’Honestly, Nevermind’: Drake tror, han har lavet ‘808s & Heartbreak’ – det har han ikke

Det første, man lægger mærke til ved ’Honestly, Nevermind’, er, hvor anderledes albummet lyder. Det er fyldt med deep house-produktioner og falsetsang i stedet for raptekster og trapbeats.

Det andet, man lægger mærke til, er, at selv om meget er nyt på Drakes syvende album, så er alt også stadig, som det plejer. Selv om albummet har en højere BPM, er det – på godt og desværre også på ondt – stadig i høj grad et Drake-album.

Det vil sige: Melankolske, nostalgiske sange om forhold, der er gået galt, og alle de kvinder, der er skyld i Drakes tungsind. Men altså denne gang iscenesat af et lydbillede ulig noget, vi har hørt fra canadieren før.

Eller okay, det er måske ikke helt ulig rapperens tidligere udgivelser, for ser man tilbage på Drakes katalog, har der faktisk været en elektronisk understrøm.

Helt tilbage på hovedværket ’Take Care’ fra 2011 var der titelnummeret med Jamie xx og Rihanna, der introducerede os til en Drake over fire-i-gulvet-trommer. Netop Jamie xx kunne i øvrigt godt ses som et slags forbillede for den mere afdæmpede og samtidig eklektiske form for dansemusik, Drake laver nu.

Siden er det især på en stribe sange fra ’More Life’ fra 2017, at Drake har eksperimenteret med den type rytmisk musik. Numre som ’Passionfruit’ og ’Get It Together’ føles som startpunktet for ’Honestly, Nevermind’.

Både fordi lyden bliver i den samme vagt tropiske, men fortsat melankolske rille. Men også fordi ’Get It Together’-produceren Black Coffee står bag tre sange på ‘Honestly, Nevermind’. Derudover er han også krediteret som executive producer på lige fod med Drake og rapperens hofproducer Noah ’40’ Shebib.

Albummets æstetik er en blanding af Black Coffee med et stænk af 40.

Black Coffees indflydelse er tydelig, når der skabes ’Passionfruit’-vibes på ’Texts Go Green’ og en slags ’Get It Together’ part to i anden halvdel af ’Calling My Name’, hvor Drakes vokal er reduceret til et sample-agtigt loop, der synger »your pussy is calling my name«.

‘Honestly, Nevermind’ er dog ikke en gentagelse af ’More Life’-formularen. Faktisk er det fyldt med overraskende detaljer og indfald, der gør albummet lige så uforudsigeligt, som Drakes seneste album, ’Certified Lover Boy’, var kedeligt. Den genfundne idérigdom kan tolkes som en direkte konsekvens af kritikken mod netop dét album.

For nu skal det fandme være slut med forudsigeligheden!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

På ’Honestly, Nevermind’ er der spansk guitar (‘Tie That Binds’), houseklaver (‘Massive’) og, af en eller anden grund, cirka en kvart guitarsolo (‘Overdrive’). Samtidig er der overrumplende momenter som det velkendte Jersey Club-sample af en knirkende seng på ’Currents’ eller de hårdere Baltimore club- og techno-trommespor på albumhøjdepunkterne ’Sticky’ og ’Massive’.

Når de to sidstnævnte sange dukker op cirka halvvejs igennem ’Honestly, Nevermind’, føles det nærmest som om, albummet er struktureret som et dj-set. Der er blevet bygget op, og så forløses man endelig med lidt smæk på. Hvem havde troet, Drake ville lave knytter-i-luften-musik? Og, endnu mere utroligt, lykkes med det?

Men ak. Efter de to sange holdes energiniveauet ikke, og ’Honestly, Nevermind’ mister momentum. Anden halvdel af albummet dropper mestendels den medrivende lyd fra ’Sticky’ og ’Massive’ og gør i stedet det, Drake-album altid gør.

Sætter farten ned. Dvæler ved fortiden. Zoner ud.

Det er her, man måske kan fornemme indflydelsen fra Noah ’40’ Shebib: Der skrues ned for abrupte (interessante!) skift i lyd og rytme, og vi får i stedet noget, der næsten kun kan beskrives som vibes. Summende, dronende musik, der ikke rigtig bevæger sig nogen steder. Hvis det her album virkelig var et dj-set, ville man gå i baren. Eller hjem. Det føles i hvert fald ikke som dansemusik.

Rihanna beskrev engang Diplos beats som lufthavns-reggae; det her er lufthavns-house.

En del af problemet er, at Drake ikke længere formår at udfylde alle de tomrum, 40 placerer i produktionerne.

Hans sangskrivning er ikke længere detaljeret og humoristisk, men vag og generel. Det er svært at indkapsle det problem i et enkelt sangcitat, simpelthen fordi stort set alle teksterne er så blottede for noget som helst bemærkelsesværdigt. Og fyldt med gentagelser som »falling back« fra, ja, ‘Falling Back’ – eller det enerverende »why would I keep you around?« fra ‘A Keeper’-omkvædet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Drakes tekster skaber ikke længere billeder eller afslører en dybere sandhed. De sætter bare en generel stemning. Et playliste-fabrikeret mood.

Hans vokal er samtidig ikke den mest fleksible. Okay, han forsøger sig faktisk med falset på ‘Falling Back’ og lyder nærmest som en klassisk r’n’b-stjerne a la Jennifer Lopez på ’Overdrive’. På ‘Liability’ forvrænges han helt væk som på de tidligere Houston-inspirerede sange.

Men meget af tiden bliver Drake i sit karakteristiske, vagt melankolske toneleje og skaber derudover ikke helt de fængende omkvæd, han ellers er i stand til.

De problemer, der er ved ’Honestly, Nevermind’, har præget de seneste mange Drake-album. Den haltende sangskrivning og snigende monotoni forsvinder ikke på magisk vis, bare fordi man skifter genre. Housebeats alene gør det ikke.

’Honestly, Nevermind’ er dog et frisk pust og et tegn på, at Drake stadig har nye, interessante veje at gå efter blindgyden ‘Certified Lover Boy’.

Rent lydmæssigt er hans syvende album et lige så brat – og modigt! – stilskifte, som da Lil Wayne lavede ’Rebirth’, eller Kanye udgav ’808s & Heartbreak’.

I en Instagram-video har Drake antydet, at hans nye album skal ses i en lignende kontekst som sidstnævnte: Altså som et værk, der måske ikke bliver værdsat ved sin udgivelse, men som i det lange løb vil vise sig at være nyskabende.

Det kan være, Drake får ret. Men jeg tror det ikke. For ’808s & Heartbreak’s gennemslagskraft skyldtes også en grundlæggende forandring i Kanyes følelsesliv og i hans sangskrivning. Det sker ikke på ’Honestly, Nevermind’.

Det er stadig samme gamle Drake – bare til nye toner.

---

Kort sagt:
Den uventede drejning mod house gør ‘Honestly, Nevermind’ lige så uforudsigeligt, som ‘Certified Lover Boy’ var kedeligt. Men på nogle punkter er Drake stadig fuldstændig den samme som før.