FKA Twigs’ ‘Magdalene’ er et helt igennem gribende album om sammenbrud og sorg
FKA Twigs er tilbage. Siden det monumentale debutalbum ’LP1’ har hun kun udgivet få ting, og intet nævneværdigt siden 2015-ep’en ’M3LL155X’. Nu er ‘Magdalene’ endelig landet. Men tingene er ikke de samme længere, hverken musikalsk eller for FKA Twigs selv.
Den alternative r’n’b-lyd, hun startede ud med i begyndelsen af årtiet, er ikke længere så fremtrædende – hverken som genre eller for FKA Twigs selv (som aldrig har været glad for r’n’b-betegnelsen). ‘Magdalene’ er sin egen størrelse. R’n’b-elementerne er stadig til stede på et nummer som ‘Holy Terrain’, men lige så meget fylder de mere eksperimenterende sange som den koral-agtige ‘Thousand Eyes’ eller de skælvende, stille øjeblikke som de fantastiske ‘Mirrored Heart’ og ‘Cellophane’.
Nicolas Jaar er hovedproducer, og hans dybe produktioner klæder FKA Twigs mindst lige så godt som Arcas gjorde det på debutalbummet. FKA Twigs kan som ingen andre indtage et lydunivers, der ellers er befolket af elektroniske og digitale lyde, og hun balancerer elegant på grænsen mellem menneskeligt nærvær og teknologisk distance.
Personligt er Tahliah Barnett, som FKA Twigs borgerlige navn lyder, også en anden. ‘Magdalene’ er skabt i en periode, hvor hun har haft ondt både i hjertet og kroppen grundet mislykkede forhold og svulster i livmoderen, hvilket ifølge hende selv har fået hende til at tvivle på sig selv som person og kvinde.
FKA Twigs har således trukket sig mere ind i sig selv. ‘Magdalene’ er lyden af en kunstner og person, der bliver nedbrudt og genopbygget – ligesom de produktioner, der det ene øjeblik er fyldt med lyd og aktivitet for det næste at blive brudt ned til ingenting. Udtrykket er ikke stærkt og magtfuldt som på ‘LP1’, men kredser om svaghed og magtesløshed.
Barnett er også mere intim og personlig end tidligere. Hendes stemme, hendes ord og hendes sangskrivning (som er blevet endnu bedre og mere kraftfuld siden sidst) er centrale, og det klæder hende, at hendes til tider næsten hviskende, sarte klang, står frem.
På den langsomt opbyggende ‘Daybed’ synger hun roligt: »Dirty are my dishes / many are my wishes / fearless are my cacti / friendly are the fruit flies« – en næsten stillestående refleksion over livet, når man ikke kan forlade sin sofa, og verden mister sin mening og sammenhæng. På ‘Sad Day’, en af albummets bedste produktioner, rammer Twigs den ambivalente følelse af at ville elske, selv om man ved, det er forbi: »I lie naked and pure with intentions to cleanse you and take you / the city howls with a cry to seduce you and claim you«, synger hun kun akkompagneret af et spinkelt klaver.
Det handler selvfølgelig også om sex, om at begære og være begæret. FKA Twigs har kunnet spejle sig i Mary Magdalene (Jesus’ omdiskuterede følger/veninde/elsker, som albummet er opkaldt efter) og hendes status som både stærk kvinde og konfliktfyldt figur, der bliver reduceret til sin seksualitet. »I’m fever for the fire / true as Mary Magdalene / creature of desire«, lyder det på titelnummeret.
‘Magdalene’ er lyden af en person på kanten af menneskeligheden, seksualiteten og fremtiden. En person, der har mistet alting, men som kæmper sig tilbage til virkeligheden.
Det er ikke altid et rart sted at være, og derfor er ‘Magdalene’ heller ikke et let album. Det er tungt, krævende, nærmest som et ritual, man skal igennem. Men det er også åndeløst smukt, rørende og helt igennem gribende. En historie om håbløshed, men i sidste ende også en historie om, at når alting går i stykker, er der mulighed for at bygge noget nyt og bedre op fra grunden.
Kort sagt:
’Magdalene’ er et ekstremt velproduceret, velskrevet og på alle måder fantastisk album, hvor FKA Twigs rørende reflekterer over livet i forfald.
Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne – inklusive FKA Twigs