulturs sprog i teksten til ’Alien Superstar’, der allerede er blevet et meme: »Category: Bad bitch / I’m the bar«.

Beyoncé forankrer bevidst ‘Renaissance’ i en musikalsk tradition. Ligesom hendes allerede legendariske Coachella-optræden i sin tid indsatte hendes sange i en dybere, afroamerikansk musiktradition, digter det nye album videre på en tradition for sort dansemusik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I Soundvenues anmeldelse af albummet påpegede vores skribent Malthe Hjort, at ’Renaissance’ ikke kunne være mere forskellig fra ’Lemonade’. Hvilket passer, hvis man tænker på albummets lyd og stemning. Men de to værker har det tilfælles, at de udforsker og fremhæver sort musikhistorie i USA.

Det gør dem begge til politiske statements. Bare på vidt forskellige måder.

‘Renaissance’ er ikke, som ‘Lemonade’ var, en stringent, sammenhængende fortælling. Men snarere et forsøg på at gøre dansegulvet til det utopiske frirum, det ifølge klubmusikkens kosmologi kan være. Albummet påkalder den sorte dansemusiks aner for at skabe det ultimative frirum.

Det er også derfor, det i høj grad er politisk at synge så eksplicit og løssluppent om sex, som Beyoncé gør på albummet. Det kan hun netop, fordi der er etableret et rum uden fordomme og uden restriktioner. Et rum, hvor man kan være sig selv. Som hun synger på ‘Church Girl’, idet sangen går fra sakral gospel til seksuel bounce:

»Soon as I get in this party / I’m gon’ let go of this body / I’m gonna love on me / nobody can judge me but me«.

Når hun samtidig insisterer på at se tilbage i historien, anerkender hun også, at det frirum ikke er opstået uden omkostninger. Hvis dansegulvet er frit, er det kun fordi en række »pionerer« (Beyoncés ord) har kæmpet for, at det skal være det.

’Renaissance’ er en hyldest til den frihedskamp – og en fortsættelse af den. Hvad kunne være mere politisk end det?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af