FKA Twigs har lavet en ustyrlig popplade – ‘Eusexua Afterglow’ er endnu mere vanvittig end forgængeren
ALBUM. Björk beskrev engang produktionen på mesterværket ’Vespertine’ som en forstørrelse af bittesmå teksturer og knitrende detaljer. »Microbeats«, kaldte hun det.
Det udødelige resultat skal høres i et par gode hørebøffer, så de mikroskopiske rytmer danser lige ind i hjernen på dig.
FKA Twigs har siden debuten ‘LP1’ fra 2014 dyrket og forfinet nogenlunde samme sans for spillevende rytmer og hjernevridende glitches. Man keder sig sjældent i selskab med det britiske multitalent.
Men hvor Björk flygtede fra Londons dunkende klubber og fandt ro i islandske snefnug og endeløse landskaber, har FKA Twigs det seneste år trukket sin musik den modsatte vej, dybere og dybere ind på dansegulvet.
På sit fjerde album, ’Eusexua Afterglow’, inhalerer hun klubbens kemiske atmosfære i større drag end nogensinde før.
Albummet var oprindeligt tænkt som en deluxe-udgave af ’Eusexua’, der udkom tidligere i år. Men det her er et selvstændigt, spritnyt værk, der er alt andet end en efterglød.
Det er et fremragende bud på, hvordan futuristisk popmusik kan lyde. Legende og catchy, men nådesløst trukket gennem fragmenterede fortolkninger af techno, drum’n’bass og Jersey club.
Mere distorted og kompromisløst end ’Eusexua’ og skabt med imponerende grundighed.
Ikke én overgang, ét lille hihat-fill eller én phaset ad-lib er lavet uden omtanke for et potent narrativ om forelskelse og seksualitet. For den alien-agtige æstetik. Og for det gode popnummer.
Som på ’Hard’ med den besættende call-and-response mellem de perfekt placerede strygere og Twigs’ skrøbelige messen: »Wet thighs, I’m ecstatic, chemistry was automatic«. Eller det skønne omkvæd på ’Predicable Girl’, båret af en sydende bas og nogle knastørre IDM-trommer.
’Cheap Hotel’ er langsommere og driver gennem ambiente, Boards of Canada-agtige soundscapes, mens drum’n’bass-klimakset på ’Slushy’ bliver albummets højdepunkt.
Det er et syntetisk og fremmedgørende lydunivers. Som et rumvæsen, der prøver at lave pop. Og netop derfor står tekstuniversets rå, menneskelige fortællinger om begær og forelskelse endnu tydeligere frem.
Som problemerne med at balancere kærlighed og berømmelse på Jersey club-bangeren ’Wild and Alone’, hvor FKA Twigs og ligeledes Y2K-nostalgiske PinkPantheress blender perfekt sammen i hinandens universer.
Eller den mindst lige så veltænkte ’Touch a Girl’, en herligt tvetydig kærlighedserklæring: »Be yourself, be the one the child in you would like / Maybe then, maybe, you maybe just might really touch a girl«.
Når vi rammer ’Piece of Mine’ og ’Lost All My Friends’, begynder de mange blinkende lag og det konstant sitrende temperament i produktionen at blive lidt udmattende.
Det er en ustyrlig popplade, det her. Endnu mere vanvittig end den i forvejen vilde forgænger.
’Eusexua’ står stadig som den skarpere genistreg. Med pophymner som ’Perfect Stranger’ og ’Room of Fools’ og helt nøgne, intime momenter som ’Sticky’ er den bare en mere helstøbt oplevelse.
Alligevel vil man ikke være ’Afterglow’ foruden, når Twigs lader festen brage videre på en mere end hæderlig efterfølger.
Kort sagt:
’Eusexua Afterglow’ er endnu mere vanvittig end forgængeren, men står ikke helt så skarpt. Alligevel leverer FKA Twigs et klubbet, futuristisk popværk, der dirrer af menneskelig nerve.