XXXTentacion er årets mest kontroversielle rapper. Han har en række domme bag sig og står netop nu tiltalt for at have tæsket sin gravide kæreste – en anklage han nægter sig skyldig i. Den voldsomme baghistorie har sammen med Miami-rapperens image (sort/hvide dreads, dystert goth-look, ekstremt aggressive live-shows) gjort ham til en slags viral attraktion: Alle er nødt til at se og høre den her farlige og forførende karakter. XXXTentacions gennembruds-track, ’Look At Me’, lyder også som soundtracket til en masseslåskamp: Der er forvrænget, tung bas og en pænt aggressiv tekst – »I took a white bitch to Starbucks / that little bitch got her throat fucked!«
Så da jeg sammen med min medvært Mads Viktor skulle diskutere hans nye album, ’17’, i Standard, Soundvenues hiphop-podcast, forleden, havde jeg advaret ham om, at han godt kunne forberede sig på voldsom, beskidt hiphop fra en af den nye generations mest tøjlesløse stemmer. Men da udgivelsen kom, vendte rapperen dét narrativ, der var bygget op omkring ham, fuldstændig på hovedet med et afdæmpet, stille album med korte, skitseagtige sange.
Faktisk burde vi havde set det komme. XXXTentacion havde allerede på forhånd annonceret, at det her album ikke var til dem, der kun var der på grund af hypen, men til dem, der kæmpede med depression og var fortabte. Derfor var der ingen af de voldsomme, punkede numre a la ’Look At Me’ på albummet. I stedet består ’17’ af ti numre, der alle er omkring to minutter lange. Det er stille, vuggevise-lignende tracks, der nærmest virker eksplicit skabt til at få et stresset sind til at falde til ro. Mads Viktor (der har lidt følsomme ører…) blev lettet og kunne rent faktisk lide det.
Til gengæld kan man lige forestille sig de folk, der kom til albummet for at høre ultra-aggressiv lo-fi-crunk fra den unge forbryder-rapper. De må have undret sig over, hvor den voldsomme og vanvittige rapper, der var blevet lovet, var blevet af. Var den ’gamle’ XXXTentacion virkelig den samme person som den følsomme og poetiske artist, man kan høre på ’17’?
Der var et kæmpe skel mellem image og virkelighed. Det synes til gengæld ikke at have skræmt lytterne: Albummets første sang, ’Jocelyn Flores’, er i skrivende stund den 30. mest streamede sang i verden på Spotify med over halvanden million streams om dagen.
Men albummets følsomme væsen burde egentlig ikke komme som nogen overraskelse. For store dele af den bølge af unge rappere, der bliver betegnet som Soundcloud-rap, dyrker i høj grad det følsomme – også (eller måske især) hvis det indbefatter depression, dødslængsel og sorg. Ved første øjekast er sangene, der dominerer scenen, en form for DIY-crunk, hvor smadrede beats og råbte tekster dominerer lydbilledet. Men graver man lidt dybere, er der en følsom kerne under det voldsomme ydre.
Derfor giver det også mening, at genrens vigtigste artister – XXXTentacion, Lil Peep, Lil Uzi Vert – alle har søgt mod rockmusikken for at finde inspiration hos forbilleder, der også camouflerer indre smerte med ydre aggression. XXXTentacion kanaliserer Nirvana på sange som ’Revenge’, Lil Peep har søgt mod rendyrket emorock som My Chemical Romance, og Lil Uzi Vert kalder poppunk-gruppen Paramore for sin største inspiration.
Der er noget sært og smukt ved den måde, de unge rappere omfavner de her tit udskældte rockgenrer og på en måde finder tilflugt i emo- grunge- og poppunk-musikkens personaer. Det føles som et møde mellem rock og hiphop, der ikke er søgt på samme måde, som rockalbum af eksempelvis Lil Wayne (’Rebirth’) har været. I stedet er det en naturlig sammensmeltning – et møde af nødvendighed. De her rockgenrer har dannet rammen om en hiphop-musik, der lukker (negative) følelser ind samtidig med, at aggressionen stadig er til stede i ekstremt udpræget grad.
Lil Peeps nyligt udsendte ’Come Over When You’re Sober (Part One)’ har på samme måde som XXXTentacions ’17’ skabt et sammenhængende udtryk over et helt album. Med klar inspiration fra midt-00’ernes emo bliver dødslængsel og dødsdømt kærlighed sammenvævet i en slags depression- og narkotika-dulmet æstetik. Sangene hedder ting som ’Better Off Dying’ og har tekster som »Even if I try hard, I ain’t gonna make it / we ain’t gonna make it, we ain’t gonna make it«.
Hvor XXXTentacion graver helt ind til kernen af sine følelser for at udtrykke dem, er Lil Peep konstant ude på at dulme og medicinere sin sindstilstand.
Der er altså en interessant udvikling i gang hos hiphoppens excentrikere i undergrunden – en radikal nytænkning, der foreløbigt har fundet sit reneste udtryk i helstøbte album fra XXXTentacion (’17’) og Lil Peep (’Come Over When You’re Sober (Part One)’).
De viser en ny sensibilitet i hiphoppen, hvor emo, grunge og poppunk har fundet vej ind i genren. Folk kom for at se voldsforbryderen med det uhyggelige glimt i øjet. Men de blev for at høre musikken, der er alt andet end en afspejling af det indifferente ansigtsudtryk fra forbryderfotoet.
Hør mere om Soundcloud-rap i den nye episode af Standard via iTunes HER.
Læs også: 10 essentielle sange i den nye bølge af rowdy SoundCloud-rap