‘Eusexua’: Der sker mirakler, når FKA Twigs lukker sveden ind i sin stramt kontrollerede kunst

På de promotion-billeder, FKA Twigs har delt i en nøje opbygget release-strategi det sidste halve års tid, ligner sangeren en blanding af Nosferatu og Nefertiti. Som altid med Twigs er der noget slående fremmedartet og samtidig gennemtænkt og kontrolleret over præsentationen. Det grimme og det smukke støder sammen, dyb fortid møder sær, ukendt fremtid.
Om nogen er Twigs (alias Tahliah Barnett) en kunstner, der spiller på og udnytter det aldeles slående ved sin alien-agtige udstråling. Hendes karriere, der kun har resulteret i tre officielle album over en periode på 11 år, har altid demonstreret hendes formbevidsthed og hendes vilje til at gå linen helt ud.
Man kan nok godt beundre det konceptuelt stramt styrede ved hende samtidig med, at man indimellem kan savne, at hun river sig mere fri af koreografiens lænker. Der er noget lidt antiseptisk over den perfektion, hvormed hun præsenterer sig selv. Man fornemmer ikke et menneske, der rent faktisk sveder, selv når hun presser kroppen til det yderste.
’Eusexua’ kan i den forstand ses som et forsøg på at rive sig fri af et lidt for lufttæt konceptmageri. Twigs omfavner klubmusikkens bastunge produktioner og rendyrker en musikalsk tension and release-strategi, der passer hendes elastiske vokal rigtig godt, fordi musikken – når den vekselvirker mellem hårde og bløde passager – gør noget af det samme, som hendes vokal altid har formået: Nemlig at vende og dreje enhver følelse, indtil den kan være svær at kende fra sin egen modsætning. Tryglende eller truende? Opgivende eller manipulerende? Resignerende eller triumferende?
Det nye fokus på dance fjerner måske ikke helt indtrykket af en kunstner, der har behov for at være i absolut kontrol, men det tilfører værket en dynamisk og energisk brusende overflade, som inviterer til fordybelse (og forførelse).
Titel- og åbningssangen ’Eusexua’ er et form for mission statement. Den fremragende produktion går totalt i hak med Twigs’ vokale melodilinje, helt ned på enkeltstavelsesniveau. Fra sart minimal produktion, der truer med at falde sammen, til blæsende, selvtillidsfuld klub-banger og tilbage igen.
Twigs er bedst som lyriker, når hun undgår et lidt søgt billedsprog – som de slidte S/M-referencer på ’Drums of Death’ og ’Striptease’ – og i stedet – som på ’Eusexua’ – kommunikerer direkte til hjertet (»Do you feel alone? / You’re not alone«) eller rammer en tvetydig følelse, der både kan ses som frisættelse og begrænsning: »I was on the edge of something greater than before / But nobody told me«.
Anden skæring, ‘Girl Feels Good’, er en helhjertet, begejstrende hyldest til Madonna anno ‘Ray of Light’. Varme, sugende synths, de der jødeharpe-agtige lydeffekter, der knaser lystigt sangen igennem, brugen af guitar. Madonnas næstvigtigste samarbejdspartner på ’Ray of Light’, Marius de Vries, er da også krediteret som producer på sangen.
Hvor Madonna på ’Ray of Light’ præsenterede verden for en spirituelt søgende, almoderlig varme, så er Twigs mere i ’Erotica’-stemning (hvis vi absolut skal hive et Madonna-filter ned over hende) på ’Girls Feel Good’. Det er liderlighed og seksualitet som motor for selvudvikling, der er i fokus her.
’Perfect Stranger’ er det mest rene popnummer på albummet. Omkvædet kunne have været tiltænkt Sabrina Carpenter. Twigs er egentlig for sårbar og skrøbelig en sanger til at sælge en højtflyvende popsang, men omvendt er det blandt andet hendes hviskende, tryglende, skæve intoneringer, der gør ’Eusexua’ til en Twigs-plade og ikke et almindeligt popalbum.
Der er i det hele taget en elegant vekselvirkning mellem det introverte og ekstroverte i Twigs’ sangkunst. Melodierne og vokalen peger ofte indad, som sange, der nægter at tilnærme sig en kerne, men i stedet stikker i flere retninger – men som samtidig i de pludselige eksplosioner af bastung klublyd lukker liv, luft og, ja, kroppens sved ind i musikken.
»Sometimes I feel like I’m not even trying / That’s when my feet start dancing away«, lyder det på den Kate Bush-agtige ’Keep It, Hold It’. For mig at se udtrykker det et ønske om at lade kontroltabet tage over og tro på, at det er, når man mindst søger det perfekte, at miraklerne kan ske. Musikken på ’Eusexua’ lyder som om, den rent faktisk er lavet i den samme ånd.
Kort sagt:
FKA Twigs vekselvirker elegant mellem det introverte og ekstroverte på ’Eusexua’. Melodierne og vokalen peger ofte indad, men musikken indeholder samtidig pludselige eksplosioner af bastung klublyd, der lukker liv, luft og, ja, kroppens sved ind i hendes førhen stramt kontrollerede kunst.