Lil Wayne blev slagtet for rockrap-albummet ’Rebirth’ – var det virkelig så dårligt?

Nogle album bliver bedre med årene, andre er lige så dårlige ti år senere. I løbet af juli genbesøger vi en række album, der ved udgivelsen blev rædsomt modtaget. Har tidens gang sat dem i et andet lys? Rykkede de i bagklogskabens lys ved noget? I dag skriver Kristian Karl om Lil Waynes raprock-album ’Rebirth’ fra 2010.
Lil Wayne blev slagtet for rockrap-albummet ’Rebirth’ – var det virkelig så dårligt?
Lil Wayne anno 'Rebirth'.

SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? »Where the fuck is my guitar?«, spurgte Lil Wayne med et affekteret rockstjerne-støn på ‘Shoot Me Down’, og intet blev det samme igen.

I 2008 havde New Orleans-rapperen endelig opnået status som det, han altid selv havde hævdet at være: The Best Rapper Alive. Efter en række legendariske mixtapes (’Drought 3’, ’Dedication 2’, leak-mixtapet ’The Drought Is Over 2’), der nu står som uomgængelige klassikere, havde han udgivet ’Tha Carter 3’, der inkluderede gigantiske hits som ’Lollipop’ og ’A Milli’ og solgte helt ufatteligt mange eksemplarer.

Det er på dét album, hvor Lil Wayne altså har nået den absolutte top, at han efterspørger det fandens instrument: Guitaren.

Det var allerede varslet i ’Lollipop’-videoen, hvor Wayne spillede guitar på toppen af en limousine-bus (jep: en limousine-bus), og han havde leget med rockstjerneelementer på leak-klassikeren ’I’m Me’: »It’s just me and my guitar / yeah, bitch, I’m heavy metallin’ / you can get the fucking Led Zeppelin«.

Men det var alligevel et ominøst varsel om, at han nu mente alvor med guitarfascinationen, da han brugte sit kronende øjeblik – ’Carter 3’ – til at annoncere, at nu var det altså nu. Dermed var han slået ind på vejen til et af hiphophistoriens mest hadede album.

Som en maveplasker fra en mesterspringer

‘Rebirth’ fra 2010 er et værk, hvis status som hadeobjekt er så meget mere bemærkelsesværdig, fordi det jo udkom, lige da Lil Wayne peakede.

’Rebirth’ var en maveplasker fra en mesterspringer; et usammenligneligt fald fra de højeste tinder. Lil Wayne kom aldrig tilbage til den totale dominans fra 2008 – delvist på grund af en fængselsdom. Men måske også på grund af ‘Rebirth’-fadæsen.

Dermed ikke sagt, at albummet var et totalt karriereselvmord – New Orleans-legenden udgiver stadig album den dag i dag, og til en vis grad er det lykkedes ham at ældes med ynde. Hans indflydelse på senere rappere er enorm.

Men det var alligevel en mindre katastrofe, at en af verdenshistoriens bedste rappere valgte at bruge et værdifuldt år, hvor han var på toppen af sin skaberstyrke, til at lave noget, der lød som variationer af Linkin Parks jeg-hader-verden-patos (’Drop the World’), Green Days politiske aktivisme (’American Star’) og Limp Bizkits fratboy-gone-wild-energi (’Ground Zero’).

Altså: Man ved, noget er gået helt galt, når verdens bedste rapper annoncerer sit album med en single som ‘Prom Queen’, der mere eller mindre er en kopi af Avril Lavignes ‘Sk8er Boi’.

Eller hvad? Var det måske i virkeligheden ikke snævertsynet, men fremsynet af Lil Wayne at prøve kræfter med poppunk og en række andre ufashionable subgenrer?

Når man ser på de seneste par års helt unge hiphop, kan det jo nærmest ligne et forsinket ekko af ’Rebirth’. Emorock, poppunk og nu-metal er på vej tilbage ind i hiphoppen takket være folk som Lil Peep, Juice WRLD, XXXTentacion og mange flere. Og superstjerner som Travis Scott giver koncerter med masser af moshpits og punket energi.

Dén teenageagtige, decideret useje rockmusik, som Lil Wayne betingelsesløst kastede sig ud i, er blevet en del af den unge generations musikalske DNA. Så måske er det på tide et revurdere ‘Rebirth’.

Og her er det måske på sin plads, at jeg kommer med en indrømmelse: Jeg elsker Lil Wayne. Jeg var slut-teenager, da han udgav sine legendariske mixtapes. Jeg husker det som om, jeg nærmest hørte Lil Wayne hele dagen, og jeg synes stadig, han er den bedste rapper, der har været i min levetid. Og ja, jeg prøvede at give ’Rebirth’ en chance. Faktisk mange. Så nu – i 2020 – har jeg givet albummet endnu én, for at finde ud af:

Var det virkelig så dårligt?

Og ja. Ja, det er det. Desværre. ‘Rebirth’ er forfærdeligt. Det er forfærdeligt.

Problemet er ikke genren, Lil Wayne har valgt, eller det faktum, at han synger gennem autotune. Problemet er, at Lil Wayne dropper al fornemmelse for rytme og melodi samt sin sans for beats i sit forsøg på at være rockstjerne.

Det er som om, at fordi han har skiftet genre, så har han også efterladt alle sine instinkter om, hvad der gør en sang god. Som om, Wayne tror, at bare fordi han growler og prøver at se sej ud, mens han hakker på en guitar, så bliver det en god rocksang.

Rapperens surrealistiske, excentriske lyrik er helt væk til fordel for linjer som »I say fuck you / get a life!«, der gentages til døde på sangen ‘Get a Life’. På ‘The Price Is Wrong’ (nok den allerværste sang her) råber han: »She gotta pay / so fuck her anyway« så mange gange, at det er næsten umuligt ikke at flå sine hovedtelefoner af ørerne.

Lil Wayne elsker desuden også (komisk nok) at råbe ting som »bridge!« (‘Prom Queen’) eller »bass!« (‘Da Da Da’), lige før der kommer en bro eller en bas.

Produktionerne er samtidig nærmest en karikatur af rock. Trommerne lyder grufuldt tynde, og alt vrænger og snerrer, som om produktionen ikke laver poppunk eller nu-metal, men i stedet efterligner en karikeret idé om, hvad ‘hård rock’ er.

Waynes flows har intet af den dynamik, der gør hans autotunede hiphopballader (som kærlighedssangen ’California Love’ og narkohyldesten ’Me And My Drank’) så stærke. Der er ingen sans for melodi som på ‘Lollipop’ eller poetiske tekster som på proto-emorapsangen ‘I Feel Like Dying’.

Næsten alle gæsterne er desuden forfærdelige – fra karisma-vakuumet Shanell (der er med på fire sange!) til det afdankede forbillede Eminem. Stort set ingenting fungerer.

Intet er så dårligt, at…

I det her gennemdystre mørke er der kun få sange, der kvalificerer som mindre lysglimt. ‘Paradice’ har noget af den slags halvkvalt autotune-crooneri, som Future senere gjorde til en kunstform, mens ‘On Fire’ viser, at Lil Wayne er meget bedre, når han genskaber en luksuriøs sang fra ‘Scarface’-soundtracket, end når han kaster sig ud i højtempo plastikrock.

’Knockout’ med en ung Nicki Minaj er poppunk på en campet måde, og den moderat catchy single ’Prom Queen’ har trods alt lidt historiefortælling. Begge de sange handler eksplicit om highschool-romance, hvilket i det mindste er et lidt uventet emne for en gangstarapper. Men det er ikke musik, man som sådan ville høre frivilligt.

Dermed ikke sagt, at albummet ikke har haft indflydelse på nutidens rockrap-bølge. Lil Wayne var som sagt verdens største rapper, da han udgav ’Rebirth’. Det har uden tvivl vist mange unge rappere, at det er muligt at nedbryde væggene mellem genrer. Albummet selv er vitterlig den katastrofe, det blev klassificeret som ved udgivelsen, men bare det, at det eksisterer, har vist nye muligheder for fremtidens kunstnere.

For der er som bekendt intet, der er så elendigt, at der ikke kan komme noget godt ud af det. Og siden ‘Rebirth’ har folk som Lil Peep, XXXTentacion og Juice WRLD lært af Waynes fejl og skabt den rockrap-fusion, som New Orleans-rapperen på spektakulær vis mislykkedes med selv.

Andre artister – som Lil Uzi Vert eller Travis Scott – har taget Waynes idé om rapperen som moshende, autotunet rockstjerne til nye ekstremer. Og en af tidens største Wayne-efterkommere, Young Thug, blev måske inspireret af forbilledets genreeksperimenter til at turde synge og til at lave countryrap længe før Lil Nas X gjorde det.

Så ja, ‘Rebirth’ er Lil Waynes klart dårligste album. Men samtidig er det – skæbnens ironi! – måske også et af hans mest indflydelsesrige.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af