Denne sommer gjorde Lil Wayne noget, som han egentlig ikke gør længere. Han remixede Playboi Cartis catchy sommerhit ’Magnolia’, og i de minutter, tracket varer, lyder det som om, det er Lil Waynes eget track. Han lyder levende og uforudsigelig – som i sine bedste dage.
Måske livede han op, fordi Carti er en af de nye, unge rappere, der er mest præget af Lil Waynes indflydelse. Eller måske er det fordi, sangen er opkaldt efter et kvarter i Lil Waynes hjemby, New Orleans. Uanset hvad er det som om, man – bare for et par minutter– er tilbage i midt-00’erne, hvor Lil Wayne på de legendariske mixtape-serier ’Da Drought’ og ’Dedication’ tog beats fra populære sange og lavede så geniale remixes, at de oprindelige tracks blev glemt. Lil Waynes version blev den gældende.
Men året er 2017, ikke 2007, og den koncertaktuelle rappers evner er ikke, hvad de var for ti år siden. Hans ’Magnolia’-remix er stærkt, men det er stadig Cartis legesyge, ad lib-overdoserede version, der spilles. Og det giver mening, for hele Cartis småskøre måde at rappe på er en opdatering af Lil Waynes stil.
Tiden er løbet fra Wayne, men til gengæld kan man høre ham i andre rapperes musik. For mens Wayne langt fra er den altoverskyggende kulturelle kraft, han var, da hans påstand om at være ’Best Rapper Alive’ blev alment accepteret for et årti siden, har hans indflydelse på samtidens stjerner aldrig været større. Mens Lil Waynes egen skikkelse er blevet mindre og mindre, er skyggen, som den karismatiske rapper kaster over hiphoplandskabet, kun blevet større.
De seneste år har været svære. Lil Waynes seneste udgivelser har fået lunkne modtagelser, han har haft en række slagtilfælde, muligvis som følge af stort narkoforbrug, og så er han i en ubehagelig situation med sin label-boss og adoptivfar, Birdman, der tilsyneladende har snydt Wayne for en masse penge og nu nægter at udgive hans ’Carter V’-album. Senest har Lil Wayne været i medierne for nogle meget uheldige kommentarer angående Black Lives Matter-bevægelsen. Følelsen af, at Lil Wayne er gledet væk fra sin samtid, blev kun større, da han sagde, at han ikke kendte til den nye generation af rapstjerner centreret omkring Lil Uzi Vert, Lil Yachty og Kodak Black.
Dét er ærgerligt – for hvis Lil Wayne tog sig tid til at lytte til de unge rappere, der dominerer hiphopscenen, ville han opleve et kuld artister, der er ekstremt prægede af ham selv.
En ny form for hiphopstjerne
I en tid, hvor hiphoppens stjerner var kontrollerede alfahanner, der præsenterede et ret stereotypt billede på aggressiv maskulinitet, udfordrede Lil Wayne grænserne for, hvad en rapper kunne være. Han fik piercinger i ansigtet, kaldte sig selv rockstjerne (og indspillede et rockalbum), lavede auto-tunede kærlighedssange og var i det hele taget lige så excentrisk, som hans konkurrenter var konforme. Han rappede om at æde rappere, som han æder beats, om at han svømmede med hajer i havet og fløj rundt sammen med stjernerne i universet. I en periode i 00’erne var det som om, hvert nyt Wayne-vers skubbede til hiphoppens grænser.
Hiphoppens konger før Lil Wayne var typer som 50 Cent og Jay-Z: Kontrollerede typer, der sjældent viste, hvad der foregik bag facaden. Men stjernerne efter Lil Wayne er unge, tatoverede, piercede, dreadlock-rockende rappere som Lil Uzi Vert, der hellere vil synge auto-tunede ballader end levere gangsta rap-samlebåndsvarer.
Hele den rap-persona kan føres tilbage til Lil Wayne. Når Lil Uzi Vert dyrker rockstjerne-attituden, piercer sig i ansigtet og laver auto-tunede emo-rapsange som sommerhittet ’XO TOUR Llif3’, er det Lil Waynes æstetik, der antager nye former.
Men det er ikke kun i den helt unge generation, man kan se indflydelsen fra manden bag ’Tha Carter’-albumserien.
Future og Young Thug kom frem i kølvandet på Lil Wayne og ligger et sted mellem Wayne og Lil Uzi-generationen aldersmæssigt. Deres gennembruds-mixtapes kom i 2011 (Futures ’Dirty Sprite’) og 2012 (Young Thugs ’I Came From Nothing 3’) – altså tre og fire år efter, Lil Wayne peakede kommercielt med ’Carter III’-albummet.
Young Thug og Future er siden blevet kongerne af trap. Deres forhold er halvt venskabeligt, halvt rivaliserende – en slags Atlanta-version af den evige hvem-er-størst-dyst, som Jay-Z og Nas havde kørende omkring årtusindeskiftet i New York (bare uden diss tracks). Future og Young Thug er de to store prægende skikkelser på trap-scenen gennem de seneste år – og ingen af dem ville lyde, som de gør, hvis ikke det var for Lil Wayne.
Wayne lever videre i både stil og musik
Future har frem for alt studeret Lil Waynes brug af auto-tune og hans selviscenesættelse som væsen fra det ydre rum. For selv om det var T-Pain, der introducerede auto-tune på hiphop-scenen, var det Lil Wayne, der tog udtrykket i nye, forvrængede retninger. Hvor de fleste rappere tilsyneladende bare smækkede auto-tune på en normal vokal, gav Wayne fuldstændig slip på sin hæse, gnæggende stemme, der nærmest sprællede og hylede sig igennem lagene af auto-tune.
Effekten var, at lyden ikke blev mere mekanisk, men nærmest som om rapperens stemme smeltede sammen med effekten i en slags robotagtig klagesang. Dén lyd tog Future især til sig på tidlige hits som ’Turn On the Lights’ og ’Neva End’, hvor han brugte Lil Waynes vokalteknik til at producere en helt ny form for robot-kærlighedssange. De numre kommer fra albummet ’Pluto’, hvor Future ofte omtaler sig som ’astronaut’ eller ’alien’ – en klar reference til Lil Wayne, der konsekvent kaldte sig ’alien’ eller ’martian’ (marsboer).
Hvor Future tog elementer af Lil Waynes udtryk og æstetik og gjorde dem til sine egne, har Young Thug taget nogle af de mest udsvævende aspekter af Waynes personlighed og musik og videreudviklet dem. Lil Wayne havde piercinger og lavede et rockalbum; Young Thug piercer sig endnu mere og laver et country(!)-album. Lil Wayne udfordrede hiphoppens stereotype, maskuline idealer; Young Thug poserer i en kjole på sit albumcover. Lil Wayne lod sin hæse stemme syre helt ud og rappede surrealistiske punchlines som »I’m so motherfucking high, I could eat a star«; Young Thug synger/rapper så skævt og skingert, at ord og sætninger tit kun vagt hænger sammen. Young Thug er en slags koncentreret version af det syrede og surrealistiske element, Lil Wayne indførte i hiphoppen.
Lil Waynes indflydelse er også til stede hos folk som ASAP Rocky (»Lil Wayne fik alle til at steppe deres flows op«), Chief Keef (»Hele mit liv har jeg villet være som Lil Wayne«) – selv hos rappere fra andre stilretninger som Kendrick Lamar og Chance the Rapper, der begge bruger flows lånt fra Wayne på deres mere attitude-bårne tracks som Kendricks ’Backseat Freestyle’ og Chances ’No Problems’, der også gæstes af Wayne.
Men den ikoniske rappers indflydelse er klart tydeligst i den gren af hiphoppen, der går fra Young Thug og Future og videre til Lil Uzi Vert og Lil Yachty. Man kan mærke, at det er en generation af rappere, der har fået deres øjne åbnet af Lil Wayne. Kærligheden og dyrkelsen af New Orleans-rapperen er en del af deres musikalske dna. Som Young Thug engang sagde til Ebro Darden på radiostationen Beats 1:
»Lil Wayne er mit idol. Han er stadig mit idol. Jeg kender al hans musik. Da han startede, var han fra gaden, men han havde også tætsiddende tøj og var en rockstjerne – så jeg gik den samme vej. Han er ikonisk. Jeg ville dø, hvis jeg ikke blev som ham«.
Lil Wayne spiller til Fredagsrock i Tivoli fredag den 11. august.
Kristian Karl er vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast. Hør den nyeste episode HER.