Lil Waynes rockalbum ‘Rebirth’ er så latterligt, at det næsten er morsomt

Da jeg var barn, elskede jeg vaniljeis og Fanta, så jeg blandede det ubekymret. Tiden løb dog fra gul sne, som mig og brormand kaldte den tossegode blanding, men lad det stå som en passende metafor for ‘Rebirth’.

2008’s bedst sælgende rap-artist, megalomanen Lil Wayne, forsøger sig med et hårdt rock-album, og det går så dårligt, at mit gamle rockhjerte bløder, og jeg fælder en tatoveret tåre. For der er ingen bund i trommesporerne, ingen modhager på guitarlinjerne, de simpelthen glider ubemærket forbi, men værst af alt er rap og sang sovset ind i auto-tune, hvilket begraver rock-udtrykket helt og aldeles. Faktisk er vokalarrangementerne så latterlige, at det næsten er morsomt. Waynes auto-tune-raspen er som klippet ud af et tilfældigt Billboard-hit og klistret ind i et forprogrammeret rocknummer.

Blandet op med lidt Evanescence-stemning, pinligt ubekvemme synths og lydeffekter som teknikeren nok har kastet ind for at distrahere lytteren, bliver det helt pinligt, og når der råbes »Hey-ho« ind over sangene, lyder det ikke som et rock’n’roll-opråb, men bare som en der bliver virkelig overrasket (Joey Ramone vender sig i sin grav).

Lortet fungerer sgu ikke lille Wayne! Og det kan du så passende tænke over, nu du skal i brummen og arbejde på ‘Tha Carter IV’ (der kommer ud, når Lil Wayne kommer ud). Imens kan vi andre nyde, at grunge-bølgen er genoplivet, så vi kan høre noget viljestærk tråd, rigtige gryder blive tæsket og hæse stemmer med noget på hjerte. For det her er bare gul sne.