Det er Jay-Z og Beyoncé mod hele verden på ’Everything Is Love’
Der er især ét udtryk, der er blevet brugt til at beskrive Jay-Z og Beyoncés ’Everything Is Love’-album: Victory lap. Sejrsrunde.
Ordet hentyder til, at albummet er én stor gensidig kærlighedserklæring, en fejring og fremvisning af deres kærlighed. For efter Jay-Z’s utroskab for et par år siden måtte ægteskabet kæmpe sig igennem en krise – en krise, der udmundede i Beyoncés fantastiske ’Lemonade’ og Jay-Z’s karrieregenoplivende ’4:44’.
Nu er Mr. og Mrs. Carter på verdensturné og fejrer med ‘Everything Is Love’ både rundrejsen og hinanden med en fælles demonstration af deres urørlige kærlighed. Jay-Z har allerede én gang i karrieren lavet ét stort victory lap-album med Kanye West som ’Watch the Throne’. Nu får vi altså et slags ’Watch the Marriage’.
Men der er både ros og ris i betegnelsen ’sejrsrunde’. For man husker jo altid kampen. Ikke sejrsrunden bagefter.
Og skabte Jay-Z og Beyoncé ikke netop karrieredefinerende album ved at dokumentere og æstetisere deres kamp? Bliver det ikke lidt fladt, når der ikke er noget på spil? Har vi virkelig brug for et helt album, hvor verdens mest beundrede ægtepar flasher deres overlegenhed i fjæset på os?
De spørgsmål spøger lidt omkring det her album. Og her er sange som den lige lovlig lange ’Friends’, der bare monotont hylder parrets seje venner (der er »better than your friends«), og ’Heard About Us’, der bare plasker lidt planløst afsted i sin egen selvtilfredshed. Her falder powerparret ned i faldgruber, de har besøgt før – som på ’Hollywood’ fra Jay-Z’s ’Kingdom Come’ eller ’Lift Off’ fra ’Watch the Throne’. Det bliver helt enkelt mageligt og, ja, kedeligt.
Men når ’Everything Is Love’ alligevel føles både som en æstetisk triumf, og som en lykkelig og passende afslutning på Carter-parrets ægteskabelige tumult, skyldes det to ting: For det første fylder kærligheden mere end pralerierne, og for det andet er det hele ikke så højtideligt.
For nej: Det her album har ikke gravalvorlig anger som Jay-Z’s ’4:44’ eller den historiske ambition som Beyoncés nyklassiker ’Lemonade’. Til gengæld har den sange om at ligge på stranden for evigt og en fuldstændig løssluppen Beyoncé, der både rapper om, at hun aldrig i sit liv har kørt i en bil med tag, og at hun aldrig vil lade nogen »shoot the nose off my Pharaoh«.
Der er også en sang, hvor Beyoncé rapper som Migos med Migos-medlemmerne Quavo og Offset på ad-libs (’Apeshit’), et nummer hvor Beyoncé og Jay-Z rapper deres linjer på skift (’LoveHappy’), hvilket er rimelig sødt, og en række andre sange, hvor Beyoncé er i fuld rapper-modus.
Seriøst, hun lyder helt vanvittig sej på det her album.
Det er som om, Jay-Z har lænet sig tilbage med en cigar i mundvigen og bare ladet Beyoncé udleve sin indre rapper. Hun citerer også Dr. Dres klassiker ’Still D.R.E.’ på ’713’, hvilket har den sjove fodnote, at Jay-Z jo skrev dén sang, og hun leger med den afdøde legende Shawty Los sang-flow på ’Black Effect’. Selv Jay-Z’s afdøde ven Biggie bliver nyfortolket på ’Heard About Us’.
På ’Nice’ rapper Beyoncé, at det hele er freestyle, og de her henkastede referencer og citater gør, at det ikke virker usandsynligt. For det hele virker spontant og fyldt med livsglæde. Der er intet af tyngden fra ’Lemonade’: Det her er bare ægteparret Carter, der flexer over trap-beats.
Og ja, der foregår meget flexen på albummet. Videoen til ‘Apeshit’ er filmet på Louvre. Albummet indeholder disses til alle fra NFL til Spotify og (måske) Kanye West. Bey og Jay virker ikke som om, de spilder særlig mange fucks på andre end sig selv.
Er det egoistisk og selvfedt? Måske. Men samtidig er det her netop et album om kærlighed mellem to mennesker. Det ikke at give en fuck for nogen andre end hinanden er ligesom en ret central del af hele konceptet.
Og parret, der var så splittet på ’Lemonade’ og ’4:44’, vokser faktisk sammen i selve sangene her.
Jay-Z laver for eksempel Beyoncés ad-libs på ’Apeshit’, og hun gengælder tjenesten på ’Black Effect’. Ét sted rapper hun om, at hun har fået ’The Blueprint’ af Jigga – en hentydning til Jay-Z’s klassikeralbum fra 2001. Han rapper til gengæld om, at bare man siger det første bogstav af Beyoncés navn, så ved alle, hvem man taler om – hvorefter han alligevel fastslår »it’s Beyoncé, nigga!«
Helt håndgribelig bliver det på ’Summer’ og ’713’, hvor Beyoncé synger henholdsvis »I wanna drown in the depths of you« og »ain’t no stoppin’ this love«. Albummets følelsesmæssige midtpunkt kommer dog, overraskende nok, fra Jay-Z, der på ‘713’ fortæller hele historien om, hvordan de mødtes.
Og ja, det er lidt meget. Det er en sejrsrunde for ægteparrets succes og kærlighed. Det føles måske ikke vigtigt på samme måde som ’Lemonade’. Men alligevel synes jeg, det her album er sært dragende. Måske fordi det føles så optimistisk: Efter de meget menneskelige ’Lemonade’ og ’4:44’ er det betryggende at se guderne være guder igen.
Kort sagt:
‘Everything Is Love’ er en sejrsrunde for ægteparret Carter. Albummet har ikke samme gravalvorlige anger som Jay-Z’s ‘4:44’ eller samme historiske tyngde som Beyoncés ‘Lemonade’, men det har en sorgløs, spontan lyksalighed, der gør dets skamløse fremvisning af deres urørlige kærlighed til en sejr – og til en værdig slutning på trilogien af ovenstående album, der skildrer rejsen fra Jay-Zs utroskab til parrets genforening.
Læs også: En oversigt over alle dem, The Carters disser på ‘Everything Is Love’