Beyoncés sveddryppende ’Renaissance’ kunne ikke være mere anderledes fra hovedværket ’Lemonade’
’Lemonade’, Beyoncés selvudleverende magnum opus fra 2016, var intet mindre end et mesterværk. En indiskutabel nyklassiker af et visuelt konceptalbum, der i dag står tilbage som ikke bare Beyoncés mest fuldendte album til dato, men som et af 10’ernes bedste popalbum overhovedet.
Det er de færreste kunstnere forundt at begå så monumentalt og karrieredefinerende et værk. Men det er på mange måder også en forbandelse. For hvordan i alverden kommer man bare nogenlunde helskindet videre fra et album som ’Lemonade’?
Måske er netop dét grunden til, at vi har måttet vente mere end seks år på at høre fortsættelsen til Beyoncés sjette album.
Dermed ikke sagt, at Beyoncé ikke har rørt på sig siden da. I 2018 fik vi det storstilede livealbum ’Homecoming’, og året efter landede ’Løvernes Konge’-albummet ’The Gift’, der lidt a la det Kendrick Lamar-kuraterede ’Black Panther’-soundtrack i højere grad vidnede om Beyoncés fortræffelige smag end om hendes evner som sangskriver.
Og så var 2018 i øvrigt også året, hvor hun og ægtefællen Jay-Z klinkede skårene efter utroskabsdramaet fra ’Lemonade’ og fandt hinanden igen på sejrsrunden ’Everything Is Love’.
Tre hæderlige udgivelser til at udfylde Beyhive-fanbasens tomrum, men intet egentligt studiealbum i eget navn – og dermed ingen egentlig efterfølger til Beyoncés hovedværk. Så lad mig spørge igen:
Hvordan kommer man videre fra et album som ’Lemonade’?
Det gør man, viser det sig, ved at gå i den komplet modsatte retning. Beyoncés syvende album har fået titlen ’Renaissance’, og det er rent faktisk en mindre renæssance af sig selv, Beyoncé har gang i her. Og den finder sted på dansegulvet.
Fra den dunkende 90’er-house på førstesinglen ’Break My Soul’ til PC Music-stifteren A. G. Cooks eklektiske, nærmest hyperpoppede produktion på ’All Up in Your Mind’ serverer Beyoncé klubbanger efter klubbanger uden på noget tidspunkt at sænke energien i så meget som et enkelt nummer.
Vi er med andre ord meget langt fra den sønderrivende, melankolske pop- og r’n’b-lyd på ’Lemonade’. På den måde minder ’Renaissance’ faktisk en del om FKA Twigs’ ’Caprisongs’-mixtape fra tidligere i år, der på samme vis så Twigs følge det intime og ditto hjerteknuste 2019-album ’Magdalene’ op med sit hidtil mest euforiske og dansable materiale.
Er det glæden over endelig at være tilbage i samfundet (læs: tilbage på natklubben) efter de seneste års coronanedlukninger, der har fået disse popstjerner til kaste sig ud i så eskapistiske livsfejringer? Måske. Men i Beyoncés tilfælde virker ’Renaissance’ i højere grad som et nødvendigt pusterum efter ’Lemonade’.
De to udgivelser kunne ganske enkelt ikke være mere anderledes. Hvor ’Lemonade’ nåede igennem hele følelsesregisteret, før Beyoncé til sidst triumferede på lukkeren ’Formation’, kører hun på ’Renaissance’ i beast mode fra start til slut. Og hvor ’Lemonade’ i nogle øjeblikke var decideret apatisk, er ’Renaissance’ ærligt talt pænt liderligt.
»Ass getting bigger / racks getting bigger«, lyder de første linjer på det drivvåde disconummer ’Thique’, der bringer hot girl summer-mentaliteten tilbage i fuld flor. Andetsteds synger Beyoncé om at give den som thottie og om at ryste sine »tig ol’ bitties«. Vel at mærke på et nummer ved navn ’Church Girl’.
Ikke siden Destiny’s Childs ’Bootylicious’-dage har Beyoncé været så ligefrem, hvad den slags angår. På ’Renaissance’ synger hun om sex på en måde, som ellers plejer at være forbeholdt mandlige rappere og selverklærede bad bitches som Megan Thee Stallion og Cardi B – ikke tidens måske mest folkekære kvindelige popstjerne. Det er fantastisk.
Engang lød kampråbet »put a ring on it«. Nu synger hun om at male verden »pussy pink« (’Cozy’). På ’Renaissance’ er Beyoncé stadig et feministisk fyrtårn, hendes selvhærdende budskaber har bare taget en anden form. I 2022 får vi en mere sensuel, aggressiv og mundrap side af stjernen.
Netop dén selvsikkerhed manifesterer sig i hendes gnidningsløse udforskning af diverse klubscener på tværs af både tid og landegrænser. Såvel musikalsk som lyrisk føles ’Renaissance’ mest af alt som et frigørelsesprojekt.
Kære Drake: Det er sådan her, man laver en kovending mod klubmusik.
Kort sagt:
Beyoncé serverer klubbanger efter klubbanger på frigørelsesprojektet ’Renaissance’, der nægter at sænke energien i så meget som et enkelt nummer. Hendes første album i seks år kunne ikke være mere anderledes fra hovedværket ’Lemonade’.