The Throne

Så bliver det vist ikke større inden for mainstream hiphop: Jay-Z og Kanye West under det logisk ubeskedne pseudonym The Throne. På papiret noget af en supertanker, men forventer man dermed et gennemarbejdet og struktureret værk i den absolutte hiphop-superliga, går man delvist undrende fra borde igen.

Selvfølgelig finder vi et væld af grandiose beats og små opfindsomme samples, præcis som man kunne forvente det af to af gamets fremmeste bagmænd, men den synthede glasurpop, der så længe har ligget på lur i særligt Kanyes bagkatalog, får nu så meget fat, at stilforvirringen indimellem overtager. Umiddelbart synes albummet i stedet at være et rekreativt hyggeprojekt, hvor den skæve idé vægtes højere end en alen lang række af potentielle singleudspil. En i dette tilfælde herlig afvigelse fra normen i øvrigt.

Læs også: Jay-Z-interview om ‘Watch the Throne’: »Der var fyrværkeri i luften«

Den bombastiske åbner ’No Church in the Wild’ kaster Odd Futures Frank Oceans sprøde soulvokal ind i en dramatisk karrusel af bastante beats og potent guitarsample, mens Kanye udruller sit særlige gehør for kulørt og eklektisk pop/hiphop på ’That’s My Bitch’, og Jigga gør det som »Black Axl Rose« på ’Welcome to the Jungle’.

’Watch the Throne’ bliver dog lidt for uligevægtig i sit forsøg på storladenhed og state-of-the-art poplyd, og hvor den ene gerne måtte have ladet konen blive hjemme på ’Lift Off’, måtte den anden efterhånden godt give sin elskede autotune en velfortjent pause. Tilbage er dog stadig lyden af to konger, der nyder hinandens selskab, selv når de skal deles om tronen.