Beyoncé lader facaden krakelere på overlegent konceptalbum

Den perfekte popstjerne. Overmennesket. Gudinden. Beyoncé har altid fremstået, og fremstillet sig selv, som i fuld kontrol – over sin karriere, optrædener, udseende og privatliv. På superstjernens sjette soloalbum springer Beyoncé, måske for første gang, ud som menneske og samfundskommentator med noget på spil på et gennemført konceptalbum om utroskab, historisk svig af kvinder og afroamerikanske rødder.

»I’ve had my ups and downs, but I always find the inner strength to pull myself up. I was served lemons, but I made lemonade«, siger Jay Z’s 90-årige bedstemor, Hattie White, i et hjemmevideoklip mod slutningen af ’Lemonade’. Mottoet om at trylle livets sureste stunder til noget sødt fungerer som et mantra albummet igennem, men selv om sangerindens formidling af girl power ikke er noget nyt, føles tilgangen mere ægte og relevant på ’Lemonade’ end nogensinde før. Beyoncé og samfundet har ændret sig.

Siden starten af karrieren har Beyoncé på Destiny’s Child-sange som ’Independent Women’, ’Survivor’ og ’Girl’, solohits som ’Irreplaceable’, ’Single Ladies’, ’Flawless’ og ’Pretty Hurts’, og ikke mindst gennem alteregoet Sasha Fierce, opildnet til ikke at være et offer eller lade sig kue af mænd og samfundets forventninger til kvinder. Alligevel har det altid været en stående joke, at Beyoncé synger om, at man skal være lykkelig for sin ’single lady’-status for derefter at tage hjem til sit perfekte ægteskab.

På ’Lemonade’ lader hun facaden krakelere. Alt er ­– selvfølgelig – ikke paradis i Beyoncés tilsyneladende så perfekte verden, for den personlige fortælling bidrager med hidtil uset tyngde. Beyoncé viser sig som både sårbar, bitter, såret, jaloux og stærk – ikke bare en perfekt powermaskine – og uanset om utroskabsfortællingerne handler om husbonden Jay Z, forældrenes ægteskab eller er en generel kommentar om (kvinde)undertrykkelse, mærker man en reel sorg bag ordene.

Hvis ’Beyoncé’-albummet fra 2013 var et stærkt manifest, hvor Beyoncé erklærede sig selv som feminist med høje hæle, et sexet ægteskab og satte andre kvinder på plads med sit iskolde »bow down, bitches«-statement tilsat tunge trapbeats, dampende r’n’b og masser af banger-potentiale, virker hun nøgen og menneskelig på ’Lemonade’, hvor lydbilledet elegant kædes sammen med tematikkerne.

Den langt mere personlige kærlighedsfortælling resulterer i et både balladepræget lydbillede, men også en lyd, der fra sang til sang i høj grad er præget af de vidt forskellige samarbejdspartnere, superstjernen har hyret denne gang, og som sender sangerinden ud i overraskende musikalske territorier.

Første halvdel af albummet bunder i Beyoncés vrede over det ægteskabelige svig. Musikken understreger på vidt forskellige måder følelserne, sangerinden går igennem i sin sorgbearbejdelse, som ’Lemonade’-filmen ligeledes er inddelt efter (’intuition’, ’denial’, ’anger’, ’apathy’, ’emptiness’ og ’loss’ i første halvdel).

Beyoncé gør som bekendt ingenting halvt og går direkte til mestrene inden for deres respektive felter til at formidle sin vision. The Weeknd bidrager med sin mørke, distancerede r’n’b på ’6 Inch’, hvor Abel Tesfaye bruger sit tilsyneladende yndlingsemne, hårdtarbejdende strippere (!), som et billede på kvinders daglige kamp for at overleve (»she grinds for power / she grinds day and night« og den overraskende Animal Collective-reference »she’s too smart to crave material things«), mens James Blake leverer sin signatur-blåtonede, pianobårne melankoli på åbningsnummeret ’Pray You Catch Me’.

Ligeledes understøttes vreden på et af ’Lemonade’s stærkeste øjeblikke, ’Don’t Lose Yourself’, af Jack Whites trampende sydstatsrock, hvor de tunge trommer og overstyrede guitarer virker som brænde på det sydende, bitre bål. De lyriske svinere står i kø, mens Beyoncé overlegent imiterer Whites snerrende, forvrængede vokal, og skulle nogen være i tvivl om, at popdronningen også mestrer rocken, smider White også lige et Led Zeppelin-sample ind for at cementere dén pointe.

Andre gange er vreden udtrykt på en mere nonchalant facon – se bare Beyoncé spankulere rundt i en florlet, solgul kjole med et kæmpe smil og et baseballbat tilsat Diplos reggae-vuggende beat og signatur-sirener på ’Hold Up’. Eller ’Sorry’s trap-inficerede feststemning, delvist tilskrevet Kanye-produceren Hit-Boy, hvor sangerinden skødesløst erklærer, at hun »ain’t sorry« og leverer en yderligere perlerække af lyriske kiss-offs (fra »I regret the night I put that ring on« til det allerede ikoniske meme »he better call Becky with the good hair«).

’Daddy Lessons’ er derimod et overraskende countryeksperiment med tydelige tråde til New Orleans’ jazztradition. Omend den honkytonk-prægede lyd stikker en smule ud på det ellers vellykkede genreeksperimenterende album, er det smågenialt, hvordan Beyoncé binder sin fars utroskab og familiesvig sammen med sine texanske rødder. Hér begynder albummet at glide over i sin næste fase – videre til næste skridt i sorgbearbejdelsen (udtrykt gennem stadierne ’accountability’, ’reformation’, ’forgiveness’, ’resurrection’, ’hope’ og ’redemption’ i filmen) – og rækker ud over Beyoncés eget ægteskab og begynder at kommentere på historien.

Tonen er pludselig tilgivende på den svævende synthballade ’Love Drought’ (»you and me overcome mountains«), den ultrafølsomme pianohymne ’Sandcastles’ (»show me your scars and don’t walk away«) og den ømt forelskede, Diplo-producerede ’All Night’ (»our love was stronger than your pride«), hvor den ellers så perfekte vokal især på ’Sandcastles’ får lov at knække over og lyde ægte såret.

Det største skred sker imidlertid på ’Freedom’, hvor Beyoncé for alvor gør det klart, at ’Lemonade’ er meget mere end et dagsbogsindlæg fra et fejlet ægteskab, men også en kommentar med tråde til Black Lives Matter og afroamerikansk historie generelt ­– tydeliggjort i videoen under det alt for korte James Blake-interlude ’Forward’ med billeder af Trayvon Martin og Michael Browns mødre.

På ’Freedom’ spyr Kendrick Lamar skarpe kommentarer til Fox News og strør om sig med Tupac-referencer (»I see death around the corner«) over et psykedelisk, 60’er-rocket sample med hamrende orgel og marchtrommer, mens Beyoncé leverer en stærk opsummering på alt det, ’Lemonade’ i sidste ende kommunikerer: »Imma keep running ’cause a winner don’t quit on themselves«. Og selv om ’Formation’ nærmest virker påklistret som afslutning efter den åbenlyst forløsende balladeafslutning ’All Night’, er sangens budskab alligevel en logisk lukker, der peger fremad med sit Black Power-rungende call to arms for kvinder om at stå frem i verden og »get in formation«.

Beyoncé har overvundet sin ægteskabelige krise gennem tilgivelse og er blevet den største popstjerne i en verden, der fortæller hende, at sorte kvinder er »the most disrespected women in America«, for at citere Malcolm X-citatet fra filmen. ’Lemonade’ stråler af styrke og musikalsk modenhed, når Beyoncé lader masken falde for en stund og viser os en flig af mennesket bag facaden. Resultatet er Beyoncé som en endnu stærkere rollemodel end nogensinde før.

Læs også: Her er de 11 vildeste øjeblikke i Beyoncés nye ‘Lemonade’-film

Læs også: »Big homie better grow up«: Beyoncés mest bidske Jay Z-burns på ‘Lemonade’

Læs også: Kommentar: På ’Lemonade’ har Beyoncés private smerte politiske overtoner