KOMMENTAR. Beyoncé har et godt flow og nogle virkelig stærke linjer på ’Everything Is Love’-albummet med ægtefællen Jay-Z. Men det er egentlig ikke derfor, hun er en genial rapper.
Beyoncé er en genial rapper på grund af den energi og attitude, hun tilføjer alle de sange, hun rapper på. Fordi en enkelt af hendes ad-libs formår at virkere stærkere end 1000 ord fra en mindre kunstner.
Hun er en genial rapper, fordi hun tit bare lader beatet køre – som på ’Nice’, hvor hun udbryder »I’m so nice / Jesus Christ« som om det bare siger det hele. Eller når hun citerer Dr. Dres ’Still Dre’ (som Jay-Z har skrevet!) på ’713’ og rapper dele af Biggies klassiker ’Juicy’ på ’Heard About Us’.
Det kræver rimelig meget selvtillid og karisma at rappe nogle af de mest kendte linjer i hiphophistorien helt henkastet. Som om det er linjer, hun bare ryster ud af ærmet hurtigt.
I det hele taget siger linjerne, Beyoncé låner, en del om hendes styrker. For udover ovennævnte klassikere citerer hun også ting som Jeezys gæstevers fra ‘Dey Know’ af den halvt syngende, halvt mumlende trap-rapper og Atlanta-legende Shawty Lo på ’Black Effect’. Og hun rapper i fuldt Migos-flow sammen med Offset og Quavo på ’Apeshit’.
Beyoncé har måske studeret klassisk hiphopteknik fra folk som Jay eller Biggie, men hendes attitudefulde, karismadrevne flow lægger sig også i forlængelse af traditionen fra Atlanta-rappere som netop Migos og Shawty Lo (faktisk har hun tidligere optrådt med en hyldest til den afdøde Shawty Lo i Atlanta).
Et andet af Atlantas største kendetegn er også én af Beyoncés største styrker: Hendes ad-libs (Migos’ hofdisciplin) er intet mindre end fantastiske gennem hele ’Everything Is Love’.
På ’Boss’ og ’Black Effect’ er hun en slags andenstemme til Jay-Z’s vers, og når hun i fuld hypewoman-mode gentager linjer som »I’m Malcolm X« fra sidstnævnte, får det ægtemandens linjer til at vokse sig større end de egentlig er.
På den måde komplementerer Jay og Beyoncé hinanden perfekt.
For Jay-Z rapper som altid med det kølige, næsten lidt indifferente flow, der er hans kendetegn. Så når Beyoncé kommer ind fra siden med så meget energi og overskud, skaber det en perfekt dynamik.
Jay-Z glider henover produktionerne, mens Beyoncé angriber dem, snerrrer af dem og skøjter tværs over dem: Hør bare hvordan hun nærmest skræmmer ham så meget på rap-duetten ‘LoveHappy’, at han er nødt til at sige »yo, chill B!«
Dermed ikke sagt, at Beyoncé på nogen måde har brug for Jay-Z for at skinne på det her album. Det er snarere den anden vej rundt, for når Beyoncé er alene på numrene, skinner hun mindst lige så stærkt. Der er især noget overlegent i den måde, hvorpå hun kan overtage en hel sang med ekstremt få virkemidler. Som når Beyoncés ad-libs nærmest bliver til selve verset på ’Boss’, hvor hun på arrogant og overlegen vis afviser en aspirerende konkurrent med et par halvmumlede »I don’t fuck with you« over horn og stemmesamples. Eller når hun bare nynner »fuck you« med en misvisende uskyldig stemmeføring på ’Nice’.
Sangene bliver majestætiske, fordi Beyoncé lader beatet få så meget plads: Hun viser os, at hun ikke engang behøver sige mere end et par ord, selv om vi jo allerede har hørt, at hun sagtens kan lire hele rapvers af.
Beyoncé bruger den her henkastede, overlegne teknik hele vejen igennem, hvilket giver albummet et skær af sublim sejrsrunde. Efter de konfliktfyldte ’Lemonade’ og ’4:44’-album fremstår ægteparret forenet og stærkere end nogensinde før på ’Everything Is Love’. Og dén urørlighed fremstilles perfekt af Beyoncés hiphop-flow.
Læs også: Her er ALT, hvad du skal vide om Beyoncé og Jay-Z’s nye fællesalbum ‘Everything Is Love’