Kontroversielle XXXTentacion kvitter både chokeffekter og hiphop på emo-folket debutalbum
Der er afreagering, og så er der afreagering. Begge gradbøjninger af ordet er på sin vis indbegrebet af XXXTentacion nu, men op til dette officielle debutalbum var det næsten udelukkende sidstnævnte, der kendetegnede den oprørske Soundcloud-afhoppers repertoire. En grel, punkramponeret særart af rap var således hovedårsagen bag 19-årige Jahseh Onfroys nylige eruption fra underverdenen af forvrænget hiphop i og omkring Miami.
Det interessante ved XXX er netop, at han musikalsk såvel som personligt er sygeligt utilregnelig. Oprindeligt kendte man ham på lo-fi-flænsende bas og en attitude, der tenderede en rabiesramt muskelhund.
Først anklagede han Drake for at gafle hans flow fra breakout-hittet ’Look At Me’. Dernæst fulgte skrækkelige historier og et allerhelvedes postyr om hans gravide ekskæreste, som han angiveligt har tæsket halvt ihjel. Prikken over i’et kom så tidligt som i sommer, da han ud af det blå til sin koncert i San Diego blev knockoutet ind i en anden dimension på scenen. For slet ikke at nævne, at han er i færd med at aftjene en seks år lang prøveløsladelse.
XXX forfølges af obskøne voldsintriger, der næsten som light-udgaver af visse psykopatiske rivalopgør fra 90’ernes black metal-community paradoksalt nok udgør en kæmpe portion af hans rebelske appel. Teenagere tilbeder ham kultisk.
Alligevel er chokværdien nærmest pist væk på ’17’, for XXX syder ikke længere fandenivoldsk ude i det åbne. I stedet lyder han sjælevandrende og indelukket som aldrig før, når han over lo-fi-skurrende og emo-folkede guitarballader lader sine nøgne selvmordstanker pible frem fra sprækkerne af den depressionsmur, han førhen nedrev med tilintetgørende hiphop.
»I’m in pain, wanna put ten shots in my brain«, rapper han eksempelvis på den skælvende ’Jocelyn Flores’, et nummer tilegnet hans gode veninde af samme navn, der begik selvmord. Fortabelsen fortsætter på ’Everybody Dies In Their Nightmares’, hvor XXXTentacion over minimale guitarakkorder gentagende ytrer: »Nigga really wanna die in the night time«.
En kronisk trykket stemning gennemsyrer således ‘17’, hvis spartanske lydbillede alligevel lyder underligt frelst. En flig af aftagende håb spores i albummets rudimentære, men effektive minikompositioner, der er lige så ørehængende, som de er nedbarberede.
Et nummer som ’Depression & Obsession’ kunne næsten ikke være mere simpelt, men det fungerer i kraft af teenagerens rå autenticitet. Selv på den r’n’b-trappede ’Fuck Love’, albummets eneste kalorietætte produktion, mærker man, at han mener hvert et knugende ord: »I’ve lost it, riots / gunfire inside my head«.
XXX skærer sig dog også fra tid til anden på albummets omkalfatring. Hans novicepen hamler ikke op med velbevandrede singer/songwriters, hvilket ellers er essentielt i så nøgne lydterræner som her. »So nobody wants death / ’cause nobody wants life to end«, konkluderer han for eksempel overflødigt på det tyngende klaverstykke ’Orlando’.
’17’ lugter en smule af, at XXXTentacion i et soveværelse med demonstrative pentagrammer på væggene har barrikaderet sig med lige netop akustisk guitar og hulkende indrømmelser for at knytte sylten på kritikere, der har kaldt ham en ensporet rebel. Han kan faktisk en ting eller to – jeg havde, indrømmet, aldrig troet, at han kunne begå sig i så subtilt appellerende sovekammerrock, men genrespredningen er ækvivalent til at anbringe æg i flere kurve, hvor få af dem tabes på gulvet undervejs.
Dermed dog ikke sagt, at ilden i skarnsknægten er slukket. Den står bare ikke i lys lue som tidligere.
Kort sagt:
’17’ er en radikal omkalfatring for XXXTentacion, der her kvitter fordums punkramponerede hiphop til fordel for afklædte guitarballader. Genrebruddet viser overvejende fine takter, men albummet bærer præg af, at det 19-årige fænomen måske ikke helt har fundet sin primære hylde endnu.
Bliv klogere på XXXTencation og Soundcloud-rap i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast.